Tale ved Gyrstinge-Ørslevvester lokalråds 40 års jubilæumsfest lørdag 30. maj

Gyrstinge_oerslevvester

Kære Gyrstinge-Ørslevvester lokalråd – kære medborgere.

Jeg er meget glad for, at jeg må være med hos jer her i aften. Det er stort, at I kan fejre, at det er hele 40 år siden, at 8 kloge mennesker satte handling bag skabelsen af landets ældste lokalråd. Allerede dengang var I på forkant.

Det er for mig også stort, fordi I er det levende bevis på det, der betyder så utroligt meget for mange af os – fællesskabet. Uden fællesskab var I ikke kommet så langt. I har brugt jeres demokratiske ret til at organisere jeres lokale fællesskab. I har gjort jeres pligt og ”varetaget jeres lokale interesser”, som mange nok vil sige det. Jeg vil nu hellere kalde en spade for en spade og sige, at I har kæmpet for det.

I har været forudsætningen for dette hus, der er rammen for dette jubilæum. I er viljen til, at det skete, og jeg ved, at det ikke er kommet op at stå uden en kæmpe indsats fra fællesskabet. Det her er på alle måder stort.

I har skabt jeres traditioner og rammer som I mødes om. I er talerør overfor kommunen. I udarbejder høringssvar til f.eks. kommuneplaner og planer for kollektiv trafik. Noget af det arbejde hører ikke til det, jeg vil kalde det allersjoveste, men det er desværre nødvendigt, når I vil have argumenterne frem til os politikere, der sidder helt inde i byen. Det er besluttet, at vi kalder det ”byrådet”, selv om det jo er en bestyrelse for hele kommunen. Det burde derfor logisk nok hedde en kommunalbestyrelse.

I har heldigvis Lokalrådet og jeres sociale fællesskab. I har ikke samme økonomiske muligheder som byrådet. Men I har her et fællesskab, hvor I viser vej. Det får vi brug for i fremtiden, selv om det politisk endnu ikke prioriteres nok. Vi ser for lidt på hinanden som mennesker. Vi glemmer at skabe rammerne med udgangspunkt i mennesker og ikke omvendt. Vi eksperimenterer for lidt med lokalt demokrati og nærvær i trygge rammer. Alt det kan I med landsbyerne – og vi skal turde bruge det!

I har egen folkeskole, SFO, børnehaver, dagpleje og butik. Det er godt for fællesskabet og det er værd at bevare. Det er også en god ramme for en udvikling, hvor vi prioriterer mennesker. Et sted med nærhed, sundhed og omsorg for hinanden i samspil med trygge og naturskønne omgivelser. Det er jeres fællesskab, der er med til at fremme de muligheder.

I er mange ildsjæle i dette fællesskab. I har sammen skabt forudsætningerne for jeres eget liv og skaber en fremtid. Landsbyhuset her er indbegrebet af nytænkning bare for at tage et enkelt eksempel. Det er jeres stærke samlingspunkt i lokalområdet. Og I stopper jo ikke her, men har visioner for de kommende år. I vil sætte Gyrstinge i bevægelse og etablere en multibane ved Kildeskolen. Det projekt er i gode hænder hos jer – og selvfølgelig bliver også dét en realitet.

Gyrstinge-Ørslevvester lokalråd er et stærkt eksempel på, hvad mennesker kan præstere i – og for – fællesskabet. I kan og vil det lange og seje træk til fælles bedste.

Jeg ønske jer alle det bedste med på vejen de næste 40 år. Jeg håber, at lokalrådet så vil være i lige så fin form som det har været de første 40 år. Jeg tror, at både lokalråd og borgere er parate til de nye udfordringer der kommer. Der er nok at tage fat på med f.eks. brug af Gyrstinge sø og fortsat udmøntning af helhedsplanen. I har det, der skal til: viljen og fællesskabet.

Jeg vil bede jer rejse jer op og råbe et trefoldigt leve for Gyrstinge-Ørslevvester lokalråd. Ét leve for de første 40 år. Ét leve for de næste 40 år og ét leve for i dag. Gyrstinge-Ørslevvester lokalråd længe leve – hurra, hurra, hurra – Tak og skål.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.