For enhver forbedring – mod enhver forringelse.

Nedenstående er en omskrivning af et oplæg jeg holdt i DKP region Sjælland den 14. januar 2012.

Jeg har arbejdet med kommunalpolitik inden for rammerne af Ringsted byråd siden 2002. Det var ved årsskiftet, hvor Fogh var kommet til magten efter Folketingsvalget afholdt den 20. november 2001 sammen med amtsråds- og kommunevalg.

Allerede ved sin ‘kroning’ på valgnatten viste Fogh sine neoamerikanske tendenser med hele sin fremtoning med familie, festfyrværkeri osv. og andre kvalmende effekter.

Det er et historisk faktum, at det var denne aften højrefløjen virkelig tog over i Danmark. Ikke alene blev det for Socialdemokraterne det dårligste valg i 28 år. Det var også første gang, Socialdemokraterne måtte se sig selv slået som det ubestridt største parti i Danmark igennem 80 år.

Socialdemokraterne blev op gennem 90’erne stadig mere presset af Venstre, der med opkomsten af partiets minimalstatsmessias Anders Fogh, begyndte at inkassere stemmer i storbyerne. De havde tidligere ellers været domæne for Socialdemokraterne og venstrefløjen.

Også en tid med reformer

Nyrop tog op gennem 90’erne de nye økonomiske trends til sig. Det betød en række reformer, der skulle effektivisere den offentlige sektor. Det kaldes samlet set for New Public Management. Det var i denne periode, vi i kommunerne bl.a. fik de såkaldte BUM-modeller. Det er en forkortelse for bestiller – udfører – modtager. En model, der efterligner markedet og skal sikre effektiv offentlig forvaltning. I den måske lidt naive socialdemokratiske opfattelse fremstod dette ‘bare’ som en omstrukturering, der skulle sikre bedre offentlig service ved at omfordele ressourcerne. For os andre var det tydeligt, at der var tale om en mere fundamental omstilling, der i virkeligheden skabte forudsætningerne for en markedsgørelse og privatisering af hele den offentlige sektor.  De til enhver tid rentable og profitegnede dele af denne sektor skulle overlades til privat foretagsomhed. Det var en ny rolle for det offentlige: aflevere det, der var værd at aflevere til private udbydere – og så iøvrigt overtage forpligtelserne igen, efterhånden som det alligevel ikke er attraktivt – eller rettere: når man lader et firma gå konkurs. Derfor var det også lidt paradoksalt at se Nyrop rive sider ud af Foghs bog om minimalstaten. Det var vel ikke ment sådan, men kunne godt ligne selvkritik. Dybest set havde Nyrop selv sat processen i gang. Fogh, Hjort og Løkke forædlede gennem tiden op til “magtskiftet” produktet til ukendelighed – og Socialdemokraterne, SF og Radikale synes nu helt at adoptere dette produkt.

Rute og deroute

Det var under indtryk af disse historiske spor, at byrådsperioden 2002 startede. Jeg skal ikke belemre med hele den konkrete historie, men gå direkte til mine erfaringer med byrådsarbejdet – mulighederne og konsekvenserne. Og når det er sagt, så skal jeg sige, at det også er en proces, hvor erfaringerne engang imellem er dyrtkøbte og kursen også somme tider på deroute. Så handler det om at kunne se det – og korrigere igen. Som det så smukt hedder i en sang af Oktobergruppen fra 1977: ‘Det er svært at finde hjem igen, når man først har mistet kursen’.

Min holdning til kommunalpolitik har ændret sig undervejs. I begyndelsen mente jeg nok, vi kunne få noget igennem. Det har vist sig, at det var og er kun enkeltsager. Nogen gange er de egentlige landvindinger svære at få øje på. Det får mig til i dag at mene, at parlamentarisk arbejde – specielt i kommunalbestyrelserne – kun er en meget lille brik i et langt større spil.

