Valgkampen og de sociale medier – nogle erfaringer rigere

Jeg har været fraværende på denne hjemmeside et stykke tid. Nærmere forsømt den kan man vel sige.

Det skyldes ikke mindst kommunevalget, der har taget en masse tid – og til tider også “trukket tænder ud” hos alle, der har været en del af det. Der er lavet plakater, folder til husstandsomdeling, valgannoncer, flyets, videoer, Facebookopslag, Twitts, enkelte instagram-fotos og en del webreklamer på Enhedslisten i Ringsteds platforme. Det har været yderst lærerigt og givet nogle erfaringer med undervejs, der er en god ballast. Som så ofte er det midt i så intensive og ikke mindst hektiske forløb, at erfaringerne gøres – både de mindre gode og ikke mindst de rigtig gode, der får det hele til at spille sammen.

Meget af det jeg skriver i dette blogindlæg baserer sig ikke på velbegrundet viden og tørre facts, hvilket naturligvis er et brud med det hardcore krav om viden om facts, som vi i dag baserer vores samfund på. En efterhånden velanskreven metode, der tryner både “synes” og “fornemmer”.

Det helt overordnede handler naturligvis om vægtningen mellem de forskellige former for formidling, vi i dag kan bruge. Alt for ofte kommer det til at dreje sig om enten for eller imod sociale medier. Det fører ingen vegne, for dem, vi gerne vil have i tale, bruger hver især kun en lille del af det totale mediebillede, der er i dag – og langt fra de samme. Det bliver derfor nødvendigt at være med stort set hele vejen rundt, hvor umuligt det så end lyder.

Jeg blev under valgkampen konfronteret med synspunkter, der var meget kategoriske alt efter, hvilke medier, de jeg talte med, selv foretrækker. De, der bed mest mærke i de mere traditionelle former for agitation som plakater, husstandsomdelte brochurer og synlighed i de lokale medier som aviser, radio og TV, mente, at Enhedslisten i Ringsted har været meget lidt synlige. De, der færdes hjemmevant på de sociale medier og er vant til at se eller måske blande sig i debatter, har derimod en opfattelse af, at vi har skabt langt større langt synlighed.

Der er ingen tvivl om, at der i denne valgkamp er sket en forskydning i brugen af medier – ikke kun for os, men set helt generelt. Grunden er, at de sociale medier egner sig glimrende til den måde, politikere i dag fører valgkamp på med hurtige indspark, svar og debat – og dermed også flygtighed.

En anden og nok så vigtig grund er, at brugen af de sociale medier er gratis i de fleste tilfælde. Man kommer derfor meget længere for færre kroner. Der er ingen tvivl om, at det er en udvikling, der vil fortsætte. Det bør naturligvis give anledning til nogle overvejelser om, hvordan vi så finder en vægtning i brugen.

Der er nemlig heller ingen tvivl om, at mens man befinder sig midt i det, så giver det noget af en op-følelse at mærke en frodig debat. Uden at kunne sætte tal på, er det også let at tro, at flere er engagerede end før – uden at det nødvendigvis i virkeligheden er rigtigt. Vi lader os ofte snyde af den umiddelbare oplevelse af fællesskab, som det at være med kaster af sig.

Når det gælder politik, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at have både de mere traditionelle og de sociale medier med. Der er meget forskel på vanerne, hvordan den enkelte bruger medierne, hvad der skaber opmærksomhed og dermed kontakt. Helt nye former for kommunikation kommer også hele tiden til. Nogle af dem kan måske i fremtiden skabe bro mellem nogle af de dilemmaer, der helt sikkert er. Det er sikkert, at næste kommunale valgkamp med de forandringer, der sker inden for medier, bliver ganske anderledes end den vi lige har været oplevet.

Når det drejer sig om at bruge sociale medier her og nu, går der meget tid at iagttage respons – altså, hvordan interesserede, vi når ud til, reagerer på det, vi gør. Der kommer nye og ofte overraskende sider frem i brugen af sociale medier, der vanskeligt lader sig sætte på formel. Du kan stå med to fortællinger, der næsten ligner hinanden. Den ene kan opnå næsten ingen opmærksomhed, mens den anden “brager igennem”. Det kan være at gennemskue hvorfor uden at skulle se på meget komplicerede årsager. Omvendt kan det også være så enkelt, at den ene historie er så dårligt skruet sammen, at den uagtet gode intentioner har tabt modtagerens interesse inden for 3 sekunder..

Visuelle indslag, dvs. både fotos og video, opnår mere opmærksomhed end skrevne indlæg – især hvis der er tale om længere tekster. Fotos skaber opmærksom og giver, hvor de fanger opmærksomheden, lyst til at læse teksten. Generelt er det under forudsætning af, at teksten ikke er for lang.

Det er i dag ganske enkelt at lave brugbare videoer med en ganske almindelig smartphone – og det er lige så enkelt at redigere en optaget video. Redigeringen bestod for vores videoers vedkommende i at tilføje Enhedslistens logo, optimere lyden og tilføje undertekster. Ofte har det været hurtigere og mere effektivt at lave et videoindslag end en flyer om et emne. Dette handler om selve fremstillingen og ikke om hvilke målgrupper man kan nå med de to materialer.

Video kan også støde ind i problemet at de bliver for lange. Er videoer for lange, bliver de valgt fra med de bedste intentioner om at seeren vil vende tilbage. En video på max 30-40 sekunder har en rimelige chancer for at blive set. Stadig under forudsætning af, at den formår at fange fra starten.

Emner, der fanger, enten på grund af den måde, de serveres på, eller på grund af aktualitet, kan nogen gange godt “sælge”, selv om de er længere. Det er netop nogle af de forhold, der er svære at vurdere. Der, hvor afsender og modtager fanger hinanden, er tolerancen langt større, end hvor det ikke lykkes. Dybest set er det vigtige ud over at have et relevant emne, at være i stand til at servere det, så det tryllebinder. Jeg har oplevet videoer på helt op til 8 minutter, der har kunnet det. Det krævet et godt forarbejde, at der ikke opstår “tomgang” og at fortællingen er tydelig i sit sprog… og at “sagen” er med.

At nå ud til flest muligt på sociale medier er et kapitel for sig. Der er grundlæggende flere metoder. Den ene er at booste opslag. Dvs. sige at betale for at reklamere, så potentielt interesserede ser reklamen på Facebook. Man kan sætte en række parametre op, som grundlæggende baserer sig på de informationer, som Facebook lever af at indsamle om os. Når det gælder politiske budskaber op til et kommunevalg gælder det om at nå flest mulige inden for kommunegrænsen. Det gør det nemt at sætte kriterierne op.

Den anden måde er at “læne sig op ad” andre facebookgrupper. Når det er noget så lokalt som et kommunevalg er det relativt let at fide grupper, hvor man accepterer politisk debat. Det gør de fleste grupper, for mens debatten godt kan skabe en vis irritation hos nogle brugere, så kan det også tiltrække nye. Endelig er det en “kunst” at få flest mulige til at dele et opslag.

En af de ting, jeg selv var lidt overrasket over i vores valgkamp var, at det var vigtigere og mere effektivt at være med i de større lokale grupper end at reklamere hos Facebook. Også muligheden for at skabe debat på sådanne sider var med til at skabe opmærksomhed, hvilket i sig selv ikke er underligt, men alligevel værd at bide fat i.

At skabe sammenhæng mellem de sociale medier og hjemmeside er vigtigt. Den grundlæggende forskel på en hjemmeside og de sociale medier er, at de sociale medier er mest velegnede til kortere tekster, fotos og video med her-og-nu-budskaber, der er flygtige og indgår i en slags nyhedsflow. Hjemmesiden kan godt bære længere indlæg samtidig med, at den har nogle helt åbenlyse fordele, når det gælder om at strukturere og finde viden, der går lidt længere tilbage end 2-3 dage.

Vi har i tidligere valgkampe valgt at lave et program, der så kunne hentes som pdf-fil. Denne mulighed fravalgte vi denne gang og strukturerede programmet, så det kunne læses i en række artikler, der stadig kunne udskrives direkte fra hjemmesiden. Det gav flere fordele. Det er nemmere at rette eventuelle fejl og omformulere passager, der kan misforstås eller er dårligt skrevet. Fremadrettet bliver det muligt at tilføje noget, når der sker ændringer inden for de enkelte områder. Det gør arbejdet med den lokale programudvikling til en konstant proces og ikke noget, vi kun arbejder med op til selve valget.

