Debatten om aktiv dødshjælp trækker nogle perspektiver tilbage i historien. Selv om udgangspunktet måske har ændret sig lidt, er der alligevel en sammenhæng. Nogle af de bevæggrunde, vi historisk har set, ser jeg også spille ind i den nuværende debat.
Det er imidlertid vanskeligt at inddrage selv historiske fakta i en debat, der i forvejen rent følelsesmæssigt bringer sindene i kog.
Jeg har valgt at skrive dette blogindlæg for sig selv for at bringe denne del af debatten direkte ind i den nuværende debat om aktiv dødshjælp med fare for at afspore denne. Det betyder ikke, at dette indlæg ikke bør være en del af debatten. Det gør den absolut for mig at se.
I mit tidligere blogindlæg “Der er et liv før døden – 2” skriver jeg: “…“Moralen” her er dog ganske anderledes og bygger mere på en materiel, samfundsmæssig kalkule af mennesket. Et synspunkt, der moralsk heldigvis ikke er opbakning til. Alligevel er det en katastrofe at underkende indflydelsen fra økonomitænkningen, da netop denne tilgang præger de økonomiske diskussioner i dag…”
Netop den vinkel, hvor økonomiske og samfundsmæssige aspekter spiller ind, er der fortilfælde på. Under nazismen var det et spørgsmål, der blev grebet an ud fra flere vinkler. Både som et spørgsmål om racehygiejne og som et spørgsmål om medlidenhed og bekymring for den enkelte, der bliver syg.
Et eksempel er den tyske film “Ich klage an” [1] fra 1941, der naturligvis også blev vist i danske biografer under besættelsen. Herhjemme var titlen “Lægen der dræbte”.
I virkeligheden var filmen et bestillingsarbejde fra propagandaminister Josef Goebbels. Den skulle bruges til at gøre den tyske befolkning mere venligt stemt over for medlidenhedsdrab, som var praktiseret i Nazi-Tyskland i hemmelighed siden 1939.
Plottet er ganske enkelt. Filmen handler om en ung kvinde, der får sclerose og efterhånden ikke kan bevæge sig. Hendes mand, der er læge, giver hende en dødelig gift. Han stilles for retten, hvor sagen stilles på hovedet, idet lægen anklager de anklagende ved at sige, at han er skyldig i at ende sin kones lidelse og uanset hvordan han bliver dømt, er det et signal om en forandring. Netop hvad Goebbels gerne ville have ind i debatten.
I debatten om eutanasi (medlidenhedsdrab – eller aktiv dødshjælp, som vi aktuelt kalder det) er det ikke et uvæsentligt faktum, at det ikke kun var et nazistisk fænomen. Det var ikke kun i Tyskland, man var optaget af spørgsmålet. Allerede i 1907 indførte man i USA sterilisationslove – og gik forrest i denne udvikling. Det var foruden et spørgsmål om racehygiejne også et spørgsmål om at sikre en sund og arbejdsdygtig befolkning og spare samfundet for forsorgsudgifter. Ikke mindst dette sidste perspektiv er det til stadighed nødvendigt at forholde sig til.
For mig er humlen, at vi ikke “bare” kan skyde skylden for alle grusomme holdninger over på nazisterne. Synspunkterne trives i mange andre samfund – og også blandt os selv.
Vi bilder os selv ind, at vi i Danmark har en hel anden human respekt for mennesket. En holdning, der harmonerer meget dårligt med, at det var Danmark, der var det første land i Europa, der fik en arvelighedslov, der betød, at mentalt handicappede kunne tvangssteriliseres fra 1929. Den lov blev først afskaffet i 1967.
Temaet tages også op i dag. I sin bog ‘Taberfabrikken’ forholder Ole Birk Olesen sig til et af de samfundsmæssige sider af temaet, og meget præcist til begrebet arbejdsevne. I bogen gør Ole Birk Olsen sig til talsmand for det meget tydelige synspunkt, at ”…Har man i dag en fysisk eller en mental skavank, der gør, at man kun kan arbejde halvt så effektivt eller halvt så lang tid som den gennemsnitlige lønmodtager, så er ens arbejdskraft stadig værdifuld nok til, at den kan oppebære en realløn, der ligger 50 procent over niveau et for den gennemsnitlige, fuldtidsarbejdende lønmodtager i 1955.
Vi lever altså i en tid, hvor kun de allersvageste burde have behov for økonomisk understøttelse fra det omgivende samfund for at kunne opretholde en acceptabel levestandard. Alle andre burde kunne sikre sig selv tag over hovedet, smør på brødet og sågar en årlig ferierejse – uden at skulle sove i telt – ved blot at yde en indsats med de evner, som de nu engang er i besiddelse af…” [Ole Birk Olesen: ‘Taberfabrikken’, People’s Press 2007]
Også i debatten på sociale medier berøres emnet eutanasi – og der har været meget kritiske røster fremme i debatten om både det humanitære og det samfundsmæssige aspekt – f.eks. var der i forbindelse med kommunevalget 2013 en debat om abort frem til fødslen, hvis et barn havde et handicap – og mere væsentligt i denne sammenhæng – det offentliges forpligtelse i denne sammenhæng.
Jeg har tidligere skrevet om Bente Miltons film “Gaias børn” og dens fokus på “handicap som fejl” versus mangfoldighed. Dette tema er stadig meget relevant også set i debatten om aktiv dødshjælp. Filmen skuer med et snit på etik og mangfoldighed gennem de perspektiver, der historisk har gjort sig gældende.
Tænkning i en sund og arbejdsdygtig befolkning og det at spare samfundet for forsorgsudgifter, trives blandt os selv – ikke kun historisk set – men også i nogle af de liberalistiske kredse den dag i dag, hvor en kalkulerende økonomisk tilgang dominerer over en humanistisk tilgang. Vi kan derfor ikke kun afvise det som “ekstreme udsagn”. De postulerer et fornuftssyn omend det er meget langt fra det menneskesyn og den nødvendighed af mangfoldigheden, jeg ser som en del af en fortsat udvikling.
De er med til at give mig store betænkeligheder ved det økonomi- og samfundssyn, der tegner sig som en del af den nuværende debat om aktiv dødshjælp – også fremadrettet.
[1] Hvis du selv vil se filmen “Ich Klage An”, kan den ses her: https://www.youtube.com/watch?v=z7kldj4zE58
