Mit handicap er ikke min identitet

Der har været flere kommentarer i Kristeligt Dagblad til artiklen “Handicappede er lykkeligst med andre handicappede” 4. april 2016. Jeg indsendte også nedenstående indlæg, der dog ikke har været bragt. Det indeholder nogle mere personlige betragtninger om identitet og den måde vi italesætter inklusion på. Derfor bringer jeg det her.

Artiklen knytter an til forskningsresultater, der forekommer diffuse, da vi ikke da artiklen kom, havde adgang til kilden.  og jeg sidder med indtrykket af, at der er tale om langt mere komplekse forskningsresultater end det fremgår af artiklen.

Min erfaring er, at vi alle har brug for at hente inspiration, erfaringer, viden og engang imellem også trøst i “egne” grupper, hvilket skal være legalt, men ikke må blive et argument for “adskillelse”. Det er jo i virkeligheden ikke anderledes end de faglige miljøer, mange af os deltager i. Pudsigt nok uden at man af den grund konkluderer noget om lykkeligst med egne. Det giver ingen mening at tale om at være lykkelig, lykkeligere eller lykkeligst i denne sammenhæng.

Birgit Kirkebæk har i artiklen en relevant betragtning i, at ”…I dag handler det om at inkludere alle. Fokus er hele tiden på at give handicappede mennesker samme menneskerettigheder som alle andre. Men så længe de ikke har samme muligheder, giver det ingen mening…”

Inklusionen i dag er så overordnet formuleret, at den skaber et dilemma. Vi vil angiveligt inklusion, som den er formuleret i bl.a. Handicap-konventionen. Den er dog endnu ikke omsat i konkrete rettigheder i Danmark, der er indskrevet i lovgivningen på relevante områder som for eksempel tilgængelighed, transport, kommunikation og politisk deltagelse på alle niveauer. Det er en af forudsætningerne for at skabe sammenhæng mellem rettigheder og muligheder.

Der må aldrig herske tvivl om, at for en handicapbevægelse vil vores ubetingede mål være inklusion. Det kræver dog også, at vi har fællesskaber, der udvikler redskaber, der styrker de sider af vores liv, som handler om det vi dér har til fælles: vores handicap. Det er jo ikke ét fællesskab, der står i modsætning til resten af samfundet. Det er mange og meget forskelligartede grupper bygget på fælles interesser. Det kan sammenlignes med jurister, bagere, tømrere, læger osv.

Men jeg er også en del af andre fællesskaber. Min familie er et fællesskab, mit arbejde er et fællesskal og hvis jeg har en hobby er det også et fællesskab. Ingen af dem kunne nogen finde på at tvivle på hver især kun er én del af mit liv. Sjovt nok konkluderer man helt åbenlyst anderledes, når det gælder det handicap, jeg også har.

Jeg bliver betænkelig når man italesætter ”lykkeligst blandt egne” som noget, der skulle udgøre vores liv. Jeg aner en kommende smutvej ud af et inklusionsprojekt, nogen så som en besparelse, men som man nu måske har erkendt aldrig bliver det. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl. Ellers går det rigtigt galt, hvis vi ikke formår at mobilisere alle kræfterne i vores fællesskab blandt handicappede. For vi vil inklusionen med den respekt det kræver for den mere differentierede forståelse af, hvad det kræver af rammer og rettigheder, hvis det skal indeholde mere end det helt overordnede at inkludere alle. For mit handicap kræver inklusion noget – for andre handicap noget helt andet og ofte langt mere kompliceret. Det må aldrig blive et argument for at være udenfor eller ”lykkeligst med andre handicappede”.

Inklusion er en kamp. Det er en kamp jeg gerne deltager i, for det er vejen til ligeværd. Det kræver min tilstedeværelse i nogle fællesskaber, som aldrig bliver ”hele mit liv” eller gør mig lykkeligst. Det er redskaber til at nå målene. Ikke at jeg er ked af disse fællesskaber, for de inspirerer og giver mig meget.

Hvad er det så, der gør mig lykkeligst? Livet – vores store fællesskab! Og det er værd at kæmpe for – uanset hvad vi har med os i bagagen.

Der henvises til artiklen: “Handicappede er lykkeligst med andre handicappede”.

Der er flere gode svar på artiklen af bl.a.
Mogens Wiederholt: “Handicappede ønsker inklusion og ligebehandling – men også samvær med ligestillede” og
Torben Kjær: “Danmark er et uland, når det gælder handicapforståelse“.