Twitter har også været en del af valgkampen denne gang. Det er straks et lidt vanskeligere medie at have med at gøre. Det er først og fremmest et nyhedsmedie. Kun ca. 10% af danskere bruger Twitter, men det er til gengæld ofte meningsdannere og debattører, der tegner Twitter. Derfor er det særdeles effektivt. Man har 280 tegn til at fremføre sin “sag”. Det kræver træning og fokus at få noget forståeligt af af det. Twitter er en god platform, når det f.eks. gælder korte statements eller at understøtte øvrige medier med links.

Generelt for alle sociale medier er, at de har en eller anden form for “Likes”, som det kendes på Facebook. Det er derfor en nødvendighed, at man f.eks. i en gruppe er med til at “trække hinanden op med “likes” og dermed øger opmærksomheden. Det lyder enkelt, men med den stadig stigende nyhedsstrøm er det en udfordring. Det drejer sig ikke kun om et isoleret medie, men om at se flere sociale medier i et samspil.

Ikke mindst at producere og følge på egne indlæg og begivenheder er en stor opgave, der kræver meget arbejde. Der findes værktøjer, der kan forenkle brugen af de sociale medier og dele samme informationer hele vejen rundt på forudbestemte udgivelsestidspunkter. Der er mulighed for f.eks. automatisk at udveksle opslag mellem Twitter og Facebook, men det giver som oftest ikke mening. En af de helt store udfordringer her er, at der er utrolig forskel på, hvordan man bruger og udtrykker sig på de enkelte medier. Det vil give mere mening med værktøjer, hvor man et sted kan tilrettelægge form og distribution af indlæg. Det er dog værktøjer, jeg indtil videre ikke har fået afprøvet.

Både at have egne fora og deltage i andres fora på Facebook, er en opgave, der kræver meget tid. Hver gang, der publiceres et emne, skal der holdes øje med, om eventuelle kommentarer f.eks. indeholder et spørgsmål eller andet, der kræver et svar. Det er et grundvilkår, når det drejer sif om sociale medier, at der skal holdes øje og finde en moderation sted hele tiden. Nok er sociale medier som Facebook set i en økonomisk sammenhæng et billigt medie i det omfang man kan skaffe frivillige ressourcer til at gøre arbejdet. Det samme gælder ikke helt på Twitter, hvor debatkulturen ikke er helt så rå som på Facebook.

Ringsted kommune er med et samlet antal indbyggere på lidt over 34.000 relativ lille. Omkring en trediedel af beboerne er imidlertid bosat i landområderne. Det har i forbindelse med kommunevalgene skabt en tradition for valgmøder i de enkelte lokalområder. Ringsted har af den grund en særlig høj andel af valgmøder op til kommunevalgene – og det er med til at skabe en interesse for at mødes. En stor forskel mellem by og land er, at landområderne er presset og derfor er bedre til at skabe levedygtige fællesskaber.

Kommunevalg 17 bød også på nyskabelser inden for det at mødes rent fysisk til valgmøder. Denne gang initiativer, der under titlen “Demokratiets Markedsplads” var rettet mod tre bydele. Der deltog mange politikere fra partierne, hvilket i sig selv kan være godt, men ikke så mange borgere. Det kan dog være et spørgsmål om også her at få skabt en tradition, hvilket man så må være indstillet på kan tage adskillige valg. En tradition, der har eksisteret i adskillige år er det store debatmøde, der finder sted søndagen før valget. Det er i stand til at samle en del “almindelige borgere”.

Foruden de ovenfor nævnte valgmøder har der også været afholdt nogle mere tematisk anlagt møder med udgangspunkt i fællesskaber (unge, almen boligpolitik, handikap, idrætspolitik og indvandrergrupper for blot at nævne nogle). De har været velbesøgte og viser sammen med møderne i landområderne, at der er en interesse for møder der bygger på fællesskaber. Ikke ny, men anvendelig viden.

Opsummerende er aktiviteterne i forbindelse med KV17 mangfoldige og for de flestes vedkommende vigtige. Der synes at ske en glidning hen imod brug af de sociale medier. Det får de opstillede kandidater til at satse mere på de sociale medier både som en slags helgardering og for at få mere værdi for valgpengene. Det er svært at gennemskue, om det er godt eller skidt for demokratiet, fordi det er usikkert, om det er mere aktivitet eller reelt et udtryk for et mere isoleret engagement hjemme foran tastaturet fra borgernes side. Ingen af mulighederne vil kunne undværes sådan som mediebilledet ser ud nu. Det uklare punkt er vægtningen mellem sociale medier og den mere traditionelle måde at føre valgkamp på.