Som de fleste af jer med tilknytning til Muskelsvindfonden ved, så står vi foran et formandsvalg næste weekend! Et vigtigt valg for vor fremtidige forening.
Det er derfor vigtigt, at alle os med stemmeret kommer til urnerne og gør vores ret gældende. Efter næsten 45 år med Evald i spidsen er forandringen uundgåelig.
Jeg har længe overvejet, hvorvidt jeg skulle skrive dette, men jeg er kommet frem til, at det ikke giver mening at lade være. Derfor har jeg skrevet en lille anbefaling.
Til formandsposten har vi tre fremragende kandidater, der umiddelbart alle vil kunne gøre en god figur. Alligevel tillader jeg mig at foreslå, at du skal stemme på Jan Jakobsen.
Hvis du er uenig i denne disposition, så kan du bare lade være med at læse videre, men du kan også forsøge at forstå de tre årsager, jeg har til at sætte mit kryds ved Jan:
1. Mennesket Jan
I mine øjne har Jan de rigtige personlige egenskaber til at blive den formand, jeg ønsker. Han er først og fremmest imødekommende, veltalende, lyttende og modig, men derudover har han humor og karisma. Sidstnævnte egenskaber vægter jeg utrolig højt for en kommende formand, som skal være i stand til at tale foran store forsamlinger og i andre situationer få pressen eller små små grupper af interessenter til at høre efter.
2. Den brede erfaring
Med et mangeårigt virke i politik og diverse forskellige bestyrelser og styregrupper, så kender Jan gamet indefra og ved, hvad det kræver at få politiske mærkesager igennem. Dette, kombineret med en journalistisk baggrund og stærke kommunikative erhvervserfaringer, skaber det bedste udgangspunkt for at kunne lede en politisk forening som vores.
3. Behovet for en stærk kaptajn
Jeg hører mange sige, at vi i Muskelsvindfonden har brug for forandring, det er kun naturligt efter person ved roret i mange år. Men jeg hører også holdningen, at Jan er for gammel, og at der skal ungt blod til. I mine øjne er det helt forkert.
Vi er på mange måder midt i en afgørende tid for vores forening, hvor vi politisk er pressede, og hvor flere interne nøglepersoner er på vej til at forsvinde. Derfor har vi brug for en stærk kaptajn. Godt nok er Jan efterhånden lidt grå i toppen, men han er ung og frisk af sind, og trods sin alder forstår han sig eksempelvis på sociale medier og moderne teknologi. Det anser jeg som vigtigt for moderne medlemsinddragelse og kommunikation.
_______________________________
Jeg vil meget gerne høre, hvis du har en anden holdning eller et indspark. Jeg håber, at vi ses til landsmødet! #stemJan