Jeg har aldrig været tilhænger af den opsplitning af landspolitik og kommunalpolitik, som vi ser både hos SF, Socialdemokraterne og ikke mindst hos hele den borgerlige fløj. Hvis der er noget, der er ‘morsomt’ i kommunalpolitik, så er det at se, hvordan de borgerlige partier pludseligt formår at ‘blive åh så sociale’ af at være i opposition. Det er nemt for dem i en kommunalbestyrelse som i Ringsted. Her er der en fast sammentømret gruppe, der ‘går hen over midten’. Dvs. at den består af Venstre, Socialdemokraterne og SF. Den blev allerede etableret efter sidste kommunevalg. Dengang var jeg i princippet ikke imod. Det er jeg imidlertid blevet, fordi det undervejs er blevet tydeligt, at kamelerne, der skulle sluges, var større end de konkrete resultater, som SF kunne opnå. I dag er man endt med at legitimere den borgerlige politik, som bliver ført i Ringsted kommune. Det har betydet accept af skolenedlæggelser. Det har også betydet ikke blot stiltiende, men aktivt forsvar for nedlæggelse af UPPR – dvs sammenhæng mellem Udviklingsmedarbejdere og PPR til fordel for den traditionelle organisering, som man i mange andre byer er på vej væk fra! Det er efter min mening en forrykt udvikling. Det er blot to konkrete, helt aktuelle sager. Det eneste reelle argument er økonomiske besparelser.

Argumentationsform

Jeg bruger ikke så mange økonomiske argumenter i byrådssalen udover, at jeg mener, at det hele handler om noget så primitivt at de rige vil rage til sig på bekostning af velfærdssamfundet. Derfor har man i kommunerne sat gang i en proces, der skal tale til den indre svinhund og som har som udgangspunkt, at ulykker, sociale opbrud, fattigdom, arbejdsløshed, psykiske sygdomme, handicap, aldersbetingede svækkelser osv. kun er noget, der rammer andre – og at det er meget bedre at kunne vælge selv, hvor man vil forsikre sig. Den gamle liberalistiske drøm om et samfund, der fungerer ideelt under kapitalismen lever i bedste velgående. Ganske vist ser vi stadig voldsommere kriser. Men i den liberalistiske verden er det er jo kun periodisk og rammer kun dem dér nederst i samfundet, der ikke har forstået at få orden på deres økonomi.

Jeg mener ikke, vi på nogen måde skal argumentere for disse økonomiske tilgange. Vi skal vise, at løsningen alene er solidaritet og at vi nødvendigvis må tage pengene, hvor de er. Vi skal skal i denne sammenhæng være opmærksomme, at vi ikke må begynde at argumentere for, at rige ikke skal have velfærdsydelser som alle andre. Det bliver blot ris til egen røv – for er de først ude af velfærden, vil de også bestemme over alle andre ydelser. Et eksempel er, at de Konservative er begyndt at argumentere for, at dem med en vis indkomst godt kan undvære børnepenge osv. Konsekvensen bliver, at alt ender med at bliver til de gode gamle trangsbestemte ydelser, der kan drejes på som en vandhane: lunkent når det går godt og ekstremt koldt, når borgerskabet får brug for at lune sig.

Hvor gør vi en forskel?

Kan vi så slet ikke bruge arbejdet i en kommunalbestyrelse til noget? Jo, det mener jeg godt vi kan, men vi skal passe på, hvilken betydning, vi tillægger det. En vigtig årsag er, at mere og mere i den kommunale økonomi er bestemt på forhånd. Råderummet bliver stadig mindre – og de opgaver, som kommunerne får lov til at beskæftige sig med, er de oplagte ‘tabersager’. Det er dejligt nemt at lægge nogle opgaver ud til kommunerne og fastlægge nogle rammer for arbejdet, som man godt ved ikke holder. Løsningerne bliver meget forskellige – og det bliver vanskeligt at sige noget entydigt om, at der sker nedskæringer på bestemte befolkningsgrupper. Alle kommuner gør det jo forskelligt.

