Den lange march på stedet

Der mangler sanktioner, når eksempelvis tilgængelighed ikke bliver overholdt. Derfor er det nødvendigt med en lovgivning, der én gang for alle fastslår, at vi er fælles om samfundet – og at det også gælder os, der lever med et handicap.

Jan Jakobsen mener, at de samfundsmæssige omkostninger bliver alt for store, hvis vi trækker det i langdrag med at give de handicappede samme muligheder som andre borgere.

Af Jan Jakobsen

Journalist

Kronik

Der er så småt startet en diskussion om, hvorvidt vi i Danmark skal have en lovgivning, der forbyder diskrimination af mennesker med handicap. Der tales både for og imod, for vi danskere vil gerne snakke pænt om tingene, men nødig forpligtes.

Der er ingen tvivl om, at vi får en antidiskriminationslovgivning, der giver klare rettigheder om samfundsdeltagelse til mennesker med handicap i Danmark. Det er en direkte følge af, at FN den 13. december 2006 vedtog en ny handicapkonvention, der slår fast, at der ikke må ske nogen diskrimination af mennesker med handicap. En konvention bliver ratificeret i det øjeblik 20 medlemslande har besluttet det i deres parlamenter/Folketing.

Det anses ikke som noget problem, da mange lande, heriblandt Danmark, har været særdeles aktive for konventionens gennemførelse. Derfor er det udelukkende et politisk spørgsmål, hvor længe man vil trække pinen ud, før man beslutter at tage konsekvensen og følge den op med en klokkeklar national lovgivning, der giver mennesker med handicap rettigheder på lige fod med dem, der sikrer mod diskrimination på grund af race, religion, køn, nationalitet og politisk opfattelse. Det har aldrig været tilfældet før. Der har på arbejdsmarkedet eksisteret en lovgivning mod diskrimination grundet handicap, men effekten har været tvivlsom.

Der er for kort tid siden nedsat et udvalg under økonomi- og erhvervsministeriet, der skal vurdere problematikkerne omkring en diskriminationslovgivning, der sikrer, at mennesker med handicap ikke udelukkes fra deltagelsen i samfundet. I pressemeddelelsen

hedder det blandt andet, at ”i dag er handicappedes rettigheder sikret ved, at hver enkelt sektor er ansvarlig for at sikre handicappedes vilkår. For eksempel er det økonomi- og Erhvervsministeriet, som har ansvar for tilgængeligheden til bygninger og Kulturministeriet, som har ansvar for handicappedes deltagelse i sport m.v.”.

Det lyder både godt og for lægmand som noget, der allerede giver mennesker med handicap den nødvendige sikkerhed, som der skal til for at kunne fungere i et samfund.

Sektoransvarlighed

Sektoransvarligheden, som er kernen i pressemeddelelsen, var tænkt som det redskab, der skulle sikre tilgængeligheden på skoler, offentlige bygninger, kirker, sportshaller, kulturinstitutioner og de mange andre steder, vi som borgere i dagens Danmark benytter os af.

Det var den langsigtede strategi, at når vi foretager ændringer i bygningsmassen, sikrer vi også at tilgængeligheden er i orden.

Virkeligheden ser dog anderledes ud. En kombination af mange forskellige grunde (uopmærksomhed, økonomi, kortsynethed, mangel på visioner, at udviklingen overhaler styringen osv. kan være blot nogle af dem), har gjort, at der er sket meget lidt på feltet gennem den lange årrække, hvor tilgængeligheden har været på dagsordenen sammen med sektoransvarligheden.

Nye eksplosive felter som webtilgængeligheden, hvor man fra begyndelsen har haft alle tænkelige muligheder for at sikre alles lige adgang, viser sig ifølge nyligt offentliggjorte undersøgelser at kunne præstere lignende magre resultater. Det er altså ikke kun, når man ændrer ved gamle ting, trægheden gør sig gældende. Der er snarere tale om vanetænkning – sektoransvarligheden er aldrig blevet til anvendelig virkelighed.

Særligt i en tid, hvor privat initiativ er et mantra i al udvikling, er det nødvendigt både med et sæt af krav, når det gælder om at sikre alles ret og mulighed for at være en del af samfundet og et sæt af sanktioner, når nødvendige handlinger undlades.

Inden for ganske få år vil kommunerne have nogle ganske alvorlige problemer inden for boligsektoren, hvis vi ikke er i stand til at stille de rigtige krav til indretningen og håndhæve samme krav til den private boligmasse. Samme krav skal stilles til virksomheder, hvor det er uacceptabelt, at man får lov til at bygge arbejdspladser, hvor personer med handicap ikke har den fornødne adgang. Det hænger naturligvis sammen med de krav, der i dagens Danmark stilles til, at mennesker med handicap i mest muligt omfang skal være aktive i forsørgelsen af sig selv – et helt naturligt krav, hvis man samtidig erkender, at det betyder kompensation, så det bliver praktisk muligt.

Lovgivning kan ikke stå alene, men den kan befordre og fremme den proces, hvor der kommer nogle klokkeklare incitamenter til at holde fast i, hvilken retning vi har – og at der ikke er mulighed for at bøje disse mål hverken med argumenter om økonomi, manglende relevans af at prioritere området, og hvad der ellers kan findes af gode undskyldninger.

