Advarsel til handicapråd

En ung borger i dette land vil gerne flytte hjemmefra. Det er der så mange unge, der gerne vil. Forskellen er, at denne unge borger har et betydeligt handicap, der binder vedkommende til en elektrisk kørestol. Borgeren er, ifølge hjemkommunens egne folks vurdering, afhængig af hjælp døgnet rundt. Dette vil det politiske udvalg, som har ansvaret i denne slags sager, ikke acceptere. Derfor bevilger man kun hjælp 16 timer og henviser den øvrige tid til at være dækket af et kaldeapparat, så borgeren kan tilkalde hjælp om natten. Sagen ankes og borgeren får medhold i anken. Så langt så godt.

Kommunerne presser borgerne

Denne historie er kun en enkelt ud af en del, som i øjeblikket gentager sig rundt om i danske kommuner. Alle har de til fælles, at kommunernes økonomi er betrængt. Det har forskellige konsekvenser i kommunerne. Nogle kommuner vælger at overholde den standard, man er forpligtet til at yde – og får en udgift, der skal dækkes ind. Andre vælger den noget usympatiske udvej at presse borgerne til en dårligere løsning end de er berettiget til. Det lykkes i mange tilfælde, hvor den enkelte borger ikke kender sine rettigheder, ikke har overskud til selv at køre en ankesag eller ikke har en stærk organisation i ryggen. I virkelighedens verden er det kommunerne, der står som de store og stærke og har ekspertisen, mens den enkelte borger ofte vil stå alene og i en meget presset situation.

Hængt ud

Tilbage til den unge borger, der vandt sin ankesag mod hjemkommunen. Desværre stopper kommunen ikke her. Man har efter afgørelsen tilladt sig både på kommunens hjemmeside og i pressen at offentliggøre, at man er uenig i afgørelsen. Begrundelsen er på kommunens hjemmeside, at kommunen ”… er helt enig i, at [borgeren] har brug for hjælp hele døgnet, men det er der flere muligheder for at give. Handicaporganisationerne har i mange år kæmpet for at udvikle hjælpemidler, som kan gøre handicappede borgere så uafhængige som muligt…” Videre hedder det ”…ordningen har aldrig været beregnet på, at handicappede, som ellers kan klare sig selv, skulle have en person til at overvåge sig, når de sover, fordi de ikke vil være alene…” og ”… Derfor kan denne afgørelse i sin yderste konsekvens vende op og ned på kommunernes økonomi…”.

Der manipuleres

I citaterne ovenfor manipuleres der voldsomt med virkeligheden. Der er jo ikke tale om en borger, der kan klare sig selv og som alene har et problem med at turde være alene, mens vedkommende sover. Det hedder i øvrigt i lovgrundlaget for Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) (Servicelovens § 96), som ordningen hedder, at borgeren har krav på at få al sin hjælp som BPA, når man er visiteret til ordningen. Ønsker borgeren det selv, kan hjælpen være en kombination af flere former. Dette ønsker den pågældende kommune tilsyneladende at gøre til tvang.

Samtidig forsøger kommunen at tage Danske Handicaporganisationer som gidsel i denne særlige sag. Det kan jeg kun have hovedrysten til overs for. Det er da rigtigt, at der forskes meget i hjælpemidler, der kan mindske generne ved en funktionsnedsættelse, men her handler det stadig om at bruge en kombination af hjælp, som borgerne kan vælge.

Retssikkerhed på spil

Som handicaprådsformand og som politiker er jeg vred over, at en kommune på denne vis hænger en borger ud på såvel hjemmeside som i presse. Det sker alle omtalte steder med navns nævnelse. Jeg har med vilje sløret både borger og kommune, fordi det væsentlige for mig ikke er, hvem det er, og hvor det sker. Katastrofen består i, at det overhovedet kan finde sted – og at mennesker, der bruger deres demokratiske ret til at anke en afgørelse, fremover risikerer at blive hængt ud, når de klager. Det er et ganske alvorligt anslag på retssikkerheden, som bør have konsekvenser for pågældende kommune, så vi undgår lignende tilfælde i fremtiden.

Hvad kan kommunerne klare?

Det er tydeligt, at det for denne kommune – og også for andre kommuner – handler om økonomi. I denne sag havde det været noget mere ”klædeligt”, hvis kommunen havde påpeget, at der er et gab mellem de forventninger, som stat og regering har til, hvilke opgaver kommunerne kan løse inden for de økonomiske rammer, som de nu engang har.

Det nævner man ikke et eneste sted, selv om det kunne være en fornuftig forklaring på, at denne kommune gerne vil slippe uden om denne udgift. Man vælger at forfølge den strategi, at borgeren er urimelig og bare vil have ”en person til at overvåge sig, når de sover, fordi de ikke vil være alene…”. I øvrigt hører det med her, at kommunerne kompenseres over bloktilskuddene også når det handler om BPA. Hvis kommunerne er utilfreds med bloktilskuddene, skal de gå til KL med sine krav i stedet for at hænge borgere ud.

Handicaprådene må på banen

Denne sag fortæller, at der er en lang række komplekse problemstillinger i at leve med en alvorlig funktionsnedsættelse, som nogle kommunalpolitikere tilsyneladende ikke forstår – eller ikke ønsker at acceptere. Jeg indrømmer, at det også kan være vanskeligt at forstå situationen, hvis man ikke selv har det tæt inde på livet i sin dagligdag, men det må aldrig blive nogen undskyldning for, at man kan tillade sig at hænge borgere ud i en kommune. Jeg håber, at de obligatoriske handicapråd, vi har fået i Danmark, er opmærksomme på denne problemstilling. Jeg håber i særdeleshed, at Danske Handicaporganisationer, der udgør den ene side i Handicaprådene, slår hårdt ned på det, som er sket i denne kommune – og som kan ske et andet sted i morgen. Vi kan simpelthen ikke leve med denne form for pres på borgere.