Hvem bliver de næste?

Medlemmer af Dansk Folkeparti er for kort tid siden blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af racismeparagraffen. Deres udtalelser efterlader det indtryk, at der efterhånden er meget vide grænser for, hvad vi kan sige og gøre i Danmark – en udvikling, der fra min stol giver anledning til bekymring, for hvilken gruppe bliver lagt for had næste gang?

Kronik

Af Jan Jakobsen

Man kan vælge at anse det for at være tilfældigheder og intet at have med hinanden at gøre, men jeg kan alligevel ikke lade være med at få den tanke, at der i disse år sker en forråelse i det danske samfund, som er dybt bekymrende.

Inden for de seneste måneder er tre medlemmer af Dansk Folkeparti blevet politianmeldt for at komme med det, jeg vil betegne som grove udfald mod indvandrere i Danmark. Det i sig selv er stærkt bekymrende, men hvis man ser det i lidt videre perspektiv, så bliver det endnu mere bekymrende og skræmmende.

Sager, der er poppet op gennem de sidste år, som f.eks. behandlingen af psykisk handicappede på Strandvænget i Nyborg, forholdene på plejehjemmet Fælledgården og en pædagogs voldelige adfærd over for en elev på et behandlingstilbud, giver anledning til en bredere refleksion over udviklingen i det danske samfund. For mig tegner de sammen med de nye sager et billede af, at vi i disse år oplever en efter min mening uacceptabel forråelse i holdninger og handlinger, som desværre bliver stadig mere almindelig. Det er ikke OK at opføre sig hverken groft racistisk eller behandle mennesker, der er ude af stand til at forsvare sig med verbale argumenter, på en så nedvurderende måde.

Det forekommer mig, at det virker som om netop de hadske holdninger, som Dansk Folkepartis medlemmer gennem efterhånden en del år har givet udtryk for, er med til at sende nogle signaler ud i det danske samfund om, at det er i orden at lægge minoriteter for had. Jeg postulerer dermed ikke, at de mennesker, der er grebet i en urimelig behandling af beboere på Strandvænget eller andre institutioner, kan tages til indtægt for holdninger, der forsvares af eller ligger tæt på Dansk Folkeparti, men alene, at der sendes nogle holdninger og nogle signaler ud i samfundet, der i stresssituationer kan inspirere svage sjæle til at agere på en uhensigtsmæssig måde.

Det er en farlig tendens, der efter min mening kræver, at samfundet kollektivt beslutter, at der skal slås ned på en sådan divergerende adfærd og de mennesker, det handler om, stilles til ansvar for udtalelser og handlinger.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er frustration, der er en væsentlig medvirkende årsag til nogle af de ovennævnte episoder, og som sådan er det også et samfundsmæssigt ansvar at modvirke, at situationerne opstår. Det må dog ikke få karakter af en undskyldning for handlingerne, som den enkelte må og skal stå til ansvar over for.

Der sker en rubricering af mennesker i et samfund, fordi det inden for nogle nærmere definerede grænser kan være hensigtsmæssigt at operere med gruppebegreber frem for at se alle som enkeltindivider. Det kan være grupper som indvandrere, handicappede, psykisk handicappede, kvinder, mænd, ældre, børn osv.

Det kan have en vis fornuft med denne form for gruppeinddeling, så længe, der ikke lægges et værdiladet indhold i det.

Tendensen er imidlertid, at vi bruger grupperne til at udvikle stereotype forestillinger om, hvordan grupper er – alle, der går med tørklæder, bliver pludselig skåret over én kam og det bliver unødvendigt at reflektere over det enkelte menneskes bevæggrunde for at gå med tørklæde, selv om det også kan vær meget forskelligartede grunde til dette. På samme måde bliver kørestolsbrugere, gamle osv. rubriceret i hver en kategori uden smålig skelen til, at der også her er tale om alt andet end homogene grupper.

Stereotype forestillinger fører til fordomme – færdigsyede meninger om, hvordan de enkelte grupper er og agerer; og det kan på sigt føre til, at de bliver underlagt et had og en decideret diskrimination, hvor de negative holdninger til gruppen bliver de dominerende.

Vi oplever samtidig en tid, hvor de positive identifikationsgrupper i samfundet, som der tidligere har været, er i opløsning. Forståelsen af os selv i en kollektiv virkelighed er under opløsning. Vi mangler grupper at identificere os med, som kan være med til at danne et bolværk mod de angreb, som vi som grupper udsættes for, samtidig med at grænserne for hvad man kan tillade sig flyder.

Umiddelbart kan det lyde som en selvmodsigelse, men sagen er jo, at en gruppes selvforståelse netop kun forholder sig til den rubricering, der er positiv og hensigtsmæssig uden at forfalde til fordomme om sig selv.

Medlemmerne kender gruppen og ved, at der er stor forskel på dem, der er med i gruppen. På samme måde er der sikkert også medlemmer af Dansk Folkeparti, der gerne vil være fri for at blive slået i hartkorn med dette partis mest ekstreme medlemmer.

Det er svært at løse dette dilemma, for det er ikke nok at straffe de mennesker, der begår forbrydelser mod andre individer. Desværre tror jeg, at de fremsætter deres holdninger helt bevidst og derfor er totalt uden for pædagogisk rækkevidde. De prøver at få status som frihedskæmpere i det danske samfund og vil kun se en dom som samfundets urimelige stempling af deres heroiske kamp. De skal nok få helgenstatus for deres hellige kamp hos enkelte lige så forhærdede tilhængere af diskrimination i det danske samfund.

Det er derfor ikke denne lille forhærdede gruppe, vi skal koncentrere os om. Deres holdninger må isoleres af et bredt folkeligt flertal, der må finde sammen om at sikre samfundet mod angreb på mange forskellige minoriteter. Derfor er det også nødvendigt, at vi sikrer os, at stress og uhensigtsmæssige vilkår ikke forfører medarbejdere på institutioner til en urimelig adfærd over for de mennesker, de er ansat til at forsvare. Svaret er ikke, som den borgerlige regerings bud ellers altid er, mere kontrol. Det er et udviklingsarbejde, der giver personaler på institutioner osv. nogle redskaber, der forhindrer, at man falder i en grøft, hvor man begynder at opføre sig uhensigtsmæssigt over for beboere etc.

Jeg tilhører selv den minoritetsgruppe, der hedder kørestolsbrugere. Derfor skræmmer den ekstreme tone, der igennem de sidste år er kommet i det danske samfund, mig voldsomt.

Jeg er nervøs både på vegne af de minoriteter, der allerede åbenlyst bliver lagt for had og på vegne af de minoriteter, der i fremtiden kan blive lagt for et mere åbenlyst had. Sporene fra historien skræmmer. I Tyskland startede det med had til jøder, men i al gedulgthed omfattede hadet også både fysisk og psykisk handicappede, som man efter Hitlers magtovertagelse udryddede i stor stil.

Vi må i det danske samfund finde sammen for at isolere disse kræfter og vi må arbejde positivt sammen for at finde en fælles fremtid, hvor vi accepterer hinanden.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *