Hvad føler du?

Engang imellem skal man have nogle ting lidt på afstand for at kunne skrive om det. Det kan være smertefuldt eller det kan være nødvendigt for  ikke at jokke nogen af de implicerede »mod«spillere unødigt over tæerne. Det sidste gør sig gældende med denne lille fortælling fra det virkelige liv om bureaukratiets sanseløse hærgen som det var engang. Engang?

Smertefuldt var det i hvert fald ikke for mig – snarere latterprovokerende og højst pinligt.  Min mening med nu at skrive om det er da heller ikke at hænge nogen af de ud, for dybest set er der kun tale om mennesker, der gør deres arbejde. Min mening med nu at skrive om det er at vise, hvad der sker, når bureaukrati bliver ufleksibelt og nøjeregnende – uden at jeg reelt ved, hvorfor det er sådan. 

Før jeg fik faste hjælpere, havde jeg kommunal hjemmepleje. Når man som borger fik det, så skulle der følges op på hjælpen. Det skulle dengang gøres én gang om året. Det blev nidkært gjort af den kommunale administration under stor festivitas, der startede med, at der skulle findes en dato for seancen. Det var i sig selv det man på nudansk vil kalde en udfordring. Det kunne dog lynhurtigt udvikle sig til et godt gammeldags problem – især hvis jeg kom til at sige nej til det forslag, som man på forhånd meddelte mig ville være passende for et hjemmebesøg. Det var naturligvis på forhånd stemt af på et møde internt i den kommunale organisation. Derfor var det også særdeles upassende, hvis jeg havde den »frækhed« at tage den høflighedsfrase alvorligt, der stod i brevets afsluttende afsnit og ringe tilbage og takke nej til forslaget.

Når det endelig lykkedes at finde en dato – måske efter flere måneders intens søgen efter en ny dato for afholdelsen – oprandt den store dag, hvor selve mødet skulle finde sted. Kommunale biler, og nogen gange også taxaer, rullede med militær præcision op foran hoveddøren og ud steg notabiliteterne, der nøje var udvalgt til at deltage, fra hver sit køretøj.

Ofte drejede det sig om visitator, teamleder, ergoterapeut og hvem det nu ellers kunne være givtigt deltog i seanden. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en deltagelse på under 4 personer, men ofte flere. Jeg havde naturligvis et stående tilbud om at kunne have en bisidder med. Min vurdering gik dog på, at da det ret beset kun drejede sig om en gennemgang af hjælpebehovet, så var der ingen grund til at ulejlige nogen af mine venner for den sag. Faktisk betragtede jeg det selv som lidt af en formssag, da jeg aldrig har oplevet at kunne fortælle »garden«, som jeg kom til at kalde de udvalgte inde i mit eget hoved, at min tilstand var blevet så meget bedre, at jeg kunne undvære hjælpen. Flere gange spurgte jeg ved ankomsten, om vi ikke alle kunne spare en del tid, hvis de blot ved selvsyn kunne konstatere, at jeg stadig ikke kunne gå.

Det var naturligvis ganske uhørt og blev nærmest opfattet som en frækhed eller i bedste fald et etikettebrud i stil med »Halvfemsårsdagen« med den klassiske bemærkning »Same procedure as every year, James«. For procedurerne skulle holdes, hvilket også bevirkede at man blev bænket ved et kaffebord, så den kommunale effektivitet kunne folde sig ud. Ganske snapt kom notesblokkene frem. Sammen med dem kom også et skema, der punkt for punkt gennemgik den hjælp, jeg fik. Jeg kan ærligt talt ikke huske alle de mange rutinespørgsmål. Men et spørgsmål kan jeg huske: hvad jeg følte ved at modtage hjælpen? Måske fordi spørgsmålet stak meget ud fra de andre spørgsmål, der mere var koncentreret omkring den praktiske hjælp.

Jeg kan huske hvad  jeg svarede: »Ikke en skid«. Og det var faktisk ganske i overensstemmelse med sandheden. At være afhængig af hjælp involverer naturligvis følelser, men det er nok ikke »garden« jeg anså for det forum, hvor jeg ville udbrede mig om  den slags følelser. I forhold til situationen vi sad i, var der ikke impliceret mange følelser, for hjælpen har for mig altid bare været noget praktisk, der skulle fungere. Hvad ville man have gjort, hvis jeg var brudt sammen og luftet mine inderste tanker? Have aflyst frokostpausen og blevet siddende hele »garden« til jeg var trøstet og følelserne kommet på plads? Næppe.

Jeg anerkender, at der i nogle tilfælde hos nogle borgere til stadighed kan være brug for at man får talt sammen med og involverer borgeren i, hvad der skal ske. Dér giver den slags møder god mening. I dag har man heldigvis ændret på praksis så det er en samtale mellem borger, eventuelt en bisidder og visitator. Det giver et noget mere ligeværdigt møde.

Jeg har aldrig oplevet at nogen af disse orgier af revisitationer har ændret noget væsentligt ved min hjælp. De ændringer, der har været, har paradoksalt nok været aftalt hen over årene uden et stort opbud af mennesker. Oftest med teamlederen, der så har talt med visitator. Gik det højt, var der i særtilfælde også brug for en telefonsamtale mellem visitator og mig. Så enkelt kunne det i mit tilfælde gøres. Alligevel skulle vi i mange år igennem den årlige »Same procedure as every year«. I dag er reglerne ændret, så revurdering sker efter behov, dvs. når enten borger eller kommune mener, der skal ændringer til. Så skal der fornuftigvis foretages en ny vurdering. Procedurerne er tilsyneladende ændret.

Et faktum er dog, at der til stadighed bindes mange ressourcer i bl.a. det, der med positivt værdiladede ord hedder dokumentation, tilsyn og god sagsbehandling på det sociale område. Noget tyder på, at selv om man har »rykket personale væk fra fronten«, så trives bureaukratiet i bedste velgående i længere tilbage på kontorerne. Skal man lege djævelens advokat så kan dele af dokumentation i stedet kaldes kontrol, dele af tilsyn kaldes effektivisering og markedsgørelse og dele af god sagsbehandling kaldes ensartethed, altså et opgør med det individuelle skøn.

Det kræver stadig uendelige ressourcer. Spørg så lige, hvad jeg føler ved det…