De gode viljers fallit

Jeg er kørestolsbruger grundet muskelsvind, og i nogle sammenhænge er jeg en af dem, der bliver handicappet i det danske samfund. For at få et arbejde, måtte jeg i sin tid starte som selvstændig freelancejournalist, og rummeligheden på arbejdsmarkedet er stadig ikke så stor, som skiftende regeringer ellers bryster sig af. Jeg er tilfreds med, at De Samvirkende Invalideorganisationer nu kræver en lovgivning, der sikrer funktionshæmmede mod diskrimination.

Af Jan Jakobsen

Journalist

Heldigvis skal vi ikke genopfinde den dybe tallerken, når det gælder en lov, der sikrer basale rettigheder. Vi har erfaringer fra kvindernes lange vej til anerkendelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet – og selv om ligestilling ikke er en succeshistorie endnu, så giver den både erfaringer og redskaber, der kan bruges, når funktionshæmmede stiller krav om at være med i samfundet.

Det er en kamp, der skal kæmpes. Indtil nu er retten båret af humanisme, frivillighed, og at “man” gerne vil “give” gode vilkår for funktionshæmmede. Der er mange positive medspillere, men også mangel på synlige resultater. Med en erklæret rettighedskamp vil dansk handicapbevægelse se, at de humanistiske og velmenende støtter skrumper ind. At være den glade giver til nogen, der er taknemmelige, er en grundsten i den danske folkesjæl. Det er en anden snak, når vi stiller krav. Det gælder i forhold til politiske partier, fagbevægelse og ikke mindst til arbejdsgivere.

På sidelinien

Historisk set er funktionshæmmede ikke en del af arbejdsmarkedet. Ingen eksempler uden undtagelser, men mere komplicerede ting end en klumpfod eller en skelen på øjet har været for besværligt at inkludere. En stor gruppe funktionshæmmede er derfor stadig uden for det samfund, vi stiller krav til. Medicinske diagnoser har styret tildelingen af pensioner.

Nogle af os fik pension, da vi fyldte 15 år som et økonomisk hold-kæft-bolche uden refleksion over, om vi kunne blive nyttige samfundsborgere. Det er uværdigt, at et velfærdssamfund betaler sig ud af dette dilemma. Det har ændret sig de sidste 15 år. I dag bliver de personlige ressourcer vurderet, før man får pension.

Det har indflydelse på skole og uddannelse, men ikke nok. Da jeg i slutningen af 60′erne gik i almindelig folkeskole, kunne det kun lade sig gøre med en ekstra indsats fra både mine klassekammerater og lærere. I dag er det svært, bl.a. fordi den fysiske planlægning ikke er fulgt med udviklingen. F.eks. stiller tungere elkørestole nye krav. Der mangler dynamik i planlægningen både på folkeskoleområdet og i vores boligmasse, før tilgængelighed er en seriøs del af ombygninger m.v. Rette bevågenhed på rette tid giver store forbedringer uden væsentlige omkostninger. Materialer fra Det Centrale Handicapråd viser dog, at mangel på uddannelse og inklusion i samfundet stadig er de største problemer.

Alle kan jo ikke være med

Hvem der kan yde i samfundet bliver let en diskussion om, hvor grænsen går. Den bliver afsporet af, at nogle har hørt om én, der ligger i koma, eller noget der ligner. Hvordan kan vedkommende bidrage til et fællesskab, lyder det indlysende spørgsmål, der skal stoppe diskussionen. Efter min mening er det vigtige, at vi til stadighed minimerer den gruppe, der er udenfor. Det gør vi ved at fokusere på, hvad den enkelte kan og skabe forudsætningerne for, at det aktivt bliver brugt. Gruppen er i dag meget større end nødvendigt.

Undersøgelser viser, at mange døve og blinde er uden beskæftigelse og underrepræsenterede i samfundslivet. De tilhører ellers grupper, som med rimelige hjælpemidler vil kunne deltage. Det sker dog ikke.

Vi skal se resultater

Siden midten af 1970′erne er der lovgivet om tilgængelighed. Der har dog manglet konsekvens ved overtrædelse. De gode viljer er igen på spil, og det er stadig vanskeligt at deltage i samfundet for en stor gruppe mennesker, der bliver gjort handicappede. En anden grund er, at da det kun er dem med ukomplicerede funktionsnedsættelser, der har været synlige i det danske samfund, er det her hensynene er taget. Til trods for, at særforsorgen blev udlagt i 1980, har det ikke sat særligt synlige spor i vores planlægning og indretning af samfundet. Vi ekskluderer på livet løs i stedet for at inkludere.

Det gælder ikke alene gennem fysisk tilgængelighed, men også på nye it-områder, som blandt andet blinde får svært ved at bruge, hvis vi ikke retter en massiv opmærksomhed på feltet.

Tid til forandring

Danmark er i gang med en række fundamentale forandringer. Kommunalreformen skal sikre større enheder og en ny arbejdsdeling mellem stat, regioner og kommuner. Sundhedssystemet bliver omlagt, så der kommer enkle redskaber til sundhedsfremme i kommunerne, mens ekspertkrævende behandlinger samles i større enheder. Paradoksalt nok vil regeringen ikke lovgive om, at der skal være tilgængelighed på de sundhedscentre, der er en del af aftalen med kommuner. Angsten for at træde det lokale selvstyre over tæerne og en blind tro på de gode viljer må være årsagen. Det har konsekvenser, der kunne være undgået med en generel lovgivning mod diskrimination af funktionshæmmede. Lovgivning mod diskrimination er regeringen heller ikke medspiller på.

Nye boller på suppen

Der er brug for en lov mod diskrimination af funktionshæmmede i Danmark. Der er brug for konsekvenser, når tilgængelighed ikke opfyldes. Selv med disse redskaber tager det mange år før inkludering bliver en konsekvent tankegang. Det er derfor, at der er brug for mere end de gode viljer, vi har måttet klare os med i mere end 30 år. Det er nu, hvor det danske arbejdsmarked er under voldsom forandring, at denne dagsorden skal sættes. Vi har retning mod et højteknologisk udviklingssamfund, hvor arbejdskraft med funktionsnedsættelser gennem smidighed og nytænkning kan blive indpasset. Vi har en beskæftigelse, der tilsiger, at så mange som muligt skal deltage her og nu. Arbejdsmarkedets behov er den absolutte løftestang for integration.

Det gælder også i forhold til gruppen af indvandrere, som det gjaldt for kvinderne i sidste halvdel af sidste århundrede. Det er på arbejdsmarkedet, vi skal sætte ind.

Fra det virkelige liv

Et enkelt eksempel på manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet var, da jeg selv på et tidspunkt manglede opgaver og derfor uopfordret søgte job som kommunikations-medarbejder i flere ministerier. Svaret var, at man ikke kunne modtage uopfordrede ansøgninger, så jeg blev henvist til deres ordinære stillingsopslag. Det er som regel fuldtidsstillinger og da jeg er i fleksjob, skal jeg arbejde 15 timer om ugen. Denne og lignende sager giver dog ikke anledning til ministerielle refleksioner over, hvordan personer med funktionsnedsættelser kan anvendes. Det er betænkeligt med den generelle mangel på evne til nytænkning og fleksibilitet, som jeg tror, udelukker en hel del fra arbejdsmarkedet. Lur mig, om ikke der er opgaver nok. Stress forekommer statistisk set også i ministerier. Der er også mange spændende projekter i gang. “TV-Glad” og et firma som “Specialisterne”, der beskæftiger autister, er kun to af mange gode eksempler. Det kræver planlægning, omtanke, social tænkning og fleksibilitet at skabe forandringen, men mulighederne er der. Paradoksalt nok stiller vi stadig større boglige krav til mange mennesker, hvor alene det at “hænderne var skruet rigtigt på”, før var det vigtigste. Vi må med indplacering af nogle grupper tilsidesætte de boglige krav for at skabe rum for dem på arbejdsmarkedet. Det kan i øvrigt undre mig, at vi i et samfund, der skaber stress som aldrig før, ikke bruger overskydende ressourcer til at fjerne dette fænomen. Der vil være mange muligheder med rette opmærksomhed og fantasi inden for såvel det offentlige som det private arbejdsmarked. Hvor den sociale ansvarlighed burde stige, synes den i virkeligheden at falde.

