Demokratisk tilgængelighed

Der er ikke lige muligheder for alle, når det gælder om at deltage i det danske demokrati, siger politikeren og kørestolsbrugeren Jan Jakobsen i denne kronik. Det er uden for enhver tvivl, at kommunernes og politikernes engagement i opgaven bliver af yderste vigtighed i fremtiden.

Af Jan Jakobsen,

medlem af Ringsted Byråd (SF)

“Det var et historisk øjeblik i går, da den internationale handicapkonvention blev vedtaget i FN. Næste skridt bliver at ratificere konventionen i FN’s 192 medlemslande. Konventionen træder i kraft, når 20 lande har ratificeret den.”

Sådan lød nyheden på Center for Ligebehandling af Handicappedes hjemmeside torsdag den 14. december 2006.

Fem dage senere, den 19. december 2006, gik jeg ind på seks politiske partiers hjemmesider for at se, hvordan den historiske vedtagelse tager sig ud i deres objektiv. Jeg søgte også på søgemaskinen Google med ordet “handicapkonvention” som søgeord. Når ordet handicapkonvention blev brugt på Google, var det med en handicaporganisation som afsender – enten paraplyorganisationen DSI, en af dennes medlemsorganisationer eller et organ involveret i handicappolitik eller forskning som Center for Ligebehandling af Handicappede. Kun i ganske få tilfælde var det en avis, der kort omtalte vedtagelsen af konventionen.

Politisk uopmærksomhed

Hjemmesiderne, jeg besøgte, var Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, SF og Enhedslisten. Alle siderne har en søgefunktion, så man let kan finde et emne. Forudsætningen er, at det pågældende parti har skrevet om emnet. Det var ikke tilfældet, når det gælder handicapkonventionen.

Søgningen på samtlige partiers hjemmesider gav resultatet: Ingen emner fundet. Jeg gentog den samme søgning den 28. januar 2007 med samme resultat – intet.

Handicapkonventionen giver mennesker med handicap samme rettigheder som kvinder, etniske minoriteter, seksuelle, religiøse og politiske grupper: Der må ikke ske en diskrimination. Det er en radikal ændring i forhold til før. Den forventede ratificering af handicapkonventionen vil altså stille krav til samfundet – og ikke mindst kommunerne – om, at mennesker med handicap kan deltage på lige fod med andre.

Gøre noget for – ikke med

Konventionen skal sætte fokus på, at vi indretter samfundet med respekt for, at vi alle skal være deltagere, og at ingen skal være henvist til sidelinien. Dens største betydning er, at den skaber et incitament til at få diskuteret, hvordan rettighederne gennemføres. De politiske partier mangler overvejelser om, hvordan de selv fungerer for at leve op til et demokratisk image, de burde sætte sig for at opfylde. Dette handler i høj grad om at reflektere over, hvordan partierne selv fungerer, hvad konsekvensen af det er, og hvordan vi kommer skævheder til livs.

At de politiske partier overser handicapkonventionen er kun et enkelt udtryk for, hvor lidt personer med handicap fylder i det politiske univers. Det er paradoksalt, for op til ethvert folketingsvalg eller kommunalvalg står partierne i kø for at fortælle om alt det gode, de gerne vil gøre for mennesker med handicap.

Realiteterne er helt anderledes, og inklusion er ikke en aktiv del af partiernes politiske arbejde hverken overordnet nationalt, i regionerne eller i det kommunale regi. Handicaprådene kan få en betydning på det kommunale felt, hvis de formår at medvirke til at skabe den helt nødvendige dialog, der er lagt op til med dette redskab.

Håbet er, at det får indflydelse på de enkelte partiers holdninger til inklusion. Indtil videre kan det dog kun være et håb.

Handicapkonventionen har været diskuteret i adskillige år – også før selve arbejdet blev sat i gang. Ud fra en ideal forestilling om, at politiske partier bør føre politik i forhold til alle livets aspekter, er det rimeligt at mene, at handicapkonventionen burde være en brik i dette puslespil.

