Jeg har lovet nogle uddybninger til min opstilling. Dette er den første, der sætter mit engagement i fonden lidt på plads.
Jeg er født 1955 med muskelsvind type SMA II. Jeg blev diagnosticeret ca. 3 år gammel og kørestolsbruger da jeg var 10 år.
Allerede fra ‘76 var jeg handicappolitisk aktiv i det, der i dag er Dansk Handicap Forbund (DHF). Det handicappolitiske arbejde blev efterhånden afløst af et mere alment politisk arbejde. Bl.a. som byrådsmedlem i Ringsted kommune – indtil nu er det blevet til 14 år (jeg holder orlov i øjeblikket i forbindelse med denne opstilling). Mit udgangspunkt er, at vi kun skaber handicappolitik ved at være en synlig del af samfundet og debatten.
Først i 2006 blev jeg medlem af Muskelsvindfonden. Her har jeg siden 2008 været i repræsentantskabet og bestyrelsen. Jeg er formand for Ringsted Handicapråd og sidder i vores lokale DH. Blev for Muskelsvindfonden april 2015 valgt ind i Danske Handicaporganisationers forretningsudvalg. Jeg har i min tid i bestyrelsen for Muskelsvindfonden bl.a repræsenteret Danmark i den europæiske sammenslutning af Muskelsvindsorganisationer (EAMDA), som vi dog ikke har været aktive i siden 2011. Jeg har et par år siddet i bestyrelsen for RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCfM). Jeg var med i opstarten af et samarbejde med de nordiske søsterlande (MuskelNorden).
Jeg holder i samarbejde med Muskelsvindfonden en række foredrag om at leve med et handicap. Desuden holder jeg på Social- og Sundhedsskoler oplæg om det samme.
Hvis du vil vide mere om mig, kan du læse her på min hjemmeside:
“Om” – et samlet overblik: https://jan-jakobsen.dk/?page_id=197
“Handicap” – bl.a. om min historie – endnu ikke færdigskrevet, men giver et godt billede af bl.a. barndom. Der er også andre afsnit: https://jan-jakobsen.dk/?page_id=16