![Jan V Jakobsen [jan-jakobsen.dk]](https://jan-jakobsen.dk/http://jan-jakobsen.dk/wp-content/uploads/2024/05/cropped-8244A9E7-C110-44B0-9C63-BACFE5FE78E2-1-1.png)
En hilsen til alle jer, jeg kender – meget, noget eller lidt…
For mig er det en god tradition at skue tilbage på stort og småt. At sætte begivenheder og handlinger i perspektiv – og stille spørgsmålet: har vi rykket noget?
Viste år 2011 noget, så er det, at nok skaber den enkelte historie, men ikke nødvendigvis god historie. Massemorderen Breivik var drevet af had og udtænkte en krøllet og skræmmende plan i sit hoved. Og han gennemførte den. Måske syg. Måske den kyniske og farlige ener, der kan skade fællesskabet i en uhyggelig grad ved sine ekstreme handlinger. Skræmmende er, at han ikke er den eneste derude.
Jeg tror på fællesskaber. De giver trods alt en vis sikkerhed for, at det, vi udtænker, ikke bliver alt for kringlet; alt for sygt. En vis sikkerhed for, at kynismen ikke tager overhånd og målet kommer til at hellige midlet.
Og her må jeg jo så bide mig selv i tungen. For selv i fællesskabets navn kan målet komme til at hellige midlet. Derfor er det nødvendigt at undersøge, om driftige, kreative og initiativrige politikere har været involveret i Helle Thorning-Schmidts ikke-eksisterende skattesag.
Lige så kynisk og uvirkeligt lyder det, at Danmark kan være indblandet i forbryderisk udlevering af fanger til statsmagter, vi positivt ved torterer og dræber fanger. Eller at børn udvises i åbenlys modstrid med Menneskerettighederne. Eller mennesker, der giver penge til humanitært arbejde, anklages og dømmes efter terrorlovgivningen. Shakespeare lader Marcellus sige det direkte og nok så ildevarslend i Hamlet: ‘There is something rotten in the state of Denmark.’
Året blev naturligvis præget af folketingsvalg og et nyt flertal. Den liberalistiske indflydelse er klart markeret af Radikale. Det er dog ikke hele forklaringen. Både Socialdemokraterne og SF sætter også sit præg på denne politik. Det giver åbenlyse frustrationer: det bliver svært at se reel forskel mellen den siddende og den forrige regering. Det ses i vigende opbakning.
Der er dog positive ændringer. De ses bl.a. i afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Det er en vigtig forskel på den nye og den gamle regering – heldigvis. Et vigtigt bidrag er den rolle som parlamentarisk grundlag for regeringen, Enhedslisten spiller. Uden den rolle ville regeringsskiftet være den rene parade – magt for magtens skyld. Det er sundt og vigtigt, at Enhedslisten har denne rolle og konstant tør bruge den. Det er forudsætningen for at skabe påtrængende forandringer.
Lokalpolitisk har året budt på mange skuffelser. Vi fik færre skoler. Vi affolker landområderne. Vi giver mærkbart dårligere tilbud på handicapområdet. Vi får flere lukkedage i daginstitutionerne. Vi får mere centralisering. Vi får stadig færre forbedringer til gavn for de fleste. Den kommunale økonomi bliver stadig mere stram.
Dels som et resultat af den tidligere regerings konsekvente jagt efter at skabe et ‘livsgrundlag’ for deres dræbende politiske ideer om, at vi får et bedre samfund, hvis enhver betaler mindre i skat, klarer sig selv selv og er ligeglad med fællesskabet.
Dels som et resultat af den lokale alliance mellem Venstre, Socialdemokraterne og SF. Det har resulteret i en Venstrestyret økonomisk politik, der i bedste fald betyder et hensygnende liv i usynlighed for SF og for Socialdemokraterne. Undervejs er borgernes retssikkerhed sat over styr. Uden reaktioner fra hverken Socialdemokraterne eller SF. Tydeligvis ‘magtens’ pris.
Oppositionen til dette absurde teaterstykke er præget af en bitter højrefløj, der føler sig sat uden for indflydelse og derfor er imod.
Det er i dette ‘farvand’, at Enhedslisten skal navigere. Og søge nogle resultater. Vanskeligt med en sammentømret alliance og en øvrig opposition styret af magtesløshed og ofte i modstrid med egen landspolitik.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg – ikke mindst i øjeblikket – er glad for, at jeg ikke længere er en del af det lokale flertal, der træffer beslutninger kun baseret på økonomiske beregninger, nedskæringer og på stadig mindre social forståelse og indsigt. Skræmmende og dybt asocialt.
Året har alligevel været præget af mange gode og vigtige oplevelser. Både politisk og ikke mindst foreningspolitisk i Muskelsvindfonden. Her kunne vi fejre et 40 års jubilæum, der viste, at her er styrke, kampgejst og vilje til at gøre en indsats. At vi så kæmper mod både træge og trættekære politikere og drillevorne vejrguder (sidstnævnte mente, at Grøn Koncert i år skulle druknes i regn) er en helt anden snak… men viljen er til stede.
