Hvem skal betale prisen?

Handicapdebat

Af Jan Jakobsen

For nogle dage siden udtalte formanden for Danske Socialchefer, Ole Pass, at »…kommunerne bliver mødt med et enormt forventningspres fra borgere med handicap, som hele tiden forventer, at kommunen skal betale for det bedste og det nyeste teknologiske hjælpemiddel….«
Når Ole Pass udtaler sig fra sin position, kommer det til at fremstå som en udtalelse på vegne af alle landets socialchefer – og pludselig står vi i en situation, hvor det risikerer at blive »en almengyldig sandhed«, at mennesker med handicap er krævende.
Ole Pass’ udtalelse skal naturligvis sættes ind i en sammenhæng, som er klar nok: Kommunerne er økonomisk trængt og kan ikke se sig ud af handicapområdets stigende udgifter.
Ole Pass har ret i, at der er et hårdt pres på den kommunale økonomi, men det er ikke et argument for at slå nedad – at slå på os, der har brug for hjælpemidler. Det er naturligvis et politisk valg, som Ole Pass træffer. Han kunne også have kritiseret den manglende balance mellem kommunal og statslig fi nansiering. Det ville være både fair og forståeligt.

Skattelettelse til de rige
Vi har mange gange tidligere i historien set, at mennesker har valgt at slå nedad i stedet for at kritisere de politiske magthavere, selv om der er god grund til det: Skattestop, skattelettelser til den rigere del af befolkningen og en omfordelingspolitik, der kritiseres ikke blot af mennesker som jeg, men også af eksempelvis forhenværende socialminister Palle Simonsen i hans bemærkelsesværdige bog »Gemt eller glemt«.
Ole Pass går efter hjælpemiddelområdet uden at fortælle hele historien.
Den handler om rimeligt arbejdsmiljø for hjælpere og sundhedspersonale.
Hjælpemidler og boligændringer har i væsentlig grad påvirket udgiftsniveauet og betyder forhåbentlig fremover færre arbejdsskader. Altså besparelser andetsteds.
På handicapbiler er der regler for tilskud, der gør, at vi, der har brug for sådanne, betaler en væsentlig del selv – også selv om vi ikke ville have haft bil uden et handicap.
Kommunerne bruger stadig flere administrative ressourcer på at indsende ankesager. Det tegner et billede af, hvor det nedre niveau for hjælpemidler ligger og taler imod, at forholdene er, som Ole Pass påstår.
Ole Pass’ indlæg er brud på den handicapkonvention, Danmark har underskrevet og hele den danske socialpolitiske tradition.
Problemerne handler om bureaukrati, om ændringer i handicapgruppen og om teknologisk udvikling. Diskussionen er mere nuanceret end blot at placere et ansvar nederst på stigen. Det økonomiske pres er politisk betinget. Med det udgangspunkt er der et bedre grundlag for en diskussion om fordeling af udgifter mellem stat og kommune og hvordan vi sikrer, at det sker uden bureaukrati og uden overkompensation.

Jan Jakobsen er journalist, byrådsmedlem for SF i Ringsted og sidder i Muskelsvindfondens bestyrelse.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *