Jeg har i lang tid ikke skrevet om Corona. Ihvertfald ikke i forhold til mig selv. Det er ikke særligt interessant at læse om for andre. Det vil i særdeleshed være ganske kedsommeligt med daglige eller ugentlige opdateringer. Der er ikke så meget nyt og eventuelle læsere ville hurtigt tænke, at der intet sker i den stakkels liv!
Mens jeg venter på en vaccine og dernæst på at flokimmuniteten indfinder sig, kan jeg jo lige så godt sørge for, at det sker i gode, trygge og ikke mindst hyggelige omgivelser. Det gør jeg så.
Jeg læser, skriver, ser TV, hører musik, hører podcasts og ser film. Også endeløse opremsninger af hvad ville være dræbende. Jeg deltager i en del online-møder. Især sidste gør, at jeg stadig føler mig aktiv og som en del af nogle vigtige fællesskaber.
Interessant er måske, at i det halve år forud for Corona, hvor jeg lå med brækkede lemmer, var det i virkeligheden meget værre. På det tidspunkt tænkte ingen på social deltagelse via online-møder. Det kom først i marts med den første nedlukningen af Danmark.
Lammelsen af samfundet gjorde heldigvis, at man i mange sammenhænge fik øjnene op for værdien af onlinemøder. Noget jeg lang tid før Corona gjorde mig til talsmand for. Jeg synes, det er ekskluderende og beskæmmende – ikke mindst i handicapbevægelser – at vi ikke har taget det alvorligt før, men udelukket mennesker, der fx. ikke er mobile. Men naturligvis bedre sent end aldrig.
Jeg har været virkelig glad for de muligheder, som online-deltagelse har givet mig. De betyder, at jeg kan passe mit byrådsarbejde. Det betyder også, jeg kan deltage i det lokale arbejde i Enhedslisten. Var jeg fraværende nu ville det betyde, at jeg var koblet af, for det ville være svært uden at kende de diskussioner, vi har nu omkring kommunevalget. Også mit arbejde ville være vanskeligt uden diverse online-platforme, der gør det muligt at følge med.
Jeg er ude “i samfundet”, men uden kontakt med andre – og kun korte ture for fx at købe ind. Jeg ser kun min allernærmeste familie – og så mine hjælpere. Det er et vigtigt tillidsspørgsmål. Det fungerer dog meget tilfredsstillende. Alle sociale aktiviteter i og omkring jul, bortset fra med den allernærmeste familie, er aflyst.
Jeg taler og skriver naturligvis med mange via telefon, Messenger og andre sociale medier, og det letter også en del på at isolationen virker “mindre nærværende”.
Det handler om at få “styr på hverdagen”, så den bliver bare lidt struktureret. Måske lykkes det, men ærligt sagt har det aldrig været en af mine stærkeste sider. Jeg har før arbejdet med kreative processer. Det kan godt betyde en anderledes struktur. Lige nu er struktur dog ganske indlysende nødvendig i en situation som den jeg er i nu og vil være en rum tid fremover.
I virkeligheden er jeg mere bekymret for omverdenen udenfor, hvor smittetallene stiger ret kraftigt. Det er tydeligt, at nogle er ved at miste tålmodigheden med dette. I sig selv en fare… desværre ikke kun for dem selv.