I Handicaprådet er vi ved at finde en ny form, der skal forbedre dialogen og sikre, at der fra start bliver indtænkt flere tiltag, så vi er bedre rustet til at undgå eksklusion. Det gælder nye bygninger, hvor vi vil have fokus på tilgængelighed og det gælder inklusion af mennesker med psykiske handicap. En gruppe, der både er stigende og stærkt overset.
Og her må jeg jo så bide mig selv i tungen. For selv i fællesskabets navn kan målet komme til at hellige midlet. Derfor er det nødvendigt at undersøge, om driftige, kreative og initiativrige politikere har været involveret i Helle Thorning-Schmidts ikke-eksisterende skattesag.
Lige så kynisk og uvirkeligt lyder det, at Danmark kan være indblandet i forbryderisk udlevering af fanger til statsmagter, vi positivt ved torterer og dræber fanger. Eller at børn udvises i åbenlys modstrid med Menneskerettighederne. Eller mennesker, der giver penge til humanitært arbejde, anklages og dømmes efter terrorlovgivningen. Shakespeare lader Marcellus sige det direkte og nok så ildevarslend i Hamlet: ‘There is something rotten in the state of Denmark.’
Året blev naturligvis præget af folketingsvalg og et nyt flertal. Den liberalistiske indflydelse er klart markeret af Radikale. Det er dog ikke hele forklaringen. Både Socialdemokraterne og SF sætter også sit præg på denne politik. Det giver åbenlyse frustrationer: det bliver svært at se reel forskel mellen den siddende og den forrige regering. Det ses i vigende opbakning.
Der er dog positive ændringer. De ses bl.a. i afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Det er en vigtig forskel på den nye og den gamle regering – heldigvis. Et vigtigt bidrag er den rolle som parlamentarisk grundlag for regeringen, Enhedslisten spiller. Uden den rolle ville regeringsskiftet være den rene parade – magt for magtens skyld. Det er sundt og vigtigt, at Enhedslisten har denne rolle og konstant tør bruge den. Det er forudsætningen for at skabe påtrængende forandringer.
Lokalpolitisk har året budt på mange skuffelser. Vi fik færre skoler. Vi affolker landområderne. Vi giver mærkbart dårligere tilbud på handicapområdet. Vi får flere lukkedage i daginstitutionerne. Vi får mere centralisering. Vi får stadig færre forbedringer til gavn for de fleste. Den kommunale økonomi bliver stadig mere stram.
Dels som et resultat af den tidligere regerings konsekvente jagt efter at skabe et ‘livsgrundlag’ for deres dræbende politiske ideer om, at vi får et bedre samfund, hvis enhver betaler mindre i skat, klarer sig selv selv og er ligeglad med fællesskabet.
Dels som et resultat af den lokale alliance mellem Venstre, Socialdemokraterne og SF. Det har resulteret i en Venstrestyret økonomisk politik, der i bedste fald betyder et hensygnende liv i usynlighed for SF og for Socialdemokraterne. Undervejs er borgernes retssikkerhed sat over styr. Uden reaktioner fra hverken Socialdemokraterne eller SF. Tydeligvis ‘magtens’ pris.
Oppositionen til dette absurde teaterstykke er præget af en bitter højrefløj, der føler sig sat uden for indflydelse og derfor er imod.
Det er i dette ‘farvand’, at Enhedslisten skal navigere. Og søge nogle resultater. Vanskeligt med en sammentømret alliance og en øvrig opposition styret af magtesløshed og ofte i modstrid med egen landspolitik.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg – ikke mindst i øjeblikket – er glad for, at jeg ikke længere er en del af det lokale flertal, der træffer beslutninger kun baseret på økonomiske beregninger, nedskæringer og på stadig mindre social forståelse og indsigt. Skræmmende og dybt asocialt.
Året har alligevel været præget af mange gode og vigtige oplevelser. Både politisk og ikke mindst foreningspolitisk i Muskelsvindfonden. Her kunne vi fejre et 40 års jubilæum, der viste, at her er styrke, kampgejst og vilje til at gøre en indsats. At vi så kæmper mod både træge og trættekære politikere og drillevorne vejrguder (sidstnævnte mente, at Grøn Koncert i år skulle druknes i regn) er en helt anden snak… men viljen er til stede.
I Handicaprådet er vi ved at finde en ny form, der skal forbedre dialogen og sikre, at der fra start bliver indtænkt flere tiltag, så vi er bedre rustet til at undgå eksklusion. Det gælder nye bygninger, hvor vi vil have fokus på tilgængelighed og det gælder inklusion af mennesker med psykiske handicap. En gruppe, der både er stigende og stærkt overset.
Personligt har det været et meget varierende år. Jeg har haft lidt svært ved at genvinde balancen efter sidste års sygefravær, men det ser alligevel ud til nu at være lykkedes.
Jeg tror på fællesskaber. Derfor er jeg også glad for Muskelsvindfondens kampagne‘Plads til forskelle’. Det handler nemlig ikke kun om plads til os, men plads til os alle. En god og vigtig vision for et samfund.
Mange nytårshilsner
Jan Jakobsen
