Født til velfærd?

Vi har brug for en overordnet diskussion om, hvordan velfærd skal være i fremtiden. Som det er nu, har Fogh-regeringen valgt et langsomt skred væk fra fællesskab og mod individualisering—uden diskussion.

Af Jan Jakobsen

Om forfatteren:

Jan Jakobsen, 53 år, free-lance-journalist og foredragsholder. Byrådsmedlem for SF i Ringsted, næstformand i Social- og Sundhedsudvalget og formand for Ringsted Handicapråd. Selv elkørestolsbruger pga. muskelsvind og aktiv i dansk handicapbevægelse. Medlem af Muskelsvindfondens bestyrelse.

Et af de bærende principper i dansk velfærd har indtil nu været statens rolle som formidler af rettigheder, der skal sikre lige muligheder for alle. Det være sig inden for social forsorg, uddannelse, pension, sygehusvæsen, sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse og øvrige velfærdsinstitutioner og -begreber, der tilsammen skal minimere virkningen af sociale uligheder.

Sådan var det, indtil Velfærdskommissionen kom med sin betænkning i 2006, hvor den statslige rolle er væsentligt nedtonet og erstattet af begreber som vores fælles ansvar over for hinanden og sociale kontrakter.

Denne redefinition af velfærdsstaten startede allerede før den nuværende regering kom til. Den nuværende regering tog med kyshånd mod denne ”håndsrækning” fra Socialdemokraterne og De Radikale og har på en lang række området ”forædlet” produktet, så projektet nu har yderligere dimensioner væk fra velfærdsstaten og mod en minimalstat.

Samtidig sker der andre ændringer i vores velfærdsmodel, der betyder:

* Flere ydelser udmåles i nøje definerede pakker (ældre- og handicap-områdets gradueringer af hjælpebehov i enkeltstående ydelser).

* Private pensionsopsparinger bliver løftestang for indgreb i ydelser på ældre- og handicapområdet, hvor der til stadighed sker revurdering af balance mellem forbrugsgoder og hjælpemidler.

* Rettigheder erstattes af pisk (dagpenge og begrænsningerne i rettighederne).

Handlingerne følges af en uigennemskuelig snak om bevarelsen af velfærdsstaten, som yderligere er legitimeret gennem oprettelsen af et velfærdsministerium.

Klar-dig-selv-kultur på fremmarch

I mit daglige kommunalpolitiske arbejde ser jeg en stigende tendens til, at borgere, der på grund af alder eller handicap får brug for hjælpemidler eller ydelser, bliver afvist med den begrundelse, at ”det kan de selv købe”. Selv om jeg synes, det er en usympatisk holdning, så har politikere lov til at mene, hvad de vil. Jeg bliver dog utryg, når jeg også hører embedsfolk tilkendegive lignende holdninger i deres arbejde – og det sker desværre også stadig oftere.

Det er muligt, at vi har et behov for at redefinere vores velfærdsydelser med henblik på at afgrænse, hvilke rettigheder man har og hvornår man falder udenfor disse. Et eksempel kan være revurdering af øvre grænser for formuer og pensionsudbetalinger. Det bør dog ske gennem en debat, der munder ud i konkrete vedtagelser, der sikrer, at vi bevarer det rettighedsbaserede velfærdssamfund.

I dag forveksler ikke mindst politikere en indtil videre mindre og velstående gruppe af pensionister med den gruppe, der stadigvæk kun har deres folke- eller førtidspension. Måske fordi de ser nogle år længere frem, hvor der ganske rigtigt som følge af private pensionsordninger kommer en større og mere velstillet gruppe. Det er derfor også vigtigt at få diskussionen nu.

Frihedsbegrebet som løftestang

Fundamentalt er frihedsbegrebet sympatisk forstået som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder.

Nye forståelser af begrebet vinder dog også indpas. Ikke mindst som et salgsargument for frit valg inden for ældreområdet. Det frie valg her har dog efter min mening en række andre konsekvenser, fordi det har frembragt netop den situation, der er grundlaget for de nylige arbejdskonflikter inden for Social- og sundhedsområdet:

– En stigende mangel på arbejdskraft fremmer privatiseringen. Private udbydere kan tilbyde højere løn og forcerer flugten fra den offentlige pleje.

– Regeringen har sikret en konkurrenceforvridning til det privates absolutte fordel. Det er kun ved private udbydere, at rigere pensionister kan købe tillægsydelser.

– Private udbydere kan vælge den mest lukrative del af omsorgsydelserne. Kommunerne har der imod pligt til at være sikkerhedsnet under den private foretagsomhed og have beredskabet til at overtage omsorgen for de borgere, der ikke kan tjenes penge på, hvilket er dyrt og ressourcekrævende.

Friheden bliver en ganske stakket frist. Den bliver i løbet af ganske få år afløst af endnu ringere vilkår for såvel ældre som mennesker med handicap. Vinderne bliver det private erhvervsliv… og Fogh-regeringen vil, hvis vi bliver ved med at give dem frit spil, notere sig for endnu en sejr.

Kompensation eller inklusion?

På handicap- og ældreområdet er der store muligheder i udviklingen af avancerede hjælpemidler og robotter. Der er afsat statslige midler til at understøtte denne forskning. Jeg kan være oprigtigt bange for, at regeringen har interesser i at opretholde en situation med mangel på varme hænder inden for offentlig forsorg for at skabe både rum for teknologiske løsninger (økonomisk vækst) og privatisering af markedet.

Jeg er ikke modstander af teknologiske løsninger, men mener, udviklingen bør være fast forankret i brugernes behov.

I USA er udviklet kørestolen Ibot, der er gyrostyret. Den kan, udover at fungere som almindelig el-kørestol, blandt andet også køre på to hjul, hvilket gør, at man hurtigt og enkelt kan komme op i ”stående samtalehøjde”. Den kan også forcere trapper. I USA bliver den lanceret som den ultimative frihed – og hvem vil ikke gerne have den? Kørestolen koster i dag i USA ca. 30.000 $, hvilket svarer til 150.000 kr. med nutidens kurs. Hvad angår siddekomfort skal der ske individuelle tilpasninger, der koster yderligere. Det er realistisk, at stolen markedsført i Danmark distancerer sig fra andre stole med mere end 120.000 kr. Det er realistisk, at der vil være et marked på lavt sat 3.000 enheder, med den tilgængelighed vi kan præstere her i landet. El-kørestole holder i gennemsnit 4 år, og så er det forfra igen ved kasse 1. Lavt sat skal der altså for denne ultimative frihed investeres 360 mio. kr. pr. 4. år. Spørgsmålet er, om ikke både mennesker med handicap og samfundet som helhed får mere frihed ud af at anvende midlerne på at sikre reel tilgængelighed i det offentlige rum og i bygninger, dvs. stier, elevatorer m.m., der kan bruges af alle. Det er en længerevarende proces – indrømmet – men derfor også nødvendig at sætte i gang nu.

Det lykkedes ikke at få alvorlige tiltag ind i det nye Bygningsreglement, der fremmer en mere konsekvent proces, selv om der er forbedringer. Er det for at give plads for det private erhvervslivs produkter på feltet? Det er en tanke, der er let at få.

Individualisering og mindre kollektivfølelse

Alle mennesker – både ældre og os med handicap – har et behov for at føle frihed. Det spiller ind, når man taler hjælpemidler. Målet med min kalkulation ovenfor er alene at stille spørgsmålstegn ved, om vi tjener mennesker med handicap eller industrien bedst med sådanne individuelle og ressourcekrævende løsninger.

Spørgsmålet går endnu videre, for vi skal inden for en overskuelig fremtid også tage stilling til robotter. Som nævnt satses der på at udvikle maskiner, der kan hjælpe mennesker med basale behov som at blive vasket, få tøj på, nå ting, servere maden fra mikroovnen osv. Det vil frigøre ressourcer hævder man, men det giver også et liv, der kan blive meget ensomt for både gamle og mennesker med handicap.

De ivrige tilhængere af nye industrielle udviklingsmuligheder forsvarer sig med, at denne frihed giver ældre og mennesker med handicap overskud til og muligheder for øvrig samfundsdeltagelse og at der naturligvis til stadighed er valgfrihed. Hvad vil valget bestå i? Mellem en robot og et menneske? Sidste er ikke på sigt tænkeligt, for tilhængerne af ny teknologi vil bruge hænderne andre steder.

Jeg tror ikke på, at robotterne kommer til at overtage alt – eks. de personlige hjælperordninger, som nogen mennesker med handicap får bevilget, men jeg tror, robotter vil vinde indpas dér, hvor hjælpen gives i enkeltstående pakker hen over dagen. Det er her, der er flest brugere, og her ”besparelsen” ligger. Det vil først og fremmest blive ældre og den mellemgruppe af mennesker med handicap, der er delvist selvhjulpne, det går ud over.

De nye udfordringer

Denne situation giver, som jeg ser det, nye og meget store udfordringer for dansk handicapbevægelse:

– at vi er i stand til at skabe en debat og en forståelse, der sikrer, at fundamentet for velfærdsstaten og dens rolle som formidler af større lighed ikke forsvinder i skiftende regeringers mere eller mindre gennemskuelige og glidende politiske mål.

– at vi er i stand til at bevæge os selv fra kompensation til inklusion – dvs. at der kommer et målrettet arbejde for at sikre fuld tilgængelighed overalt i samfundet. Vi kan ikke afskaffe, men minimere kompensationen på den måde (eksemplet med tilgængelighed frem for teknologi).

– at vi er i stand til at sikre en solidaritet forskellige handicapgrupper og forskellige befolkningsgrupper imellem – herunder også ældre, som jo får aldersbetingede handicaps.

Vi har gode afsæt til disse udfordringer. FNs Handicapkonvention, som vi alle venter bliver undertegnet af også Danmark, giver et godt grundlag for at komme videre. Den vil fremme det inkluderende og rettighedsbaserede samfund. Den modvirker den stigende individualisering, som for mig at se er en af de største farer. Velfærdsstaten i dens oprindelige form er et vigtigt redskab i denne proces. Den er under afvikling i disse år. Vi er ikke født til velfærd. Den skal vi konstant arbejde for at bevare, udvikle og forbedre – og det kræver en stadig, energisk og bevidst indsats.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.