Dette billede tog jeg af Evald Krog på det sidste bestyrelsesmøde han var med i som formand for Muskelsvindfonden. Det fandt sted tirsdag den 12. april i år. Bag Evald er meget passende en fotovæg med en kavalkade fra de mange år med opbygningen af Muskelsvindfonden og Grøn Koncert.
Netop nu, hvor vi står midt i et formandsskifte, er det nok værd at vi minder hinanden om, hvad det er, vi skal forvalte i fremtiden.
Muskelsvindfonden er i stadig udvikling, og er kendt for gennem 45 år altid at være i front, når det gælder at forbedre vilkårene for mennesker med neuromuskulære sygdomme. Det er en tradition, som det er helt nødvendigt at holde i hævd også fremover.
Vi må holde fast i den handicappolitiske dagsorden og i at sikre det forretningsgrundlag, der er helt nødvendigt for at vi fortsat er foreningen, hvor vi har et fællesskab bygget op om bedre vilkår for vores gruppe.
Det betyder også, at vi skal bruge de mange ressourcer, vi har i Muskelsvindfonden, stadig bedre i vores arbejde. Erfaringerne fra vores vidt forskellige grupper skal bringes i spil både i forsvaret af vundne rettigheder – og i udviklingen af nye muligheder for alle vore medlemmer, uanset vilkår, fremover.
Vi har en plads i mange menneskers bevidsthed, vi ikke må sætte over styr. Vi skal med andre ord passe på ikke at bryde med den arv, der er udadvendthed, humor, debat med det omgivende samfund og evne til at sætte “dagsordenen” på hovedet, som bl.a. kommer til udtryk i “Plads til Forskelle”.