Jeg kan ikke læse hele artiklen “Bøgerne er på vej ud af stuen” på Kristeligt Dagblad 8. januar, men egentlig er denne manchet også nok…
“…Gennem århundreder var fyldte bogreoler et adelsmærke blandt akademikere. Siden kom bøgerne også ind i arbejderhjemmenes stuer, men nu er de begyndte at forsvinde igen. Og det kan gå ud over den almene dannelse…”
Jeg har selv afskaffet de nævnte såkaldte adelsmærker. Hvorfor i alverden skal jeg have flere tusind bøger stående, som jeg hverken kan holde eller bladre i? Da vel ikke for at signalere intellektuel højadel og imponere andre?
Jeg har nu det, jeg læser, som e-bøger og hører en del som lydbøger. Det er nu den måde der passer bedst til mine muligheder – og jeg er helt sikker på, at de overvågningsmyndigheder, der følger med i vores læsning og lytning, har helt styr på, hvad jeg har haft fat i…
Jeg synes, det er betænkeligt, hvis vi læser mindre, men jeg vil altså vende mig mod at konkludere, at jeg ikke læser, fordi jeg ikke flasher fysiske bøger.
Måske skal jeg have en skærm kørende, når vi har gæster, så man kan gå hen og bladre i dem. Er det mon adelsmærke og dannelse nok?
#jjstrø
