Skyldig eller ikke-skyldig?

Hvad kræver der før at vi som kommunalpolitikere kan stilles til ansvar for afgørelser i kommunerne, eventuelle ankeafgørelser… og hvis de slet ikke efterleves?

For  kort tid siden kunne vi på Muskelsvindfondens hjemmeside læse, at der er stillet spørgsmål i Folketinget om, hvad man stiller op, når en kommune ikke foretager sig noget som helst, selv om en borger har fået medhold i en klage til Ankestyrelsen.

Socialminister Manu Sareen svarede, at en kommune uden unødig forsinkelse skal efterleve en afgørelse, der er truffet af Ankestyrelsen. – Forekommer der eksempler på, at det ikke er tilfældet, har kommunaltilsynet kompetence til at reagere. Enhver, der mener, at en kommune overtræder lovgivningen, kan henvende sig til kommunaltilsynet, tilføjede han.

Det blev samtidig oplyst, at i det omfang, der er truffet en bindende afgørelse af en kompetent rekurs- eller tilsynsmyndighed og den ikke efterleves af en kommune, er dette i sig selv en ulovlighed. Statsforvaltningen har i det tilfælde kompetence og efter omstændighederne pligt til at skride ind, og, når det er påkrævet, gennemtvinge, at en kommune efterlever en konkret bindende afgørelse fra Ankestyrelsen.

En af de sanktionsmuligheder, Statsforvaltningen har, er, at den kan pålægge tvangsbøder til de medlemmer af kommunalbestyrelsen, der er ansvarlige for, at kommunalbestyrelsen undlader at udføre en foranstaltning, som den efter lovgivningen har pligt til at udføre.

Jeg er helt enig i denne mulighed for at få placeret et politisk ansvar i sådanne sager. Mit spørgsmål er nu, hvorvidt jeg som medlem af en kommunalbestyrelse kan blive pålagt et bødeansvar i en sag uden at være bekendt med, at den kommune jeg repræsenterer, har begået en ulovlig handling, dvs. tilsidesat en konkret ankestyrelsesafgørelse.

I praksis er det administrationen, der står for behandlingen af sager og har kendskab til eventuelle afgørelser, der træffes af Ankestyrelsen og som måtte gå imod en kommunal vurdering. Vil jeg i en sådan situation kunne risikere medansvar i en sådan sag uden min aktive medvirken ved at jeg helt konkret har deltaget i en afstemning og stemt for at en afgørelse skal tilsidesættes?

Spørgsmålet kan forekomme teoretisk, men der foregår i øjeblikket en grænseafprøvning ude i kommunerne, hvilket man kan se bl.a. gennem en række sager, der har været omtalt i medierne. Den er affødt af, at en væsentlig del af administrationen af bl.a. Serviceloven ligger i kommunerne, der er sat under økonomisk pres af både regering, folketing og kommunernes egne sparemål. Det inviterer til, at kommunerne med større eller mindre held prøver at argumentere sig ud af nogle forpligtelser. Det medfører en stigning i antallet af sager, der bringes for Ankestyrelsen. En del af disse afgørelser går kommunerne imod. Der kan i disse tilfælde opstå situationer, hvor der i kommunerne til stadighed sås tvivl om afgørelserne, som så ender i “juristerier”. Jeg kan udmærket forestille mig situationer, hvor jeg og kolleger i kommunalbestyrelsen  “burde” være vidende om det, men ikke er blevet inddraget. Det er her, hvor et relevant spørgsmål kan være, hvordan jeg sikrer mig imod, at det sker. Jeg forventes ikke at blande mig i en konkret sagsbehandling, men hvis jeg kan risikere at stå over for et konkret bødeforlæg i et tilfælde, hvor jeg burde være vidende om noget, der er sket, f.eks. hvis administrationen  ikke foretager sig noget som helst, selv om en borger har fået medhold i en klage til Ankestyrelsen.

Det hurtige og kvikke svar er, at det handler om tillid, men jeg kan i praksis godt forestille mig situationer, hvor administrationen ikke tillægger afgørelsen større betydning, men hvor Statsforvaltningen er uenig i dette og pålægger kommunalbestyrelsen det politiske ansvar. Sagt med andre ord tror jeg at mange borgere i fremtiden kan forventes at bruge den mulighed for at henvende sig til kommunaltilsynet, som socialministeren nævnte, da sagen blev behandlet i folketingssalen. Der er heller ingen tvivl om, at eftersom borgere i et stigende antal sager helt rimeligt får medhold, så vil det også være nødvendigt, at kommunaltilsynet griber ind. Selv om det hidtil ikke er sket i praksis, kan jeg godt forestille mig, at bøder til kommunalpolitikere fremover godt kan komme i spil.

I den situation er det nødvendigt for mig at vide, hvilke forventninger der er til mig i denne situation. Hvad skal jeg gøre for ikke at blive “medanklaget” i sådanne situationer? Hvis situationen er, at jeg “kun” risikerer medansvar i en sag, hvis jeg helt konkret har deltaget i en afstemning og stemt for at en afgørelse skal tilsidesættes, så er problemet knapt så stort, men hvis jeg er ansvarlig med den begrundelse, at jeg er en del af et kollektivt ansvar og burde have holdt mig orienteret, så er jeg nødt til at vide, hvilke redskaber jeg har til min rådighed for at kunne holde mig orienteret.

I dag foregår det oftest i praksis sådan, at det er via borgerhenvendelser at jeg eller andre kommunalpolitikere får kendskab til afgørelser i kommunen eller sager, der allerede har været bragt for Ankestyrelsen. I de tilfælde kan jeg, hvis jeg undrer mig over en afgørelse eller gennemførelsen af den, spørge i et udvalg eller direkte til administrationen, om det kan passe. Som regel får jeg så et svar med deres udlægning. Det handler jo her mere eller mindre om tilfældigheder, om jeg får en konkret viden, som jeg kan gå videre med. Det er ikke helt nok, hvis jeg er ansvarlig for at vide noget, som jeg ikke ved, hvordan jeg skaffer mig konkret viden om.

For mig handler dette ikke om bøder. Det handler om som kommunalpolitiker ikke at medvirke til, at borgere bringes i den situation, at de har fået medhold, men at det ikke følges op ved, at vores kommune så rent faktisk efterlever afgørelsen. Jeg ved ikke, om der i vores kommune er eksempler på, at afgørelser ikke er efterlevet. Men det er dog en af mine opgaver at sikre, at afgørelser efterleves. Derfor efterspørger jeg redskaber, der sikrer, at det heller ikke kommer til at ske uden mit vidende. Det er en af de forpligtelser jeg som repræsentant for Enhedslisten har over for de borgere, der har valgt partiet ind i Byrådet.