vi sparker jer kun for selv at overleve!

Vi står i øjeblikket i den værst tænkelige politiske situation vi overhovedet kan forestille os: To grundlæggende venstreorienterede partier, der opfører sig som som højrefløjens lydige redskab i et forsøg på at fastholde den magt, de knebent fik sammen med Radikale september 2011.

Ministre tvinges af omstændighederne til at sige dumme ting, der tydeligt øger hetz mod eksempelvis mennesker med handicap.

Imens ser højrefløjen og Dansk Arbejdsgiverforening til og gnider sig voldsomt i hænderne. For S og SF gør det beskidte arbejde bedre end de nogensinde selv kunne få lov til med en bare nogenlunde fornuftig opposition.

Samtidig bevæger S og SF sig mod det helt sikre politiske selvmord, så Løkke skal ikke engang have ulejlighed med at at føre kniven bagefter.

Ville det så ikke være bedre med en borgerlig regering, lyder den logiske slutning fra desillusionerede S-stemmer og SF-stemmer? De bliver godt hjulpet på vej af utålmodige højre-støtter, der pøser benzin på bålet og drager med skønsang om dén liberalisme, der vil gøre det hele bedre. Det kan jo ikke blive værre, lyder det besnærende og forjættende omkvæd.

Jo, det kan blive endnu værre – og det gør det! For uden en opposition, som den S og SF før – trods mangler og fejl – var en del af får vi højrefløjens sande fjæs at se. Og ikke mindst Venstres!

Det fjæs har intet med den midterpolitik at gøre, som Venstre førte fra 2001-2011. De lærte hurtigt hurtigt at lefle deres egne skattelettelser igennem samtidig med at de forstod at tale i tunger om at bevare velfærdsstaten.

Det vil tage S og SF årtier at genopbygge nye og troværdige politikere, der vil kunne vinde tillid hos befolkningen. For ingen drømmer vel om, at ministre som Karen Hækkerup og ikke mindst Mette Frederiksen kan udgøre et troværdigt alternativ for en venstrefløj i fremtiden?

Det er muligt, at Mette Frederiksen er populær i befolkningen og at hun udgør et alternativ til Thorning… men det er jo ikke nødvendigvis blandt Socialdemokratiske vælgere. Det melder historien intet om. Det kan jo lige så vel være blandt vælgere, der ser hende som et godt og lydigt redskab for borgerlig politik.

I den periode indtil S og SF får slikket sårene og, i det omfang det nu er muligt, får kørt kommende og ikke-kompromitterede kræfter i stilling (eller får opbygget nye partier), vil Venstre få frit spil. Man behøves ikke længere tale pænt om velfærdsstaten, men vil dæmonisere skrækeksemplet Thorning med højt løftede pegefingre og under skingre råb om ‘husk nu, hvordan det gik sidst de røde var ved magten!’

Venstre bliver som fløjens toneangivende parti pænt hjulpet på vej af de ‘pæne mennesker’ i konservative, der synes, at velfærdsstaten tager for meget på sine skuldre i stedet for at opmuntre til initiativ, virkelyst og skattelettelser.

Venstre bliver også pænt hjulpet på vej af naivisterne i Liberal Alliance, der ønsker skattelettelser og en stat med regulering i en endnu mindre grad end Venstre.

Venstre bliver også pænt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti, der endnu engang skifter ham, når det går op for dem, at socialstaten er død og de måske kan score flere stemmer ved at skælde på mennesker, de helst ikke ser i ‘vores’ samfund. De er kun et fingerknips fra, at uønskede grupper i samfundet, foruden indvandrere og flygtninge, også kommer til at omfatte mennesker med handicap – særligt når de opdager, at forsvar af os ikke har nogen gang på jorden mere. Vi kan fra dag til dag skifte fra yndlinge til rotter.

Det er ingen tilfældighed, at det forud for sidste valg ikke var til at drive en handicappolitik ud af Venstre. Det ville mindske deres politiske råderum. Oven i hatten undgår de det grundliggende problem, som S og SF står med i øjeblikket, der kan sammenfattes som: vi elsker jer og vi sparker jer kun for selv at overleve.

Vi er lige nu i den værst tænkelige politiske situation vi overhovedet kan forestille os. Det er dén, der fører til, at vi her med et politisk forlig om fleksjob og førtidspension oplever ‘helt almindelige mennesker’ fare i flint.

De farer i flint over, at Sarah Glerup tillader sig at forsvare kompensationsprincippet for mennesker med handicap og fastholder en berettiget kamp for at vi med handicap skal kunne tjene det samme på arbejdsmarkedet som alle andre på samme alder, i samme livssituation og med samme uddannelse.

Ekstrabladet har allerede døbt Sarah Glerup ‘Muskelsvinds-Sarah’ i en stille, men årvågen forhåbning om at kunne køre en ny slags Carina-sag i stilling med den profit det giver med fede overskrifter og kioskbaskere.

Diskussionen på Ekstrabladets hjemmeside er overophedet. Den medfører mange modbydelige udsagn om mennesker med handicap, som for en stor dels vedkommende stammer fra mennesker, der når alt kommer til alt ender med at stemme på det største oppositionsparti i Danmark i øjeblikket: Venstre.

Så, jo, det kan blive endnu værre! Konturerne af vores livs mareridt tegner sig.