Jeg har, som nogen læsere af min Facebookprofil har bemærket, deltaget i Folkemødet 2017 på Bornholm.
Jeg ankom natten til fredag og mit egentlige formål var at være med i en debat om handikappolitik arrangeret af Enhedslisten.
Det forhindrede mig ikke i at danne mig nogle mere personlige indtryk af det gigantiske møde – eller marked, som jeg nok hellere vil kalde det. De indtryk vil jeg så komme med her.
Det er, for at se værdien i et sådant stort møde, vigtigt at huske, at det jo ikke giver nogen mening at tage navnet “folkemøde” alt for bogstaveligt. Det er ikke et møde mellem folket og politikere, hvis det er det, man forestiller sig. Det er stedet, hvor man kan møde, se og høre mange kendte og alvorlige politikere på vej fra og til vigtige møder og arrangementer, hvor de sælger deres politiske vare.
Den egentlige dialog er henlagt til det overvældende antal arrangementer, der side om side hele tiden finder sted. Personligt synes jeg slet ikke, det er så dårligt, selv om det er svært at vælge det ud, jeg synes, jeg har lyst til at deltage i.
Det overraskede mig i hvilket omfang, der er muligt at bevare intimiteten og et brugbart diskussionsmiljø med så mange sideløbende arrangementer. Jeg deltog selv i et møde, der mindede om mange andre med et deltagertal på mellem 30-40 personer. Tilstrækkeligt til at få en vedkommende dialog og ikke så stort, at der ikke var mulighed til at komme i dybden med emnerne. Noget der for mig er vigtigere end at komme til at “favne alt”. Det er altså de “decentrale” sessions, der for mig at se er en af de vigtigste og mest positive grunde til at afholde Folkemødet.
Kan man se bort fra at det er en markedsplads for politiske holdninger og et sted, hvor de, vi gerne vil påvirke, er samtidig med os andre, men nødvendigvis ikke tættere på os, så har Folkemødet meget at byde på. vi skal selv passe på med, hvor naivt, vi selv skal forholde os til, at politikere lytter til os hver især. Jeg vil også gerne stille spørgsmålstegn ved, hvad den egentlige værdi er af, at Lars Lykke Rasmussen hører mig. Vores holdning til et samfund er fundamentalt forskellig – og for mig er en dialog med 40 bevægelige og reflekterende mennesker vigtigere end én urokkelig. I sidste ende er der en langt større chance for at nå ud.
Når det er sagt, så er Folkemødet en stor mulighed for at skabe kontakter, forståelse og alliancer ikke mindst for de mange organisationer og foreninger, der deltager. Der er ingen tvivl om, at det kræver et stort forarbejde, et formål og desuden også en evne til at gribe de usete muligheder, som også kan byde sig undervejs.
Det handler om at kunne italesætte og visualisere målsætninger. Det kan gøres med større eller mindre held. Det handler om køb, salg og bytte. Med det in mente er der for mig ingen tvivl om, at det er vigtigt at være til stede.
Tilgængeligheden på Folkemødet er et kapitel for sig selv. Så det kommer i et blogindlæg helt for sig selv om et par dage. Glæd dig bl.a. til at læse om liberal frihed når en ballon blev til alt andet end frihed som djævelsk spærreballon i gadebilledet.
