Dette blogindlæg er det første i en række, hvor jeg vil beskæftige mig med konsekvenserne af 10 år med strukturreformen set i lyset af handicap. Det fører vidt omkring – ikke mindst når der også skal være plads til, hvad vi så gør ved det. Det må være en af grundene til et tilbageblik.
Vi kan nu se tilbage på 10 år med et af de mest markante skift i dansk politik nogensinde. Strukturreformen ændrede med et trylleslag dansk tænkning, da den trådte i kraft pr. 1. januar 2007.
Fra den dag blev kommunerne som gale hunde, der sloges om et kødben med alt for lidt kød på. De så det som deres egen overlevelse, der var på spil. Mange kommuner fik over de næste år travlt med at trække opgaver hjem med den begrundelse, at de selv kunne gøre det både billigere og bedre.
Det første sagt med nogenlunde belæg for realiteterne bag, mens det kneb mere med den lovede kvalitet.
Det skete til trods for, at kommunerne generelt blev meget større og fik færre kommunalpolitikere, hvilket medførte et demokratisk tab ikke mindst for landområderne.
Som nævnt tog kommunerne en lang række opgaver hjem på ikke mindst det specialiserede socialområde. Det fik naturligvis store konsekvenser på handicapområdet, der fra at være fagligt forankret i amterne nu kom ud til kommunerne. Det var princippet om at træffe beslutningerne tæt på borgerne, der var det bærende argument. En både smuk og positiv tankegang, som dog fik en drejning, der ikke helt var forudset.
En alvorlig drejning for handicapområdet var, at man godt forankret i KL-kredse opfandt myten om de krævende handicappede, der hele tiden kostede kommunerne mere og derfor blev en stadig større belastning for den kommunale økonomi. Det var synspunkter, der med stor entusiasme blev fremført af centrale personer i det kommunale spil som Erik Fabrin, Carsten Kissmeyer og Jan Trøjborg godt sekunderet af den daværende formand for landets socialchefer Ole Pass.
Baggrunden for hele dette spil var den markedstænkning, som der samtidig blev gjort plads til i den kommunale økonomi. Den blev en nødvendighed for at skaffe ressourcer til de skattelettelser, der både statsligt og kommunalt blev et mantra – og har medført ansættelser af et stort antal konsulenter, der er modsvaret af fyring af et langt større antal frontmedarbejdere i kommunerne ikke mindst inden for plejeområdet.
Jeg skal her springe alle de velkendte mellemregninger over og blot konstatere, at den snævre kommunale tænkning, der er opstået ud af kommunalreformen ikke er aftaget, men lever i bedste velgående.
Det ses blandt andet i de såkaldte frikommuneforsøg, der sættes fokus på at øge kommunernes evne til at tænke i lovændringer, der maksimerer kommunale besparelser ved at i bedste fald bøje og i værste fald afvikle retssikkerheden for borgerne.
Selv bevidste politiske kræfter som de, jeg selv kommer af, er hoppet med på ideen om, at det kommunale selvstyre er vigtigere end borgernes ve og vel. Det er en væsentlig indikator på, hvordan den kommunale tænkning på mindre end 10 år radikalt har ændret sig fra et borgerperspektiv til et kommunalt frihedsperspektiv.
Den kommunale tænkning og det pres kommunerne samtidig er under fra staten har betydet større ulighed i Danmark, som fjerner os stadig længere væk fra den velfærdsstat som en stor del af den danske befolkning gerne vil og som vi skal have “revitaliseret” i en ny form.
Der er god grund til at kigge tilbage på reformen og se på, hvor den har haft positiv betydning og hvor der er brug for forandringer. Det er naturligvis i høj grad et handicappolitisk spørgsmål. Derfor er et naturligt sted at starte handicaprådene, der netop med strukturreformen blev obligatoriske i alle kommuner. Det vil næste blogindlæg i denne serie handle om.
