Arbejdet som social- og sundhedspersonale er sat under lup i bogen “Så længe jeg skal ind ad din dør”. Det er en samling med 10 noveller skrevet af danske forfattere. Novellerne har alle det til fælles, at de beskæftiger sig med de roller, man har i forhold til hinanden, når nogle arbejder med mennesker og konstant vandrer ind og ud af døre for at hjælpe, og når andre er de mennesker, der af den ene eller den anden grund har behov for hjælpen.
Novellerne er blevet til ved, at forfatterne har fulgt social-og sundhedsmedarbejdere i deres hverdag. Ud fra det har de så skrevet 10 fiktive noveller om “helt almindelige menneskers helt ualmindelige skæbner”, som det hedder i omtalen af novellerne.
Helt banalt prøver forfatterne på hver deres måde at sætte ord på et arbejde, der er langt fra er så velbeskrevet som mange andre mere eksotiske og eftertragtede jobs – hverken set fra hjælperens side eller brugerens side.
Novellerne kommer rundt om mange sider af jobbet og en lang række synsvinkler på vigtige emner som medmenneskelighed, professionalisme, selvbestemmelse, liv, død… og en mængde andre følelser, som udgør rammerne inden for forskellige grene af arbejdet.
Jeg har i 30 år været afhængig af hjælp fra kommunal hjemmepleje og jeg må sige, at det efter min mening er lykkedes ganske glimrende at få sat ord på nogle, dog langtfra alle de menneskelige relationer og konflikter, job og menneske kan indebære. Bogen er god, men ændrer ikke noget ved, at jeg mener, der stadig er behov for at gå mere ind i også mere objektive beskrivelser af en mere præcis brugervinkel.
Såvel selve jobbet som de dilemmaer, man kommer til at stå over for, får dog nogle gode og ind imellem også overraskende vinkler, vi alle kan blive lidt klogere af. Også den stadige konflikt mellem formelle rammer på den ene side og menneskelige relationer og behov på den anden side kommer fint til udtryk. Et tilbagevendende tema er f.eks. som en af forfatterne udtrykker dilemmaet mellem samfund og behov for hjælp: “Måske kan et samfunds sundhed måles på retten til ikke at have styr på sit liv?”
Bogen, der iøvrigt er gratis som e-bog fra Saxo eller kan læses på ereolen.dk, er udgivet i september 2014. Den er her i 2016 altså stadig ikke “forældet” i sin tilgang til emnet. Derfor er jeg glad for, at jeg på et tidspunkt helt tilfældigt faldt over og fik læst denne e-bog.