Vi kan skrive lange, teoretiske udredninger. Vi kan også lade være, for det virker ikke. Men fortæller vi en historie om et menneske, der er kød og blod, så har det en hel anden effekt – vel at mærke, hvis det er inspirerende og interessant.
Det er godt nok lidt af en påstand. Men jeg tror på, at det er rigtigt. Jeg synes, at Sarah Glerups medvirken i X-Faktor i øjebliket er et godt eksempel. Det er stort – og mindre kan også gøre det.
Og så er der lige mit “vel at mærke”. For lange klagehistorier om et langt og meget plagsomt liv virker heller ikke. Hvis vi derimod uden at fortælle “tårepersere” kan være med til at formidle, hvor meget en hjælperordning (BPA eller anden ordning) er med til at sikre vores muligheder for at være aktive, at arbejde, at løfte opgaver frivilligt osv., kan vi selv bidrage til større forståelse.
Det skal ikke være lange og forklarende indlæg, men bare små korte fortællinger om noget vigtigt i hverdagen. Målet er at komme ud med noget, der giver en aha-oplevelse, for den, der læser, hører eller ser. At give forståelse for, hvad hjælpere, hjælpemidler, biler, bolig osv betyder i vores liv.
Det skal ikke kun være artikler. Et Facebook-opslag, en filmstump, en kort fotoserie med en smule tekst eller en indtalt historie virker.
Selvfølgelig er argumentet imod, at “det kan jeg ikke”. Så gå sammen. Lav lukkede Facebook-grupper. Kom med det I hver især vil fortælle og lad jer inspirere af hinanden. Giv hinanden tips til hvordan det kan fortælles. Giv hinanden ideer til hvordan I teknisk gør. Der er masser af IT-nørder blandt handicappede.
Vigtigt er kort, fortællende og positivt – og med humor. Vi kommer videre ved at fortælle om vores liv. Vi skaber forståelse ved selv at gøre det. Og ikke mindst er vi forpligtede til det… for fortsat at sikre vores gode liv.
#jjstrø
