For nogen tid siden formåede den neoliberale bygge- og boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance helt berettiget at skabe opstandelse med sit forslag om at afskaffe kravet om, at alle nye enfamiliehuse skal bygges så alle – også mennesker med bevægelseshandikap – er sikret adgang til dem.
Det er helt rimeligt, at dette forslag vækker bekymring hos både handikaporganisationerne og hos mennesker med forståelse for og kendskab til de reelle problemer. Der knytter sig mange udfordringer til at have et handikap, og der er ikke brug for, at der kommer nye til i form af forringet tilgængelighed.
Jeg er dog ikke på nogen måde forundret over, at et sådant forslag bliver udtænkt af netop bygge- og boligminister Ole Birk Olesen.
Lige netop Ole Birk Olesen gjorde allerede for 10 år siden tydeligt opmærksom på sine holdninger til overførselsindkomster i almindelighed – men også når det drejer sig specifikt om handikap. Det gjorde han i sin bog “Taberfabrikken”. Alene titlen har noget uhyggeligt og skæbnetungt over sig. Naturligvis helt bevidst, for vi skal vide, at det er en alvorlig sag at påføre samfundet last på den måde. Og Ole Birk Olesen slår sin holdning helt fast:
“…Har man i dag en fysisk eller en mental skavank, der gør, at man kun kan arbejde halvt så effektivt eller halvt så lang tid som den gennemsnitlige lønmodtager, så er ens arbejdskraft stadig værdifuld nok til, at den kan oppebære en realløn, der ligger 50 procent over niveauet for den gennemsnitlige, fuldtidsarbejdende lønmodtager i 1955.
Vi lever altså i en tid, hvor kun de allersvageste burde have behov for økonomisk understøttelse fra det omgivende samfund for at kunne opretholde en acceptabel levestandard. Alle andre burde kunne sikre sig selv tag over hovedet, smør på brødet og sågar en årlig ferierejse – uden at skulle sove i telt – ved blot at yde en indsats med de evner, som de nu engang er i besiddelse af…” *)
Ole Birk Olesen plæderer her helt utvetydigt for, at samfundet ikke skal give sig ud i kompenserende økonomiske foranstaltninger med mindre man lever under det ministeren synes er et økonomisk acceptabelt niveau… vel at mærke, når det gælder, hvad andre skal kunne leve for. Det er jo ikke ministeren, der har et problem. Det er os.
Der er ikke langt fra ministerens argumenter i hans bog til hans begrundelser for at afskaffe kravet om tilgængelighed. Ministeren argumenterer aktuelt med, at han ønsker at give husejerne mere frihed til selv at bestemme, hvordan de vil indrette deres huse.
»Reglerne i bygningsreglementet skal være fornuftige og rimelige. Som reglerne er i dag, er det et krav, at alle nye enfamilieshuse opføres med niveaufri adgang. Med ændringen får den enkelte boligejer frihed til selv at vurdere, hvordan adgangen til boligen skal udformes, herunder om der skal være niveaufri adgang«, lyder argumentet fra Ole Birk Olesen i artiklen “Ole Birk Olesen vil fratage handikappede retten til nem adgang i nye huse”, Politiken, 19. april 2017.
I TV-2 19. april 2017 bliver Ole Birk Olesen spurgt det ikke diskriminerende over for mennesker med handikap. Her uddyber Ole Birk Olesen yderligere sine synspunkter med »…Nej, det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, man skal hjælpe folk, der hvor de er. Handicappede kan have brug for ramper, men man skal også acceptere, at der i de fleste af de her huse ikke bor mennesker med et handicap…«
I lighed med Ole Birk Olesens udsagn om mennesker med “en fysisk eller en mental skavank” og leveniveau går hans ekskluderende holdning igen i udtalelsen om at “man skal hjælpe folk, der hvor de er”. Vi hører tydeligt ikke til i parcelhuse, ligesom vi heller ikke bør kende nogen, der bor i parcelhuse, og som vi gerne vil besøge. Det gøres til et personligt problem og skal ikke være noget fællesskabet løser.
Det er jo helt rigtigt, når formanden for Ulykkespatientforeningen, Janus Tarp, i Politiken 23. juni siger »Det er politisk symbolpolitik, som ingen steder hører hjemme i forhold til, hvordan vi behandler mennesker med handikap«.
Jeg er som sagt ikke forundret over Ole Birk Olesens symbolpolitik. Den bunder i hans neoliberale ønske om de stærkestes ret og i hans konsekvente forherligelse af tiden før den velfærdsstat, der bl.a. har givet mere lighed og flere muligheder for mennesker med handikap. Tilsyneladende uberettiget i Ole Birk Olesens univers. For han længes tilbage til tiden før velfærdsstaten, hvor “den almindelige menings fordømmelse af personer, som unødvendigt lå skatteborgerne til last, var hårdtslående.” **)
Begrebet “personer, som unødvendigt lå skatteborgerne til last” definerer Ole Birk Olesen jo netop sådan, at personer med en fysisk eller en mental skavank, så man kun kan arbejde halvt så effektivt eller halvt så lang tid som den gennemsnitlige lønmodtager, ligger samfundet til last ved at få overførselsindkomst – altså en kompensation for et handikap. Det er jo synspunkter, der altid har eksisteret, men det er nyt, at ideer, der skaber så tydelige tilbageskridt i en ellers over årene god udvikling for mennesker med et handikap, kommer truende nært ved magten uden at der gøres noget alvorligt for at dæmme op for netop de ideer.
Regeringen har selv lukket Ole Birk Olesen ind i sin ministerkreds. Situationen er selvskabt så længe man vælger at have såvel Ole Birk Olesen som Liberal Alliance med inde i ministervarmen. Man påtager sig et klart medansvar for nogle holdninger, der reelt taler imod den inklusion, der i andre tilfælde bliver sat meget højt. Det bliver nogle meget forvirrende signaler, der bliver resultatet af det.
*) citat fra Taberfabrikken af Ole Birk Olesen, People’s Press, København 2007, p. 13-14.
**) Samme p. 20.
