Ved første øjekast virker den ikke af meget. Man skal dog ikke klikke mange gange, før det er klart, at her er et fund af viden. Ikke kun om Danmark, men om vilkårene for mennesker med handicap i hele verden.
‘Den’ er hjemmesiden for Amnesty Internationals danske Handicapgruppe. Før jeg blev gjort opmærksom på siden, var jeg ikke klar over, at Amnesty International har en dansk handicapgruppe. Jeg anede heller ikke, at gruppen også har sin egen hjemmeside. I dag er jeg glad for, at jeg kender siden, for den er fyldt med meget brugbar viden.
Der er ingen tvivl om, at systematiske krænkelser af mennesker med handicap sker oftere i lande, der i forvejen krænker menneskerettighederne. Der er dog ikke kun en snæver sammenhæng her. Krænkelser kan også ske under indtryk af økonomiske kriser 1). De sker ikke kun i ulande, men også i en lang række i-lande blot for at få det sat på plads. Siden giver et fint blik for de meget uens vilkår mennesker med handicap har at leve under i en lang række lande verden rundt. Også om de vilkår vi har i Danmark. Det giver god og nyttig viden. Det er især med til at sætte tingene i perspektiv. Siden fortæller både lidt om, hvor godt vi har det i Danmark, men også om de mange steder, vi stadig kan gøre det bedre. Den siger også noget om, hvordan vi kan være med til at styrke indsatsen ude i verden. Siden har en liste over lande, der gør det nemt at finde et bestemt land og søge mere viden om netop det.
Hjemmesiden har i sagens natur især fokus på Amnesty International’s arbejde når det gælder handicap og på gruppens egen indsats. Den fortæller om målet med gruppen og om de opgaver, der er for gruppe. Blandt andet, at gruppen kan handle i sager, hvor en krænket er en person med et handicap. Det er helt i tråd med Amnesty Internationals øvrige formål, at man skal reagere når menneskerettighederne krænkes. Siden fortæller om krænkelser af rettigheder for mennesker med handicap hvor som helst i verden, de sker. Siden har desuden en lang række links til sider, hvor man kan få endnu mere viden om de enkelte lande. Hjemmesiden har også en side med nyheder, der gør det nemt at følge med i, hvad der sker rundt om i verden. Siden fortæller også om, hvad gruppen kan gøre for at skabe bedre vilkår for mennesker med handicap både i Danmark og i resten af verden. Noget af det gruppen gør er bl.a. at lave kampagner og lobbyarbejde.
Gruppen er især aktiv på tre fronter: for det første brevkampagner rettet mod myndighederne i de lande, hvor man krænker menneskerettighederne. For det andet følger man nationalt Danmarks ratificering af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Her er gruppen også med til at sikre et lobbyarbejde over for politikere og andre instanser. Endelig støtter gruppen initiativer, der fremmer menneskerettigheder for personer med handicap overalt i verden.
Jeg kan kun anbefale hjemmesiden, som du finder her.
1) Det kan man læse om i denne artikel fra portalen Modkraft.