Anstændigheden smuldrer mellem hænderne på os

Det er sagt i byrådssalen. Det er en lidt generel holdning: der er forskel på kommunalpolitik og landspolitik. Det er den værste gang vrøvl, der er blevet sagt. Der er sammenhæng mellem landspolitik og kommunalpolitik i en grad, som det aldrig nogensinde er set før. Den romantiske drøm om den rare lille kommunalpolitiker med piben, der tænker på de svage og gerne vil gøre det godt, er for alvor slået i stykker – hvis den nogensinde har været der. Men ok, det har engang kunnet se sådan ud.
Et væsentligt knæk er den massive styring af indtægtsgrundlaget i kommunerne, som den siddende regering har praktiseret. Samtidig har de købt en væsentlig del af befolkningen med skattelettelser. På det sidste er en massiv og meget manipulerende debat om udgifterne på det, der i fagsproget hedder det specialiserede sociale område kommet med ind i debatten. På foranledning af personer som formanden for Socialchefer i Danmark, Ole Pass, Ikast-Brandes Venstre-borgmester Carsten Kissmeyer og ikke mindst den socialdemokratiske KL-formand Jan Trøjborg. Det er godt fulgt op af den jyske udgave af boulevardpressen med horrible historier om, hvordan ankeinstanser har afgjort sager til borgernes fordel, så det har kostet for kommunerne. En af ynglingshistorierne handler om en ordblind dreng, der køres i Taxa over Sjælland for at få undervisning. Regningen er på 500.000 kr. og alle hidser sig op og spørger, om det kan være meningen. Man bruger det som argument for, at nu må det være nok! Ja, det synes jeg sandelig også. For historien handler i bund og grund om, at drengens hjemkommune ikke har et tilbud, der modsvarer det man kunne forvente med så massive problemer, som han har. Det er, hvad ankeinstansen har udtalt sig om. Og når man gør det, så er det for at sikre retten til en anstændig behandling uanset hvilken kommune man bor i. Kommunen kunne måske gå sammen med andre kommuner om et godt tilbud til den gruppe elever. Det er barnet og forældrene, der bliver gidsler i denne snævertsynede politiske virkelighed.
Det bliver værre endnu. Velfærden bliver nu gradvist afskaffet med stor hjælp fra Jan Trøjborg og hans katalog på eksempler med steder, hvor man synes, at de klagesystemer, der er en del af den danske retssikkerhed, er gået for vidt. Regeringen har naturligvis taget imod det med kyshånd: kommunerne får i fremtiden selv lov til at bestemme mere, når det gælder om at sætte det lokale serviceniveau. Det bliver et mareridt! Jeg har ikke den fornødne tillid til, at småtskårne kommunalpolitikere kan klare den moralske udfordring. Økonomi vil blive styrende mere end moral – og det vil gå ud over det specialiserede område især, for HOPLA, så ser vi det ikke så meget.
Jeg ved ikke, hvad SF vil. Det kan jeg da godt blive i tvivl om engang imellem – ikke mindst på landsplan. Men jeg vil ikke.