For det er undskyldninger – og det er undskyldninger, der har huseret så længe, jeg kan huske og så længe jeg har været interesseret i og afhængig af en politik, der sikrer personer med handicap lige muligheder. Det har været den lange march de sidste 30 år uden de store landvindinger. De er først på vej nu i form af :

– de obligatoriske handicapråd

– en antidiskriminationslovgivning

– erkendelsen af mennesker med handicap som en samfundsressource frem for en belastning

– forøget fokus på tilgængeligheden til demokratiske fora, så også mennesker med handicap kan indgå i disse (her mangler et meget stort og alvorligt skub endnu).

Det store stridspunkt i at tage kvantespringet og sige, nu er vi parat til at gennemføre fuld tilgængelighed, er naturligvis, at det koster – og alt, hvad der vedrører økonomi, og som ikke umiddelbart kan sendes videre til kommunerne uden kompensation er som pest for den siddende regering. Her er man godt klar over, at dette projekt er så omfattende, at det ikke uden videre er muligt at pålægge kommunerne. Derfor er det på bjerget også bedre at se, om man dog ikke kan få nogle småjusteringer igennem, så det ser pænt ud på overfladen, og alle falder til patten.

Den går dog ikke længere, og alle handicaporganisationer må stå sammen om at sikre, at der nu endelig kommer realiteter bag tilgængeligheden, adgangen til uddannelse, adgang til kultur, adgang til de demokratiske fora, som så åbenlyst mangler i Danmark. Vi har haft rigeligt med march på stedet og når kun et mål, hvis vi dropper pænheden og tager ulden ud af munden.

Den 20. december 1993 blev FN’s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede vedtaget ved FN’s generalforsamling. Standardreglerne blev formuleret for at sikre normer, der giver handicappedes rettigheder og ligestilling.

Standardreglerne er i modsætning til den nye konvention fra 13. december 2006 ikke juridisk bindende.

De fik dog en vis status gennem vedtagelsen på FN’s generalforsamling og har et stykke hen ad vejen været politisk og moralsk bindende for de lande, der har tilsluttet sig standardreglerne. Standardreglerne har 22 regler for, hvad der bør foregå for at give mennesker med handicap lige muligheder. I 1999 gennemførte De samvirkende Invalideorganisationer en undersøgelse af, hvordan det stod til med indarbejdelsen af Standardreglerne i Danmark.

Man spurgte både folketingspolitikere og handicaporganisationer, hvor langt de mente, man var nået. I 2003 gennemførte Center for Ligebehandling en lignende undersøgelse. En af konklusionerne var:

”Dette viser, at hverken politikerne eller DSI’s organisationer mente, at vi i 1999 var kommet særlig langt med implementeringen af standardreglerne. En identisk undersøgelse gennemført af centret i 2003 viser, at folketingsmedlemmerne indeks ligger på 68 og

DSI-organisationernes indeks ligger på 59. Det viser, at forskellen mellem folketingsmedlemmernes og DSI organisationernes medlemmers opfattelse af implementeringen af standardreglerne stadig er markant, idet der nu er 9 procentpoint, der adskiller de to grupper (citeret fra ”10 år med

FN’s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede” – rapport udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede, januar 2004). Der er en tydelig divergens hos de to parter, når det gælder opfattelsen af, hvor langt man er nået, og Center for Ligebehandling af Handicappede må da også konkludere, at ”Der er stor forskel på vurderingen af de enkelte standardreglers implementering. Dette hænger formentlig sammen med, at handicaporganisationerne på egen krop oplever den praktiske hverdag, mens folketingsmedlemmerne primært kender til problemstillingen fra lovgivningssiden.”

Konvention

Vi skal tænke os godt om, før vi indfører en antidiskriminationslov, som også omfatter mennesker med handicap. Men vi skal ikke tænke os længe om, for der er brug for en lovgivning, der understøtter den proces, som er ved at komme i gang.

Lovgivningen vil formodentlig kun i sjældne tilfælde komme i brug, for alene dens tilstedeværelse vil virke befordrende for, at de fleste, der beskæftiger sig med det fysiske miljø eller med tilgængelighed på eksempelvis internet, vil sikre, at tingene er i orden frem for at få en diskriminationssag på halsen. Det er denne effekt, der er den vigtigste. Jeg vil slutte med at citere en af dansk handicapbevægelses delegerede i forhandlingerne om FN’s handicapkonvention, Holger Kallehauge, der i en kronik i Politiken under titlen ”Fra tiggerstav til rettighedshaver” 3. december 2006 skriver: ”Det er altid svært for et mindretal at gøre sig synlig, og da politikere ikke forholder sig til usynlige problemer, er det en følge af en sociologisk naturlov, at mennesker med handicap er blevet overset og glemt så systematisk og ofte, som tilfældet er. Hidtil har politikere og andre beslutningstagere i bedste fald sagt undskyld og lovet, at det ikke vil gentage sig. Når konventionen træder i kraft, bliver forglemmelser ikke blot beklagelige fejltagelser, men konventionsbrud. Mit råd til alle politikere er, at de hellere må begynde at øve sig på at huske os allerede nu, så de om føje tid undgår at begå konventionsbrud. Konventionen gør vore rettigheder og dermed også mennesker med handicap som rettighedsbærere meget mere synlige.” Vi skal have gang i den helt naturlige indarbejdelse af handicappedes rettigheder nu, så diskrimination af mennesker med handicap ikke længere er mulig. Det er den eneste vej frem.

Godt nok skal vi tænke os om, men vi skal tænke hurtigt og ikke lulle os ind i en eller anden forestilling om, at det bliver nok bedre med tiden. Det får alt for store samfundsmæssige omkostninger at trække pinen ud.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.