Jeg læste forleden en artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Den handlede om en familie med 2 børn, hvor kvinden og børnene forlod manden. Baggrunden var, at han havde fået Sclerose og krævede stadig mere hjælp fra ægtefællen. Det udløste et ramaskrig, da hun stod frem og fortalte, hvad hun havde gjort. Det er ikke nogen nem beslutning at træffe, når man er i den i situation. Jeg har svært ved at deltage i forargelsen hos “den offentlige mening”. Måske fordi jeg ved blot en smule om, hvad det indebærer at være i den gensidige afhængighed, det medfører.
Alt efter situationen stiller det store krav til en familie/ægtefælle at være en del af den hjælp og pleje, der følger med opstået handicap. Det sker uvilkårligt i dag, hvor kommunerne er meget svære at få til at give den hjælp, der skal til. Og selv om der er kommuner, der stiller hjælpen til rådighed, så er det vanskeligt at overleve i det, der åbner ens døre for en sand hær af fagpersoner i ens hjem. Det er noget, man ofte glemmer, når man har skråsikre meninger i denne slags sager. Der jo heller ikk nogen facitliste for rigtigt og forkert. Så meget mere grund er der til ikke at blande sig.
Jeg forstår ikke altid, hvorfor udenforstående er nødt til at have en holdning. Forargelse? Misforstået moral? Manglende indlevelse? At familien skal klare sig selv (altså egoisme)? En forestilling om, at verden er bedre end den er? Eller “bare” ubetænksomhed? Jeg kan ikke vide det. Men jer, der flyver til tasterne i sager som denne. Tænk jer om et par gange mere inden I skriver. Det er svært nok i forvejen – og hvad, der er godt i én familie, fungerer slet ikke i en anden.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/etikdk/maa-man-forlade-en-syg-aegtefaelle
#jjstrø