Støtten skal hentes udefra

Medspiller for en lov mod diskrimination er den fokus på rettigheder, som er sat på dagsordenen af overnationale organer som FN og EU. Det er en fordel for funktionshæmmede, at der er kommet den bevågenhed, og at dynamoen for fælles redskaber udvikles i disse overnationale samarbejder. Det er ikke nødvendigvis de mest udviklede samfund, der skaber den fornødne dynamik. Hos os er den fundamentale samfundsmæssige værdi innovation og vareproduktion. Vi har bygget samfundet op alene ud fra denne markedsorienterede vækststrategi. Resten er op til de gode viljer. Det er her, den går galt – også i Danmark. En lov mod diskrimination skal sikre mulighederne for deltagelse og inkludering i hele samfundet. Den skal bane vejen for den tolerance og forståelse hos den menige borger, der er forudsætningen for, at integration lykkes.

Tolerancen i dag er ikke stor, men bunder i ukendskab, usikkerhed og en grad af snæversyn, som vores politiske klima underbygger. FNs arbejde har vital betydning for, at der kommer nye øjne på, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser fungerer i et samfund. Det er vigtigt at forstå, at et handicap ikke er noget, man kan knytte til det enkelte menneske, men er et misforhold, der opstår i mødet mellem menneske og samfund. Det er et meget anvendeligt redskab og medvirker til klare og mere synlige mål for fremtiden.

Del af et større fællesskab

En lov mod diskrimination handler ikke kun om, at funktionshæmmede stiller krav til andre. Det stiller krav til os selv og forståelsen af os selv som en formidlende og aktiv partner i en større solidarisk sammenhæng. Ikke kun i forhold til andre handicappede, men i forhold til indvandrere, socialt udstødte og andre grupper, som vi i virkeligheden har meget til fælles med, men ikke i nævneværdig grad har vist det overfor. Det kræver, at vi er i stand til både at se de problemer, de enkelte grupper har, og samtidig bevarer overblikket og bevidstheden om helheden. Især det sidste er svært.

Dybest set er det en kamp for mangfoldighed, og om at vi som funktionshæmmede viser, at vi også kan bidrage til fællesskabet. Forfatteren Kirsten Thorup skrev engang i en af hendes romaner noget i retning af, at hvis man betragtede det danske samfund ude fra universet, ville man undre sig over, at det ikke knækkede over på midten så fyldt med modsætninger, som det er. Denne fundamentale iagttagelse er stadig åbenlys, selv om der lægges mange kræfter i at skjule det. Vi skal manifestere os sammen med alle dem, der er på samme halvdel af banen – for at sikre at Danmark rent faktisk ikke knækker.

Synlighed på banen

Dansk handicappolitik er på vej ud af en blindgyde og direkte ind på banen. Blindgyden var forventelig set i bakspejlet. Der har manglet løftestangen for at skabe en sammenhæng mellem menneske og arbejde, som er så fundamental i vores samfund. Arbejdsløsheden har været høj, fagbevægelsen er på retræte og har tabt terræn som den solidaritetsbevægelse, der binder mennesker sammen. Det er blevet en egoistisk kamp, der kun handler om medlemmernes og deres egne interesser og ikke et overordnet samfundssyn.

Arbejdsgiverne ser på bundlinien og har ikke bekymret sig om at få yderligere arbejdskraft. Samtidig har vi udviklet et socialsystem, der sætter mennesker ind i velbeskrevne rammer. Det bliver til isolerede kasser, hvor det kniber med at samarbejde på tværs og tænke kreativt, så det menneskelige finder vej til centrum. Kun med evnen og viljen til at se os ud af alt dette, kan vi frigøre en drivkraft i fremtiden.

Fokus på det positive

Vi kan altid have betænkeligheder, når en proces sættes i gang. Faldgruberne er åbenlyse. Vores samfund udvikler sig i opsving og nedgang. Derfor er en af erfaringerne af kvindernes kamp på arbejdsmarkedet også, at de i mange år har været en arbejdskraftreserve. De vil ikke være på de yderste pladser mere. Det er indvandrerne og de funktionshæmmede. Det skal vi være opmærksomme på, men gør vi det rigtigt, er truslen ikke så stor. For funktionshæmmede vil det i høj grad dreje sig om indplacering på steder, hvor vi både socialt, fagligt og kompetencemæssigt vil være en ressource, der er brug for. Det er ikke nogen nem proces. Det stiller først og fremmest krav til os, der bliver betragtet som handicappede. Det stiller krav om solidariske bevægelser i det danske samfund. Det stiller krav til os alle om, at vi har en større tolerance over for hinanden. Det stiller krav om et socialt system, der opgiver de små firkanter og evner at samarbejde om at finde hele løsninger med mennesket i centrum. Find dem, dyrk dem. Det er vort våben mod gode viljer og ligegyldighed.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.