Det Centrale Handicapråd (DCH) har netop offentliggjort en undersøgelse, der ifølge DCH selv har til formål at “dokumentere, hvorledes kontakten mellem borgere med handicap og den kommunale forvaltning opfattes af henholdsvis borgere med handicap, borgernes pårørende, sagsbehandlere og ledere. Svarene på undersøgelsen skal bruges til at styrke brugerindflydelse og tillid mellem borger og kommune.”
I resultatet af undersøgelsen er der en række tydelige tendenser, som er interessante. Undersøgelsen er gennemført som en såkaldt GAP-analyse. Man for bedt både brugere og forvaltningsmedarbejdere vurdere nogle udsagn. Alle har på en skala fra 0-10 vurderet udsagnene. Forskellen mellem svarene fortæller, hvor der er store divergenser i opfattelserne.
Nogle af de mest markante forskelle er gengivet her:
– Sagsbehandlerne håndterer borgernes sager korrekt i forhold til lovgivning om ydelser og sagsbehandling. Brugere: 3,2 Sagsbehandlerne: 8,0 Forskel: (4,8)
– Sagsbehandlerne kender til de tilbud, der kan være relevante for borgeren med hans/hendes specifikke handicap. Brugere: 2,6 Sagsbehandlerne: 7,4 Forskel: (4,8)
– Sagsbehandlerne har nok viden om borgerens specifikke handicap. Brugere: 1,8 Sagsbehandlerne: 6,7 Forskel: (4,9).
Der er på alle disse tre områder en stor divergens mellem den måde brugerne oplever sagsbehandlerne på og den måde sagsbehandlerne ser sig selv på.
Undersøgelsen omfatter en lang række andre spørgsmål og er god at blive klog på, når vi skal diskutere sagsbehandlingen i kommunerne.
Undersøgelsen indeholder foruden “tal-vurderingerne” en lang række kvalitative kommentarer, som også er interessant læsning.
Interessant er det blandt andet at læse, at selv om sagsbehandlerne er ikke blevet spurgt direkte ind til deres opfattelser af ressourcer, så går det igen i de kvalitative kommentarer, at mange sagsbehandlere også selv er utilfredse med serviceniveauet i sagsbehandlingen. De henviser til stress og besparelser som forklaring på et faldende serviceniveau i sektoren.
Hele undersøgelsen kan læses her: http://www.dch.dk/sites/default/files/DCH_gapanalyse_Tilgængelig.pdf



