Alt for ofte bliver vi som mennesker med handicap beskyldt for at være utaknemmelige. Et velkendt udsagn, vi efterhånden har måttet høre i en del varianter. Men det er jo netop den danske velfærd, der har gjort det muligt at formulere nogle grundsten i dansk handicappolitik, der bl.a. bygger på de to centrale begreber solidaritet og kompensation. Forsvaret af velfærden er vigtigt…
Forleden deltog jeg i et møde arrangeret af Dansk Handicap Forbund i Region Hovedstaden. Det var et temamøde om Serviceloven, hvor jeg skulle bidrage med en indledning. Den kan du læse i sin fulde ordlyd i blogindlægget “Oplæg om handicap og reformer”.
I mødet deltog også et panel af politikerne Henrik Dahl, afbureaukratiseringsordfører for Liberal Alliance, Trine Torp, handicapordfører for Socialistisk Folkeparti og Jakob Sølvhøj, handicapordfører for Enhedslisten. Det var de, der blandt alle folketingets partier havde takket ja til at komme.
I mit oplæg sagde jeg bl.a., at “…Ideologisk set er de såkaldte reformer et opgør med velfærdsstaten. Det handler om menneskers værdi på et marked…” og senere “…Et flertal vil stadig udvikle den velfærdsstat, der bygger på solidaritet og kompensation. Den skal ikke ødelægges af den konkurrencestat, som bl.a. Venstre udvikler i kølvandet på socialdemokraternes forestilling om New Public Management…”
Ikke overraskende fik det Henrik Dahl til at reagere. Nu skal dette jo ikke være et personligt angreb på Henrik Dahl, for jeg har respekt for at han stillede op alene for den borgerlige fløj. Samtidig er han jo kun en af mange eksponenter for en borgerlig politik, der ikke synes at anerkende, at de reformer, der har set dagens lys de senere år, rammer bl.a. mennesker med handicap.
På mødet ville Henrik Dahl berolige de fremmødte med, at det var “ren stråmandsretorik” at nogen vil afskaffe det danske velfærdssamfund. En diskussion, jeg kun kommenterede med få ord. Den er på det plan ikke særlig vigtig i en forsamling, der bedre end de fleste kender konsekvenserne af udviklingen for mennesker med handicap.
Det er her, der frem for en påstand om, at ingen vil velfærdssamfundet til livs, er langt mere brug for en reel tilbagevisning af, at det ikke er tilfældet – at reformerne ikke har negative konsekvenser for mennesker med handicap. Den udeblev naturligvis, for det kan ikke tilbagevises.
Særligt savner jeg klare påvisninger af, at velfærdsstaten ikke er på vej ud til fordel for en konkurrencestat. Det er jo ikke ualmindeligt, at vi hører dogmet: vi vil ikke afskaffe velfærdsstaten. Godt – og tak for det, men hvor er det så lige, der ikke sker forringelser helt konkret.
Det handler jo meget om, hvad en velfærdsstat er, og hvad den bør være. Som reformer er velfærdsstaten ikke noget veldefineret begreb. Der er netop mulighed for at lægge mange forestillinger i det. Men den diskussion går man nødigt ind i fra den borgerlige fløj netop fordi det så viser sig, at der er store forskelle på, hvad vi ligger i ordet.
Jeg vil nævne et andet aspekt, Henrik Dahl på linie med andre på den borgerlige fløj også fører frem. Han omtalte det som evnen til at tale velfærdssamfundets ydelser til mennesker med handicap ned. Bag det lægger det jeg vil kalde det velkendte udsagn om, at vi er utaknemmelige, som vi efterhånden kender i en del varianter.
Som mennesker med handicap er vi glade for, at vi har udviklet et samfund med større lighed og rummelighed end mange andre steder. Det skyldes jo netop den danske velfærd, at det har været muligt at formulere nogle grundsten i dansk handicappolitik, der bl.a. bygger på de to centrale begreber solidaritet og kompensation. Vi har, set over tid, fået det langt bedre de sidste 80 år. Det må ikke slås i stykker af nogle få år med uhyggelige reformer. Man kan vel næppe bebrejde os at ville kæmpe for at bevare den positive udvikling, velfærdsstaten og omfordelingen af goderne har ført med sig.
Det er helt i orden at diskutere om vi ønsker at bevare velfærdsstat, solidaritet og kompensation. Men så kald dog en spade for en spade og lad os få de reelle uenigheder frem i lyset, så de modsætninger, der også er i dette samfund, bliver synlige.
Et sidste aspekt er, at vi ofte oplever, at et et stort antal partier glimrer ved slet ikke at udvise interesse for handicapområdet. Ved det aktuelle møde var det Socialdemokratiet, Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre, der valgte ikke at være repræsenteret. Det var i en forsamling, der handicappolitisk har fingeren på pulsen og kan være med til at skabe dialog om – igen – uenighederne.
