Gør din pligt og… øøh… og øøh…

Socialminister Karen Hækkerup er en af regeringens store mestre i kategorien nemme budskaber.

Allerede i 2011 indledte ministeren en offensiv mod krævementaliteten og sagde bl.a. til Jyllandsposten 29. november i en artikel med overskriften “Minister: Normerne er skredet”, at “…Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet…” og ministeren fortsætter “…Vi har brug for en debat om det normskred, som jeg på nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få, og for lidt fokuserede på vores eget ansvar for at bidrage til fællesskabet…”

Man kan sige, at det er unfair at skyde på ministeren med citater, som  er halvandet år gamle. Der sker jo så meget i politik. Men fakta er, at opgøret med den såkaldte krævementalitet stadig er grundlæggende for hele regeringens politik. Den 25. februar i år gentog regeringen, da man fremlagde kontanthjælpsreformen med den prosaiske titel “Alle kan gøre nytte”, at “…For os bliver ret og pligt et bærende element for den fremtidige indsats. Vi skal turde stille krav til dem, der kan arbejde. De skal arbejde og gøre nytte for deres ydelse…”

Socialminister Karen Hækkerup kom lidt i modvind for hendes udtalelser i 2011, og forsvarede sig med, at “…Det er en gammel socialdemokratisk kerneværdi, at man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på…” (“Lad os få et opgør med krævementaliteten”, bragt i Politiken 5. december 2011).

Formuleringen af pligt og ret har ministeren vredet til sit formål. Den gamle socialdemokratiske dyd hed jo “gør din pligt og kræv din ret” – altså to sideordnede begreber, og ikke den ministerielle omskrivning, at pligt kommer før ret.

I Den store Danske – Gyldendals åbne Encyklopædi, står da også at læse under artiklen “Gør din pligt og kræv din ret”, at “…På de ofte meget smukke faner, som fagforeningerne anskaffede sig, var det foretrukne motto „Gør Din Pligt og kræv Din Ret”, tæt fulgt af solidaritetens grundformel „Enighed gør stærk”. Det var en erfaring, som arbejderne havde gjort i de foregående 20 år, og den erfaring fik arbejderne til at organisere sig i så stort tal…”

Nu er det jo nok ikke fagforeningernes smukke faner og deres manende paroler, ministeren mest har været optaget af at studere. Agendaen har været at få politikken til at lyde socialdemokratisk. Det er i sig selv en stor opgave, og set med meningsmålingernes ganske vist lidt tvivlsomme øjne, så er der intet, der tyder på, at projektet har den store opbakning. Meget tyder på, at skal vi have borgerlig politik, så synes et flertal, at den skal føres af borgerlige.

Ministeren lægger ud med, at hun vil en debat om krævementaliteten og det normskred, som hun mener på nogle stræk at kunne se. Hvem helt præcist er det ministeren mener, der er for krævende og hvor sker normskreddet? Det er lidt vigtigt at vide, hvis vi skal føre en debat. Det samme pointerer ministeren selv, idet hun siger “…Den handler om dem, som kan, men ikke vil. Det er vigtigt at slå fast, så debatten ikke afspores…” (“Lad os få et opgør med krævementaliteten”, bragt i Politiken 5. december 2011).

Vi får ikke mange chancer for at sikre, at debatten ikke bliver afsporet. Skal den blive på sporet, kræver det, at der er et spor at følge for at blive i ministerens billede. Her er dem, som kan, men ikke vil meget lidt at gå efter. Faktisk giver hun os konkret kun nogle ganske få og ikke særligt troværdige hint om, hvem hun umiddelbart ikke mener, det drejer sig om.

Ministeren har sagt, at det bestemt ikke drejer sig om “…arbejdsløse, der kæmper for at finde et arbejde, men som bliver mødt af afslag og skuffelser, ikke gør deres pligt. Den debat, jeg gerne vil starte, handler ikke om de mennesker, der gerne vil gøre deres pligt, men som ikke kan få lov…” (“Lad os få et opgør med krævementaliteten”, bragt i Politiken 5. december 2011).

Umiddelbart kan det heller kke være mennesker med handicap, hvis vi tør tro ministerens egne ord. Her udtaler hun sig på linie med ministerkollegaen Mette Frederiksen i meget empatiske og vindende vendinger. “Vi har nemlig alle sammen et ansvar for, at enhver – også mennesker med handikap – kan opleve at være en del af samfundets mange fællesskaber. Og lad mig slå fast med det samme: Det handler ikke om, at vi skal ‘ gøre plads til’ mennesker med handikap, men om, at vi skal se ressourcerne og potentialet hos hinanden…” (“Handikappede er et fælles ansvar”, bragt i Politiken 3. september 2012).

Debatten kom aldrig. Spørgsmålet er, om det nogensinde har været meningen. Vi ved faktisk kun, at ministeren mener at det handler om dem, som kan, men ikke vil. Det er da noget af et debatoplæg at gå ud med! Så er vi temmelig store grupper, der får den lidt klamme fornemmelse af, om det alligevel ikke er os, hun skyder på.

Én ting har ministeren da opnået: hun har fået sendt signalet dybt ind i borgerlige kredse, at der er krævementalitet i dele af befolkningen. De sidste, disse borgerlige kredse mistænker for at lide af krævementalitet, er dem selv. Men de ved, hvad de har brug for: at under-Danmark lider af krævementalitet. Det er også alt de behøver at vide og blive bekræftet i.

Socialminister Karen Hækkerup er en af regeringens store mestre i kategorien nemme budskaber. Hendes budskab er, at man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret. Det er langt fra fagbevægelsens “Gør Din Pligt og kræv Din Ret” og “Enighed gør stærk”.

Pligten kommer før retten og enigheden, solidariteten, er afløst af mistænkeliggørelse.