Hvad er det for billeder vi bygger op – eller river ned

Folketingsvalget i sidste uge viste det tydeligt: de emner, der handler om mennesker med handicap fyldte intet i debatten op til valget. Det til trods for, at vi er ramt af næsten alle de reformer, der er vedtaget de sidste tre år.

Hvis vi som mennesker med handicap vil sætte fokus på det liv, vi lever, så er vi nødt til selv at tage ansvar for at vores fortællinger når ud. Vi må være bevidste om, hvad det er for fortællinger, vi vil have frem. Hvem de gavner og hvem de skader. For vores mål må være at bidrage til en kollektiv fortælling. Fortællingen om fighteren, der vinder over alt, kender vi alt for godt – og det er i forvejen den, der præger medierne i det omfang vi måtte være synlige.

At fremme den kollektive fortælling er ikke nemt. Som helt almindeligt menneske kræver jeg noget jeg kan identificere mig med, hvis jeg skal forstå et budskab. Som menneske med handicap vil jeg kræve, at fortællingen rummer mere end min helt private vinkel. Vi er nødt til at skabe en ramme om vores fortælling. Den skal bygge på os selv som individ, men rumme mere end os selv, hvis den skal matche målet: at skabe os en plads i den politiske helhed.

Farerne er lette at få øje på. Vi er nødt til selv at være primus motor. Vi må selv møde andre mennesker ansigt til ansigt, hvis det skal være muligt at få vores fortælling frem. Vi skal koble vores egen fortælling til en mere almen fortælling samtidig med at vi bevarer plottet på en måde, der holder vores tilhørere fast og sikrer fortsat interesse.

Skal vi selv være primus motor, vil vores fortælling alt for nemt blive ved med at være individuel. Det giver alt for let et billede af et liv med ganske få problemer. Det underbygges af, at vi, der har overskud til at fortælle, på mange måder også rent faktisk har et lettere liv. Vi får en tendens til at holde fokus på os selv og ikke brede fortællingen ud. Det kan lade sig gøre, men kun hvis vi holder fast i det som en nødvendighed.

Når jeg taler om mit handicap, er det for at give et billede af, hvad det gør ved både mit og andres liv, hvis man er i en situation der ligner min. I sidste ende for at forstå, hvorfor vi vil være en synlig og værdsat del af vores samfund. Målet er langt mere end at vise mig som den, der vinder over trapper trods fire hjul – og derfor sejrer.

Når vi sætter vores liv i tale, skal den, der hører på kunne genkende noget af sig selv i det, vi siger. Vi må finde punkter i det, vi har at berette, der knytter sig til tilhørerens egen verden. Vi skaber billeder, der bliver til at genkende og kan opleves vigtige. Her er fortælling en rigtig god metode. Nogle gange kalder man det også “storytelling”. Det er en vigtig del af kunsten at fortælle, at det viser vores eget billede af verden og ofte handler om den moral og de værdier vi ønsker at bringe frem. Jeg skal nok komme med nogle eksempler.

At skabe kontakt er én ting. Noget andet er at bruge kontakten til at skabe en ny indsigt og nye “aha-oplevelser” hos tilhøreren. Når vi ikke frem til det punkt, så fejler vi.

Jeg bruger min egen fortælling til at skabe kontakt med de, der hører på. Det er nemmere at skabe forståelse for en fortælling om et enkelt individ. Vi må personificere den – og derefter brede den ud til den kollektive fortælling med de fælles træk den har. F.eks. fortæller jeg i mine foredrag om tilgængelighed. Jeg har som kørestolsbruger nogle åbenlyse hindringer i mit liv. Det ser tilhøreren i mødet mellem os.

Jeg bruger oplevelser som trapper har givet i mit liv. Noget af det kan vi sammen se det sjove i – f.eks. det at blive forelsket i en pige der bor i en taglejlighed på 2. sal… med toilet i kælderen. Men det er jo ren historie fra “gamle dage”. Nej det er ej. Beviset er fotos af trapper taget på en køretur gennem min by – vel at mærke hel aktuel. 200 fotos af umulige trapper sat i musik og vist på 3 minutter. Den kollektive alvor bliver sat i relief. Det bliver en helt anden fortælling end dén om kærlighed, der sejrer.

En del af samme fortælling er, at verden ikke ser meget bedre ud, selv om man kan gå med muskelsvind, er spastiker eller lever med et andet handicap. En del af dem gør evnen til at gå langt eller højt mindre – og man bliver træt. Det bliver altså ikke bedre af at man kan gå. Det er langt fra altid man kan se det.

Et andet eksempel. Det er ofte mennesker, der har arbejdet ufaglært som hjælpere, der bliver uddannet som SoSu-hjælpere. Ofte har de mødt borgere, der har et handicap og som er dybt bitre over deres skæbne. Hjælperne oplever tit, at det er dem, det går ud over. Jeg siger noget om, at sådan er jeg da også. Om, hvor svært det er ikke at reagere over for de mennesker man står direkte over for i de situationer, der opstår. Det giver tit gode snakke om, hvad professionalisme giver i et job og at det er vigtigt ikke at se reaktioner som personlige. Også at man som hjælper ikke skal finde sig i hvad som helst uanset handicap.

Jeg bruger også en model, der viser vores indre liv og den isolation det kan give når vi “vender alt indad”. Modsætningen, at vi “vender alt udad” og giver samfundet skyld for, hvad der sker i vores liv. Når alt kommer til alt, handler det ikke om enten-eller, men både-og. Det kan, uden at det bliver meget teoretisk, godt lade sig gøre at forstå det, jeg som menneske må acceptere på grund af mit handicap og de barrierer, der kommer af, at vi som fællesskab ikke sætter fokus på det, vi reelt godt kan gøre. At vi holder fast i et fælles ansvar. Det gælder også inklusion – et ord, der er meget på mode, men som vi hver især oplever meget forskelligt.

Et tredie eksempel er den måde vi bruger sproget. Når nogle politikere siger, at “det skal kunne betale sig at arbejde”, hvad er det så i virkeligheden, de siger? En åbenlys måde at tolke det på er, at det skal være svært ikke at kunne arbejde. Min evne til at arbejde er på retur. Jeg oplever at gå voldsomt ned i løn på grund af ændret udmåling af flekstilskuddet.

Værre endnu er det dog, at man i årevis kan holde helt unge i ressourceforløb på en ydelse, der svarer til kontanthjælp. Det skal jo kunne betale sig at arbejde – også selv om man ikke kan. Det bør være en vigtig del af vores kollektive fortælling. Det er en lige så vigtig del at vi får den gruppe med, hvor arbejde er ganske umuligt. At vi også sætter i tale, at de er en del af vores samfund, der har ret til et godt liv.

Jeg har ikke nogen ide om at presse en bestemt metode ned over den måde vi hver især sætter livet med handicap i tale på. Jeg vil blot påpege vores fælles ansvar for, at vi sætter vores liv i tale på en måde, der gør at flest muligt er med i det, vi gerne vil have, verden om os kender. At vi selv har et ansvar for at vi ikke bringer en fortælling videre, som nogle med handicap føler sig ladt i stikken af. Det er ellers en nem følelse at få, hvis de af os, der styrer meget, glemmer, at vi ikke alle er lige stærke.
#jjnyhed #handicapdk #handicapdk #handipol