For nogle dage siden læste jeg et debatindlæg på Politiken om iværksættere, der både så positivt på og nyder godt af det danske velfærdssamfund og de muligheder, det giver os for at udvikle.
Indlægget var positivt nyt og befriende i forhold til de dybt neoliberale og trivielle udmeldinger, vi plejer at høre om, hvad det er der driver “initiativ” og “virkelyst”.
Skal man tro mennesker som Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen, er det eneste, der kan drive mennesket frem og give ild i røven, jo total forarmelse og social udpinthed. Et dogme, man så forfølger med et fut, der gør at jeg ihvertfald ofte helst ser dem på vej til deres neoliberale paradis i en anden galakse drevet af egen hellig ild akkompagneret af “Fly me to the moon”.
Det er positivt, at der er andre tilgange til velfærdssamfundet, der netop betoner tryghed og det, at vi har et sikkerhedsnet som en drivkraft og ikke en hæmsko for udvikling.
Der er ingen tvivl om, at det giver samarbejdsflader, der netop kan være med til at styrke rammen om den danske velfærdsmodel og virke som en fornyende løftestang, der kan give ikke mindst mennesker, der bliver sat udenfor samfundet, et nyt håb om, at der er plads til alle.
Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det nærmest middelalderlige syn, der præger de neoliberale forestillinger om drivkraft, nu forsvinder med et trylleslag. Men jeg ser det mindste tegn på sprækker som et positivt skridt i den rigtige retning.
Jeg håber, at flere kommer til samme konklusion, for dybest set er det et udtryk for, at der er en ny forståelse på vej af, at vores danske velfærdssmodel har noget at byde på, der kun tilsyneladende kan lade sig realisere i lande, der er længere fremme i den liberale proces. Det er en styrke – ikke mindst for fællesskabet – som med en indsigt i, at der er et andet samspil og andre drivkræfter end de, der ellers aktuelt bliver forherliget. Og den dimension er i allerhøjeste grad noget, der skal med i betragtningerne.
