Hjælp! Jeg er blevet afviger!

Jeg så tilfældigvis et sted, at ordet kromosomfejl skal ud af sproget og erstattes af  ordet “kromosomafvigelse”.

Det er jo ikke noget nyt, at der sker den slags ændringer i sproget. Nogle kalder det endda sproglig udvikling. Sådanne nye tiltag sker som regel  for at gøre sproget mindre anstødeligt.

Men i dette tilfælde føler jeg mig ikke ganske overbevist om, at denne sproglige finurlighed reelt er en forbedring – eller udvikling.

Jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet kaldt en fejl. Jeg har mange fejl. Blandt dem er påståelighed, stædighed i ordets mindst smigrende betydning, at jeg arbejder bedst om natten frem for dagen og iøvrigt er gudsjammerlig doven osv – men det er en ganske anden sag.

I den sammenhæng kommer en kromosomfejl oveni jo ikke til at blive noget, der vælter læsset. Det er jo teknisk set tilfældet. Min muskelygdom skyldes en ændring i arveanlæggene i SNM1 genet, hvor proteinet SMN (survival motor neuron) produceres. Det kan man vel med rette kalde en fejl – og derfor kommer det at have en kromosomfejl heller ikke til at lyde slemt.

Mit problem er sådan set, at det nok er de færreste, der vil skelne mellem, “at jeg har en afvigelse” og at jeg er afviger. Det sidste er for mig noget mere belastende en at have visse fejl. Hvis man dog så bare kunne holde sig til den noget mere knudrede sandhed, at jeg er “kromosomafviger”, ville der dog være et gran af sandhed i det. Men i den sproglige dovenskabs hellige navn kan det nemt ende med, at jeg bliver afviger på samme måde som jeg hele mit liv har været handicappet.

Det skal  nævnes, at jeg er stor tilhænger af, at vi netop tager hensyn i sproget. Det gør vi ved for eksempel at være “et menneske med et handicap” frem for “den handicappede”. Jeg synes man med denne nye ordkonstruktion, kromosomafvigelse, står lidt i samme fare. Skulle den gå hen og blive en sproglig succes, sker det samme som med handicappede: det blev en dårlig vane at omtale os som “de handicappede” – og det er stadig ikke helt lykkedes at få fuld accept af, at vi altså er mennesker med et handicap.

Gad derfor vide i hvor mange år jeg fremover nu skal være afviger. Eller kromosomafviger. Men sådan er livets lod vel… hvor vi handler – og leger – med sproget, står vi trods bedste intentioner om modsatte i fare for at skabe nye sproglige afvigelser. Blot et afvigende synspunkt.