Jeg hørte for få dage siden direktør i Kommunernes Landsforening (KL), Kristian Heunicke, tale ved et møde. Kristian Heunicke har bl.a. ansvar for KLs syn på socialområdet. I sit indlæg gjorde Kristian Heunicke sig til talsmand for et bedre samarbejde mellem handicaporganisationerne og KL.
Denne sympatiske mission kan ingen have nogen som helst imod – tværtimod. Det har i årevis været en stor mangelvare med både forståelse og samarbejde om, hvordan kommunerne på den ene side løser deres opgaver med omkring den økonomi, som KL skal forsvare for kommunerne, og på den anden side borgernes retssikkerhed, som såvel kommuner som KL gang på gang har udfordret.
Så stor respekt for direktørens vilje til samarbejde.
Min oplevelse af indlægget var dog også, at han samtidig langede kraftigt ud efter kompensationsprincippet på handikapområdet.
Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det er sat stadig mere under pres gennem de sidste år ikke mindst under indtryk ag kommuner og KL. Senest og aktuelt med forslaget om brugerbetaling på ledsagelse, som lige har været i høring. Et forslag, der rammer ikke mindst udviklingshæmmede hårdt, der har brug for ledsagelse af hjælpere til eksempelvis ferie.
Det nye og ganske foruroligende er, at for mig lød det præcist, som om KL hermed stiller spørgsmålstegn ved kompensationsprincippet, samtidig med, at kompensation opprioriteres i det udkast til ændring af Servicelovens voksenbestemmelser, der også netop har været i høring.
I lovforslaget er § 81 ændret, så det fremgår: “Desuden er formålet at medvirke til at sikre, at den enkelte kan fastholde sit aktuelle funktionsniveau og at yde kompensation, omsorg og pleje.”
Kompensationsprincippet er trukket frem i formålet for den gruppe af paragraffer, der handler om en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Kompensation vil som sådant få en højere vægtning i både lov og grundlag for ankeafgørelser. Såvel kommuner som Ankestyrelsen vil skulle til at se på, om kompensationsprincippet som et grundlæggende formål i Servicelovens voksenbestemmelser bliver overholdt.
I nugældende version af Serviceloven forekommer ordet kompensation hverken i formålet eller andre steder i betydningen at kompensere borgeren.
Det forekommer derfor temmelig modsætningsfyldt, at KL i samme moment taler for at nedtone kompensationsprincippet. Det er for mig at se toner, der fremmer alt andet end mulighederne for god forståelse og godt samarbejde.
Dansk handikappolitik har i en lang årrække bygget på de grundlæggende principper ligebehandling, sektoransvar, kompensation og solidaritet.
Hvis KL vælger at udfordre kompensationsprincippet yderligere, kan jeg kun se det som en en væsentlig barriere for et samarbejde. Det kunne være rart at vide, hvad KL egentlig mener med samarbejde og udtrykke sig lidt klarere om, hvad det reelt er, man ønsker skal ske.
Øger KL presset på kompensationsprincippet, har man efter min mening ikke nogen sympatisk mission, der giver plads til et bedre samarbejde. Kompensation et vigtigt handikappolitisk princip, der ikke må sættes over styr. Det skal tværtimod styrkes. Om det giver venner eller ej.
