Job-Blog 7: Hvor meget og hvor lidt?

Forestil dig, at du er ude og søge et job. Du er meget interesseret i at få jobbet, så du har forberedt dig godt på at fortælle om alle de kvalifikationer, du har, og som vil passe lige ind i det, virksomheden efterspørger. Du giver dig god tid, da du ankommer til den store bygning og betragter den lidt, inden du bevæger dig op ad den stilfulde hovedtrappe. Indenfor finder du receptionen, hvor du af den smilende receptionist får at vide, at HR-afdelingen, hvor du skal til samtale, ligger lige op ad trappen og ind til venstre. På vej op ad trappen møder du adskillige mennesker, der ivrigt snakkende sammen passerer dig. Du kan høre, at de engageret taler om projekter, som de arbejder med. Du når også at tænke, at her vil du gerne arbejde… Du når frem til rummet, hvor samtalen skal finde sted. Du får hilst på de meget imødekommende mennesker, der udgør ansættelsesudvalget. Du får også taget den kasket af, som har dækket dit ildrøde hår. I det øjeblik bliver der lige pludseligt meget stille i rummet og du kan med ét mærke, at du helt mister kontakten. Det bliver HR-chefen, der kommer med forklaringen: indehaveren kan ikke klare rødhårede, og en ansættelse kan derfor ikke komme på tale. Du får slet ikke brug for at fortælle om dine kvalifikationer, og du må gå igen med uforrettet sag.

Historien her kan naturligvis slet ikke forekomme i virkeligheden. På den måde er den både for konstrueret, plat, diskriminerende og for fortænkt. Heldigvis. Men rent følelsesmæssigt ligger den tæt op af situationer, som mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse kan risikere at komme i, hvis vi tillader os at tage det for gode varer, at det alene er vores kvalifikationer, der er væsentlige, når vi søger et arbejde.

I mit tilfælde ville historien ende allerede ude ved hovedtrappen, så konfrontationen ville slet ikke nå at komme på tale i det øjeblik. Jeg ville muligvis allerede have checket dette helt banale forhold på forhånd.

Mange steder, der beskæftiger sig med kundebetjening på blot et minimum, vil man have sikret sig, at adgangsforholdene til stueetagen er i orden. Enten ved rampe, alternativ indgangsparti , trappelift eller anden kompenserende adgang. I det tilfælde kunne min historie så være endt i stueetagen. Det kræver lidt mere kendskab til bygningen at forudse og tage højde for dette forhold. Det er ikke urealistisk at ende i denne forlegenhed: at et ansættelsesudvalg venter mig på første sal, mens jeg er strandet i stuen. Vel at mærke, hvis jeg ikke informerer om min funktionsnedsættelse.

De rent fysiske forhold kan stadig i 2012 udgøre en væsentlig udfordring inden for en lang række brancher og sektorer. Mange forhold burde tale imod det: inden for det offentlige både bygningsreglementet og sektoransvarlighed. Inden for det private bygningsreglementet. Personligt har jeg oplevet så groteske situationer inden for private virksomheder (ikke, hvor jeg har søgt arbejde – endnu), hvor arkitekter har insisteret på, at der skulle være handicaptoiletter, men ikke har været niveaufri adgang.

Heldigvis findes der efterhånden også mange steder, hvor disse forhold er i orden, men i en debat om mennesker med funktionsnedsættelser og muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet udgør selv dette begrænsede parameter et forhold, som man fra politisk hold skøjter helt hen over.

At sende en jobansøgning uden at nævne, at jeg er kørestolsbruger er derfor noget, der på ingen måde kan komme på tale. Alene de fysiske adgangsforhold taler mod dette. Set i denne sammenhæng vil nogle fakta omkring brug af kørestol (størrelse, vægt, pladskrav ved selve arbejdsplads, krav til dørbredde osv.), være nok.

At det med udgangspunkt i en række andre, mindre synlige og forståelige barrierer også er en god ide at komme ind på de rent praktiske forhold om en funktionsnedsættelse, kommer jeg ind på senere.

Hele balancegangen drejer sig om, hvornår, hvorfor og hvordan, jeg informerer: målet er at skabe en balance, hvor jeg både formår at fastholde fokus på mine kvalifikationer og ikke sætter i fokus, at det er min funktionsnedsættelse, der er det centrale. Overinformerer jeg flytter jeg mere eller mindte bevidst fokus. Underinformerer jeg skaber jeg uheldige situationer både for andre og mig selv.