Det er fredag. Dagen har været hektisk. Pakke alt respirationsudstyr og afsted til Musholm, hvor der venter en god netværksweekend sammen med en masse aktive i Muskelsvindfonden fra bl.a. de lokale DH-afdelinger og Handicaprådene ude i kommunerne.
Det blev en spændende weekend, hvor der ikke mindst blev lejlighed til at få et overblik over alt det, der sker ude i kommunerne og de mange forskellige udfordringer vi står over for.
Jeg vil skåne for en systematisk gennemgang af weekend’en, men forsøge at slå ned de steder, hvor jeg ser, vi er nødt til at gøre vores indflydelse gældende fremover.
Mit indtryk er, at mange aktive i Muskelsvindfonden oplever “frustrationer” for fremtiden. Især den generation af aldrende handicappolitisk aktive, jeg selv tilhører, har en nervøsitet for, hvad der sker, når vi ikke orker mere. Jeg deler ikke helt bekymringen. Vi har mange unge, der er særdeles aktive både når det gælder handicappolitik og være synlige i samfundet.
Som den generation, der er “på vej ud af arenaen” må vi ikke forvente, at unge medlemmer skal gøre, som “vi altid har gjort”. Vi skal være åbne for nye måder og ikke fastholde en forventning om, at det vi har gjort, er det eneste, der fungerer. Det handler dybest set om tillid og at turde give slip, når den tid kommer. Generationsskiftet sker ikke ved pres, men vel at vise perspektiver. Her kan ikke mindst unge præge. Vi skal se nye, vigtige værdier i de unges indsats og fremme ideerne.
Et tema på weekend’en var den såkaldte hverdagsaktivisme. Evnen til at starte med udgangspunkt i os selv og helt banalt udvikle nogle aktiviteter, der støtter vores liv med et handicap. En af de ideer, der kom frem var at skabe et net af f.eks. garvede brugere af Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) eller garvede respiratorbrugere, der kan støtte unge brugere. Det er ideer fyldt med perspektiver – og samtidig virke befordrende for en dialog hen over alder.
Det allervigtigste er dog at vi formår at styrke vores indsats i kommunerne. Det er samtidig det sværeste, for hver kommune har deres tilgang til handicap. nogle mere “kreative” og agressive end andre. Skrækeksempler her er vel Aarhus og Favrskov, men aldre kommuner rører også på sig, når det gælder om at overbevise befolkningen om, at vi er dyre og krævende.
Jeg har de sidste uger været med til for LOBPA at gennemføre en række workshops, der skal sætte flere af os i stand til at virke som debattører på de sociale medier. Det store “problem” er, at de fleste danskere ved for lidt om handicap og derfor bliver usikre – det giver nogle kommuner og nogle sparepolitikere et spillerum, vi kan dæmme op for både ved at påvirke borgere og politikere.
Påvirkningen må ske både via sociale medier men også gennem det lokale arbejde i Danske Handicaporganisationer (DH). Ikke mindst Muskelsvindfonden må være aktive – og det var netop det netværksweekend’en viste: at vi kan og vil. Og det er ad den vej flere får lyst at være aktive. Målet er vigtigt: kompensation og inklusion. Metoderne skifter med tiden – og det er vi nødt til at have øje for.
