Mest mulig aktindsigt lokalt

Vores borgmester sagde i går den 25. juni på byrådsmødet, at Enhedslistens forslag om at give mest mulig aktindsigt lokalt, nu skulle viderebehandles i Økonomiudvalget for at give ‘den bedst mulige sagsbehandling’. Borgmesteren har et flertal bag sig, så det havde han mulighed for blot at stemme igennem.

Jeg har forespurgt i forvaltningen om sagen så igen kommer i byrådet, og fik det svar, at når sagen kommer til Økonomiudvalget er det ØK, der videre beslutter, hvad der så skal ske… så nu er det op til ØK.

Personligt har jeg svært ved at se, at vejen gennem ØK særligt skulle være identisk med ‘den bedst mulige sagsbehandling’. Det lå jo i vores forslag, at “forvaltningen analyserer forskellene mellem gammel og ny lovgivning og undersøger mulighederne for at anvende princippet om mer-offentlighed i de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov begrænser adgangen til aktindsigt.” ØK kan vel næppe gøre andet heller – altså ikke kvalificering, men bureaukratisering. Hvad fik man så ud af ‘denne omvej’? Ja, man undgik over for en større forsamling af borgere ansigt til ansigt at vise, hvem der vil fastholde indsigten og hvem, der synes, det i bedste fald er ‘ligegyldigt’…

EL sidder ikke i ØK. Vi er derfor i denne sag lige nu uden indflydelse på den. Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale udtalte sig positivt om forslaget i byrådssalen.

Enhedslisten havde forud for mødet fremsendt følgende begrundede forslag:

Sag vedrørende den nye offentlighedslov.

Med vedtagelsen af den nye offentlighedslov er grundlaget for en mulig begrænsning i indsigten i kommunale sager til stede. Enhedslisten ønsker, at Ringsted byråd markerer, at man ønsker mere åbenhed og tillid og derfor ønsker at give aktindsigt i videst muligt omfang inden for lovgivningens rammer.

Det viser Ringsted kommune ved at vedtage (afstemningstemaer):

1. Ringsted Kommune vil i videst muligt omfang fortsat give borgere aktindsigt i de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov til forskel fra den gamle begrænser adgangen til aktindsigt i den kommunale administration, samt

2. Forvaltningen får til opgave at foretage en analyse, der forelægges for byrådet på mødet i september 2013. Analysen skal klarlægge, hvor der er forskelle mellem gammel og ny lovgivning og desuden undersøge mulighederne for at anvende princippet om mer-offentlighed i de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov begrænser adgangen til aktindsigt. Materialet skal tjene som vejledning til forvaltningernes administration af den nye offentlighedslov.

Begrundelsen for forslaget:

Den nye offentlighedslov betyder f.eks., at Farumsagen ikke havde set dagens lys, hvis loven havde været gældende dengang. Det har Justitsministeriet bekræftet i et svar til Folketinget.

Enhedslisten mener, at det er et kæmpe demokratisk problem, hvis der sker forringelser i åbenheden omkring forvaltningen i Ringsted Kommune. Vi ønsker derfor, at Ringsted Kommune, i det omfang, det er muligt, ikke skal følge de dele af den nye offentlighedslov, som begrænser adgangen til aktindsigt. Det gælder eksempelvis adgangen til aktindsigt i kalenderførsel.

Det er vigtigt for os, at borgerne i kommunen har indsigt i forvaltningen. Der skal være tillid til forvaltningen, og det skal være muligt for den kritiske presse at afsløre det, når tingene ikke sker efter bogen. Det er grundlæggende for et demokrati.

Vi finder derfor, at Ringsted Kommune i de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov begrænser adgangen til aktindsigt i forhold til i dag, skal imødekomme ønsket om aktindsigt efter princippet om mer-offentlighed.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Byråd/Enhedslisten/Politik, Nyheder og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *