Fra et tweet sendt ud af andre umiddelbart efter jeg deltog i DR2’s Deadline torsdag 12. januar.
I perioder er der nogle sager, der kommer til at fylde meget. En sådan periode er jeg inde i lige i øjeblikket. Det skal dog ikke hindre, at jeg her kommer med et indlæg, der så handler om en lille del af det, der optager mig lige nu.
Det, der fylder i øjeblikket, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp. I den sidste tid har vi været i stand til at skabe god debat omkring aktiv dødshjælp. I denne omgang heldigvis med et lidt andet udgangspunkt end vi hidtil har set i debatten.
Det skyldes ikke mindst det initiativ vi et gået nogle stykker sammen om at skabe – netværket »Ikke Død Endnu«. For kort at beskrive hovedmålet, så er det ud fra hverken religiøse eller liberale principper at gå ind i debatten om aktiv dødshjælp set fra et handikapsyn. Vores udgangspunkt er, at vi ønsker en mere mangfoldig debat, der breder problematikken ud.
Vi placerer os, da vi alle lever med et handikap, på modstandersiden. Vi mener, en institutionalisering af aktiv dødshjælp vil have voldsomme konsekvenser ikke mindst for os som gruppe.
Netop det er der klokkeklare beviser for i de lande, der har indført aktiv dødshjælp – altså institutionaliseret dødshjælp og assisteret selvmord. Det kommer også til at handle om mennesker med handikap. Jeg skal ikke gå videre ind i selve argumentationen her, for den kan man læse meget mere om på netværket »Ikke Død Endnu«’s hjemmeside.
Noget af det, jeg falder over i den debat, vi har skabt, er netop argumentet, at aktiv dødshjælp slet ikke handler om mennesker med handikap… og nogle gange kommer der et lille pip oveni, som så understreger: …da slet ikke nogen så aktive som jer.
Så får jeg for alvor myrekryb.
Selve den måde, jeg ofte hører et liv med handikap blive italesat på, indeholder en vurdering af vores liv, som naturligvis ikke kommer direkte til udtryk, men forbliver latent under overfladen.
Mennesker med handicap bliver alt for ofte betragtet som fejl. At vi falder uden for normalitetsbegrebet frem for at udvide begrebet og være en del af en mangfoldighed. En forestilling om, at vores liv, livsindhold og glæde ved livet må være mindre end “almindelige menneskers”. Det er den ikke.
Det er noget af det, der for mig gør debatten meget svær, for man kan til enhver tid sige, at jeg ser spøgelser og er paranoid – selv om jeg ikke selv tror det. Det er der samlet for meget evidens til, at man kan overbevise mig om. Det kan man også læse på »Ikke Død Endnu«’s hjemmeside.
Det korte af det lange er, at jeg ikke har lyst til at eksperimentere med det. For har jeg ret, så er det for sent, at ændre på det. Aktiv dødshjælp er så en del af officiel dansk politik. Det har jeg set fra et handikapperspektiv svært ved at leve med. Uanset hvilket handikap man har og i hvilket omfang. At diskutere handicap og aktiv dødshjælp handler jo ikke kun om min, men om mange andre med handikap.
At afskære liv er et stort ansvar at påtage sig. Jeg ville sådan ønske, at vi virkelig fik bredt debatten mere ud og kigger på andre løsninger end institutionaliseret aktiv dødshjælp, som respekterer alle facetter. Det plejer vi at være gode til her i Danmark.
Læs mere om netværket »Ikke Død Endnu« på hjemmesiden her.
Følg debatten på Facebooksiden her.
