“Norsk politiker vejer blot 17 kilo: Nu hyldes han for sine nøgenbilleder”. Sådan lød en overskrift i BT for nogle dage siden. Det er en diskussion, der kører med jævne mellemrum: Hvordan vi, der lever med et handikap, formidler om vores eget handikap.
I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, hvad det er man hylder Torstein Lerhol for med denne historie. Læser man på Torstein Lerhols Facebook-profil kan man også spore en vis skepsis hos ham selv i forhold til, hvad der sker, når historier går viralt og det ikke er til at styre, hvad den enkelte avis får ud af det oprindelige budskab.
Jeg føler mig på ingen måde stødt over, at Torstein Lerhol lader sig fotografere nøgen og beslutter sig for at offentliggøre disse fotos. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at Torstein Lerhols intention med disse fotos er at udvide forståelsen af mangfoldighed og at vise, at trods handikap er vi ikke kun sjæl og intellekt, men også krop.
Jeg skal ikke benægte, at et velkendt billede af mennesker med handikap er en insisteren på at se os som asexuelle og “uden krop”. Hvilket vi formodentlig ikke er i større omfang end resten af befolkningen. Her ser jeg ikke handikap som den reelle barriere, men mere en generel betragtning om mangfoldighed og “skønhedsidealer”.
Intentionen er klar nok. På sin blog skriver Torstein Lerhol “…Svært mange av oss tror at utseendet er en av de viktigste ingrediensene for fremgang og et vellykket liv. Spørsmålet er om dette er riktig, og hvis det er riktig, burde det være slik?”
For mig er spørgsmålet ikke, om vi bør bruge fotos, som Torstein Lerhol gør her. Det er kun Torstein Lerhols afgørelse, hvad han gør.
Men det er værd at gøre nogle reflektioner om effekten. Ikke mindst set i sammenhæng med, om det skaber en større forståelse og indsigt i vores liv med et handikap. Eller tjener det mere til at tilfredsstille den nyfigenhed, der er omkring noget, der opleves som “anderledes”. Det er det dilemma, der er værd at dvæle ved, når en konsekvens både kan være fortrængning af kroppen, som bestemt heller ikke er hensigtsmæssig eller et forstørret fokus på den specifikke sammenhæng “krop og handikap”.
Sarah Glerup er en af de herhjemme, der har sat ord på, hvad problematikken handikap og krop består i. Selv om temaet i Sarah Glerups artikel går mere direkte på sexualitet, beskriver hendes artikel præcist min skepsis:
“…Vi må forklare os selv og vores afvigelser. Vi må kort sagt smide kludene for flertallet og stille op til Spørge-Jørgen med enhver, der gider at lege. Den leg er både trættende, fremmedgørende og aldeles uegnet som forspil. For når en debat eller fotoudstilling begynder og ender med de diagnoser, der gør nogen af os anderledes end flertallet, når vi aldrig til at tale om de ting, vi har til fælles uanset handicap…” 1)
Det er vanskeligt at løsrive vores handikap fra udseende i det omfang, det handler om synlige handikap, og det mener jeg heller ikke vi skal. Jeg har dog på Torstein Lerhols blog og Instagram set langt flere fotos, der understøtter netop det, der synes at være en af hans direkte pointer: at livet kan og skal leves uanset handicap og at netop det at have et værdigt liv ikke må være afhængigt af handikap. Altså ikke en fremhævning af vores handikap, men netop fokus på andre og fælles mellemmenneskelige værdier.
Jeg har personligt svært ved at få øje på koblingen, hvis det basale budskab i virkeligheden er, at udseendet ikke er en væsentlig ingrediens for et vellykket liv med et handikap og på den anden side tillægges en betydning specifikt set i forhold til handicap.
