Job-Blog 10: Noget vælter ned udefra…

Anledningen var naturligvis regeringens nye, såkaldte reform på førtidspensioner og fleksjob. Jeg følte virkelig, at man ‘urinerede’ på os fleksjobbere. At der er nogle punkter, hvor politikerne mangler en reel indsigt i, hvad fleksjob går ud på. Altsammen bliver det sovset ind i, at der kommer en reorganisering af, hvordan hele sagsbehandlingen skal håndteres. Den har vi manglet længe. Den har været planlagt længe, men er aldrig nået så langt, at det er blevet til realiteter. Men reelt har dette jo ikke (nødvendigvis) så meget med en reform at gøre. Det ville være ‘klædeligt’ at holde uden for selve diskussionen om, hvilke initiativer, der er brug for at tage for at sikre, at mennesker med handicap får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg synes intentionerne om at sikre endnu flere en tilknytning til arbejdsmarkedet er gode. Jeg har til denne del kun ét spørgsmål: hvor er jobbene? Forudsætningen for, at det fungerer, er, at jobbene er der. Det er de ikke!

En passus i reformoplægget, der virkelig får mig til at tænde, er f.eks. ‘…Det vil samtidig styrke tilskyndelsen til at øge arbejdsindsatsen hos de fleksjob-ansatte, der oplever en positiv udvikling i deres arbejdsevne, fordi lønnen stiger, når arbejdsindsatsen øges. Som reglerne er i dag, er lønnen altid den samme, uanset hvor stor en arbejdsindsats den fleksjobansatte yder…’. Jeg får helt seriøst den opfattelse, at der bliver gjort grin med mit handicap! Som om jeg faker og lader som om, at jeg kan arbejde mindre end jeg kan. I min situation vil selv den største økonomiske gulerod ikke ændre noget ved min arbejdsevne. Jeg synes godt, at man i anstændighedens navn kunne have forskånet os i det mindste for den mistænkeliggørelse, der ligger i dette udsagn. God gammeldags liberalisme: mangler de penge skal de nok lære at arbejde.

Det aner mig, at nogle politikere har glemt, hvorfor vi har en fleksjobordning i Danmark. En unik og rosværdig ordning, der sikrer, at de principper og rettigheder, der også er i Handicapkonventionen, bruges på en god måde. Vi med funktionsnedsættelser fårkompensation for vores nedsatte arbejdsevne. Det skal være en varig nedsættelse af arbejdsevnen. Arbejdsevnen skal samtidig være under 50% for at få en 50% kompensation. Er arbejdsevnen yderligere nedsat, kan kompensationen være 2/3 af lønnen. Ordningen er god, fordi den giver fodfæste på arbejdsmarkedet inden for den uddannelse som man har og som man magter. Det er jo en forudsætning for eksempelvis mig, at jeg ikke søger et job som jord- og betonarbejder. Her er mine muligheder lig 0, mens min funktionsnedsættelse ikke er nogen hindring for at skrive – for at arbejde som journalist. Derfor skal jeg også lønnes som journalist for ikke at være løntrykker.

Det har af regeringen været brugt som argument for denne reform, at der er eksempler på, at mennesker med handicap har fået høje lønninger, og at det ikke kan være meningen, at der skal bruges offentlige tilskudskroner på den måde. Ja, mennesker med handicap har fået høje lønninger for deres arbejde, når de har rette uddannelse og kompetencer. Nøjagtigt som det er for resten af befolkningen. Det er nu engang sådan, at DJØF’ere er højere lønnet end arbejdsmænd. Har regeringen forsøgt at lave om på dette – eller har de nogen intentioner om dette? Næppe. Nej, de vælger at pege en gruppe med funktionsnedsættelser ud. Urimeligt, fordi denne hetz bygger på ganske få eksempler. Beregninger viser, at det drejer sig om ca. 5%. Det passer ikke sammen med den almindelige udvikling for mennesker i akademiske jobs: vi er underrepræsenteret her. Husk iøvrigt, at arbejdsgiveren betaler en stor del af denne løn, for der allerede i dag er begrænsninger på tilskuddet, da det kun beregnes af grundlønnen. Hertil kommer, at da mennesker med funktionsnedsættelser naturligvis betaler skat som alle andre, så der kommer som for alle andre højtlønnede også flere skattekroner retur. Det er jo de højtlønnede, der har det store skattetryk, minder borgerlige politikere os konstant om.

Jeg er uforstående for, hvordan man kan pege mennesker med funktionsnedsættelse ud på denne måde. Det er ikke os, de skal have fat i. Se i stedet på, om der er noget fundamentalt galt med vores lønstruktur i samfundet. Så tag fat dér i stedet for. Men det tør de ikke. Dette er lettere.

Jeg blev vred. Også over mange andre ting i oplægget, som jeg nok skal få lukket ud på et tidspunkt. Jeg blev ked af den mistænkeliggørelse, som vi bliver udsat for, når vi både skal, kan og vil yde til samfundet. Jeg blev bange over politikere, der tilsyneladende er kolde over for, hvordan de skalter og valter med mennesker. Men jeg endte med at tænke ‘Herren mildne luften for de klippede får’ og: de skal sgu få kamp til stregen.