Et forræderi, der vil noget…

Jeg hiver lige et af de værste “minder” frem fra min Facebook-historik.

Den 14. december 2012 var en svær dag i mit liv. Da Socialdemokraterne sammen med borgerlige og sågar også det “røde” parti SF gennemtvang en førtids- og fleksjobreform, der den dag i dag er et monument for usolidarisk handling.

Med et snuptag fjernede man grundlaget for, at mennesker med svære handicap kunne få pension uden at skulle igennem årelange, nedværdigende processer før pension overhovedet var en mulighed.

Siden er der kun ændret få kommaer. Unge med handicap bliver hængende på lave ydelser, mens de venter på et job, de aldrig får. De bindes økonomisk, så de må blive boende hjemme hos forældre, fordi det er umuligt at flytte hjemmefra.

Det er det borgerlige Socialdemokrati, der hev en Venstre-plan op af skuffen og gjorde den til deres egen. Min tillid til både Socialdemokraterne og SF har siden da altid været sund og velbegrundet skepsis, men i politik er det sådan, at man er nødt til at samarbejde – vel vidende at nogle ikke vil så meget, fordi de bliver ideologisk flossede i deres magtbegær. Det var en udvikling der længe var på vej… og grundlæggende det, der i 2010 fik mig til at sige farvel til SF.

Vi kan i dag yderligere høre det ideologiske smuds i holdningen til retssikkerheden i kommunerne. Den sejler på handicapområdet totalt trods søde ord og tom snak.

Og til sidst lige min kommentar fra 14. december 2012:

Først 2. behandling af førtidspensions- og fleksjobreform. Derefter Åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget, hvor ministeren havde rigelig mulighed for at svare på de ni relevante spørgsmål, som Finn Sørensen havde fremsendt. Det forblev dog ved muligheden, for den forblev uudnyttet. Ordet gentagelsens ‘fest’ er nok lidt for vidtløftigt – men gentagelser uden svar forblev det…