Kommunerne er også organiseret forskelligt. De har vidt forskellige økonomiske rammer, og selv om alle skal spare i en eller anden grad, så er der altså himmelvid forskel på, hvordan man håndterer det i Gentofte og Ikast-Brande. Nogle sygdomme rammer meget socialt skævt, men ikke alle. Gentofte er f.eks. nødt til at behandle mennesker med handicap lidt bedre, for faren er, at man støder solide, velstillede samfundsstøtter på manchetterne. De får nemlig også børn med handicap. I Ikast-Brande derimod kan Kissmeyer pladre løs om at give mennesker med handicap piller, så de bliver slatne i musklerne og dermed mindre udadreagerende. Han kan blive bakket op af socialdemokraten Trøjborg, der er formand for KL… og som iøvrigt sammen med SF har flertal i samme forening.

Kommunalpolitik er og bliver en dans på tungen. Det kræver viden om hvordan man danser og en kraftanstrengelse at balancere. Der er alle chancer for at lave fejl, for i en kommune som den jeg kommer fra, er det helt umuligt at tage stilling til alt og gøre det helt rigtige.

Det er nemt nok blot at stemme mod flertalsgruppen. Der kører imidlertid en del spilfægteri mellem den borgerlige opposition og flertalsgruppen. Det bliver særdeles vanskeligt at manøvrere i dette farvand, for nogle gange stemmer både Konservative og Dansk Folkeparti mod asociale tiltag, som de lige så gladeligt har stemt for på Borgen. Det er selvfølgelig dels en brik i deres eget lille lokale spil, men bunder også i en opfattelse af, at der er stor forskel på og ofte ingen sammenhæng mellem kommunalpolitik og landspolitik.

Det er også nemt nok blot at støtte flertalsgruppen bortset fra, at de ikke styrer en skid. Det er altsammen baseret på teknokratiske beslutninger efter råd fra direktionen, som i de sidste år har fået mere og mere magt. Gang på gang bruger man argumentet, at forvaltningen mener at…osv. Jeg kan godt forstå det, for det bliver mere og mere komplekst at skue bag de sociale konsekvenser af talkolonnerne. Men grundlæggende er, at samme flertalsgruppe har lagt nogle økonomiske rammer, som forvaltningerne naturligvis er bundet op på. Det er altså flertallet, der har fastlagt præmisserne for forvaltningen.

Min rolle kan være at stemme imod de uretfærdigheder, der er synlige – og argumentere imod ud fra et socialt synspunkt. Nogle gange er jeg så heldig at blive citeret i aviserne på de sager, vi har valgt ud. Nogen gange endda citeret korrekt.

Ind imellem dukker sager op, hvor vi kan gøre en forskel. Hvor vi så at sige kan være vagthunde for, at kommunerne holder sig inden for deres rammer. Det vil typisk handle om sager, hvor kommunerne krænker retssikkerheden på den ene eller den anden måde. Det sker dagligt i øjeblikket, hvor kommunerne bliver ekstra presset på økonomien og hvor der derfor udfoldes en utrolig ‘kreativitet’, som langt fra altid er hverken i lovens ånd eller bogstav.

Det er vigtigt vi kommer med offensive forslag på miljøområdet, økologi, byplanlægning og styrkelse af den kollektive transport. Det binder dog mange ressourcer. Godt nok kan vi låne af hinanden kommuner imellem, men det skal alligevel tilpasses lokale forhold for at sikre, at det ikke kan skydes i sænk.

Slutningen

Byrådsarbejdet kan ikke stå alene og må aldrig blive isoleret. Det skal hænge sammen med både det lokale faglige arbejde, folkelige bevægelser og de mennesker, dette handler om.

Selv om vores samfund har ændret sig på overfladen, har vi stadig et klassesamfund, hvor der er tydelig forskel på taberne og vinderne. Vinderne møver sig ind på dele af Socialdemokratiet og SF. De bliver kun i nogle tilfælde nogen, vi kan stole på. Desværre.

Vi skal kæmpe for enhver forbedring – mod enhver forringelse. Sådan ser virkeligheden ud for mig – også anno 2012. Det bliver sværere og sværere at se forskel, men der er ingen lette veje ud over den totale overgivelse, som andre dele af den tidligere venstrefløj har valgt. Igen desværre. Og den vil jeg ikke anbefale.