Udelukkelse eller deltagelse

At inkludere mennesker med handicap burde være et tema for ethvert demokratisk parti. Med udgangspunkt i generelle undersøgelser af mennesker med handicaps deltagelse i foreningslivet, kan vi se, at der også hos de politiske partier er en underrepræsentation af mennesker med handicap både i medlemsskaren, i demokratisk valgte forsamlinger og i de politiske ledelser. Den hurtige politiker vil vende sagen og sige, at det kun er mennesker med handicap, der kan kæmpe for denne sag. En bekvem indvending, der kun til dels er rigtig. Det bliver til den gamle diskussion om hønen og ægget: Hvad kom først?

Derfor skal man også være forsigtig med at postulere, at hvis blot tilgængeligheden er i orden på alle planer, så vælter det ind med medlemmer til de politiske partier. Det handler naturligvis om at sikre, at de basale forudsætninger for at kunne deltage, er til stede.

Tilbage er politikken, som er noget subjektivt, vi hver især må tage stilling til. For mig eget vedkommende er der partier, der har et så afskyeligt menneskesyn, at selv om jeg kunne, ville jeg aldrig sætte mine hjul hos dem.

Vigtig del af det politiske liv

Hvordan sikrer vi den demokratiske tilgængelighed for mennesker med handicap? Jeg tillader mig uden yderligere argumentation at betragte os som en vigtig del af det politiske liv, fordi vi kan bidrage med synspunkter, der kan bringe usete aspekter af en sag frem, bidrage til udtænke alternative løsninger eller komme med helt banale spørgsmål, som ingen har tænkt på. Tilgængelighed skal forstås i bred forstand.

Demokratisk tilgængelighed handler lige så meget om at kunne fungere i og have plads i det rum. Forskellige former for handicap kræver forskellige hensyn. Det helt åbenlyse – og derfor det mest enkle at løse – er den fysiske tilgængelighed.

Der er lige offentliggjort en undersøgelse fra indenrigsministeriet, der viser, at det ser meget slemt ud med den fysiske tilgængelighed på danske rådhuse, hvor de fleste demokratiske møder afholdes. Dette er en dimension, der i allerhøjeste grad vedrører kommunerne – og kræver initiativer fra denne kant.

Også når partierne holder deres egne interne møder, er der ikke tænkt på tilgængeligheden. Hvis jeg nævner det for medlemmer af politiske partier, så lyder det obligatoriske svar: “Jamen, der har jo aldrig været nogen, der har haft brug for det”. Den næsten lige så sikre kommentar nr. 2 er: “hvis der kommer nogen i kørestol, så bærer vi dem da bare op til mødelokalet” En paradebemærkning, der skal skjule dårlig samvittighed mere end være udtryk for en egentlig refleksion.

Det er ikke gjort med den fysiske tilgængelighed. Forfatteren og samfundsdebattøren Carl Scharnberg har udtrykt det med ordene “Det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig.” Det er netop den fornyelse, der er brug for i de politiske partier: Den direkte involvering frem for, at nogen vil gøre noget for andre. Det bliver sjældent vellykket. Demokratiet har sin egen fødekæde. Den starter med interessen for politik.

Tilgængelighed på det niveau består i, at mulighederne for at orientere sig på for eksempel hjemmesider er til stede, deltage i samfundsdebat osv.

Jeg gør mig ikke til talsmand for kvotering i demokratiet. Kravet må alene være lige muligheder. Lysten til at gribe muligheden er et personligt anliggende. Det samfundsmæssige og politiske ansvar for, at alle kan være med, tilhører fællesskabet, og det er denne side, jeg vil rette opmærksomheden mod.

Det kræver mange aktører på banen. Kommunerne er en af dem, der fremover står med et stort ansvar – om end ressourcerne ofte mangler. Derfor kommer det ofte også til at lyde noget hult, når socialministeren og andre på regeringsplan taler om inklusion og lige muligheder. Alle handlinger bliver sendt direkte videre til kommunerne uden yderligere kommentarer. Demokratisk tilgængelighed handler om lige muligheder for at kunne præge vores samfund. Lad os få tilskuerne med ind i rampelyset og ikke lade os styre af fordomme, der fortæller, hvad hvem kan tage stilling til i det danske samfund. Lad os skabe ligeværd. Hvilke politiske partier tør og er i stand til at tage denne udfordring op – og organisere sig med det som udgangspunkt?

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.