Dagbladet tager sag om lydoptagelse op

I dag har Dagbladet på Ringsted-siderne 3 artikler om at optage møder mellem borger og administration i forbindelse med egne sager.

Den første handler om, at Enhedslisten rejser spørgsmålet, om det er rimeligt, at borgere skal “snyde sig til” at lydoptage møder og om det ikke er bedre at få nogle gode og anvendelige aftaler for alle parter ind i samarbejdet. Enhedslisten afventer dog det, der omtales i den anden artikel.

Her fremgår det nemlig, at borgerrådgiveren i Ringsted kommune på eget initiativ har taget op, om Ringsted kommunes Myndighedsenhed overholder skik for god sagsbehandling ved at nægte at borgere kan lydoptage egne møder. Ingen ved endnu, hvad det fører med sig, men det er godt, at den side af sagen bliver taget op.

Og den tredje artikel. Nåja, det er direktionens principielle fastholdelse af, at “optagelse af samtaler øger ikke tilliden”. Påstanden er at borgernes retssikkerhed er dækket tilstrækkeligt ind ved at man har en bisidder med, der gerne må tage notater.

Alt det har jeg tidligere skrevet om her på min hjemmeside i blogindlæggene “Min kommune nægter mig at lydoptage møde” og “…Måtte vi erfare, at mødet lyd- eller videooptages, vil mødet blive afbrudt.” Der er ingen grund til at gå i polemik med hverken direktion eller forvaltninger om dette. I sidste ende er det jo ikke noget administrationen afgør. Så det stopper på ingen måde dér.

Personligt vil jeg aldrig optage et møde uden fælles accept blandt deltagerne selv om jeg på ingen måde mener, at min retssikkerhed er dækket ind. Foreløbig er jeg enig i at afvente borgerrådgiverens undersøgelse. Næste skridt kan tages, når det er afgjort…

Det er vigtigt at holde fast i, at dette berører mange borgere i vidt forskellige situationer. Det handler ikke kun om borgere med fysiske udfordringe. Det handler i høj grad om kognitive funktionsnedsættelser, der gør, at man ikke kan fastholde indholdet af et møde. Endelig handler det også om borgere, der allerede HAR mistet tilliden til systemet og derfor gerne vil kunne høre igen: hvad var det egentlig, der blev sagt under mødet?

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *