Reformramt – men ikke forskræmt

økonomisk_incitament

Illustration: Sarah Glerup.

Handikamp er klassekamp. Seks historie om handikappedes vilkår i konkurrencestaten.

Denne samling artikler handler alle om handikap på den ene eller anden måde. Vi – Bjørn Svensson, Sarah Glerup, Peter Mikkelsen og Jan Jakobsen – er fire vidt forskellige mennesker. Men vi har to ting til fælles: Dels vores engagement på den danske venstrefløj omkring Enhedslisten. Dels at vi enten arbejder med eller selv har et handikap.

Jeg kan ikke »betale mig«

En kamp på tværs af grænser

De sociale vilkår, vi lever under, er ikke kun bestemt af den enkelte stat vi bor i. I Europa er vores vilkår bestemt af EU’s krav til de enkelte landes regering.EU’s love om budget sætter skarpe rammer for den sociale vækst i de medlemsstaterne. EU styrer hårdt udgifter på ikke mindst det sociale område i de stater, der er med.

De mange »reformer«, der er regnet ned over os de sidste fire år er et produkt af EU’s regler.

Over alt i Europa er også handikappede et synligt offer for det skred i de vilkår, der gør stadig flere fattige. Det sker ganske enkelt på grund af den internationale krise, kapitalismen er i.

Krisen fører stadig større krav om færre sociale udgifter med sig for, at private erhverv kan blive styrket.Det gør, at handikappede i dag er blevet mere aktive. Enten i grupper kun for handikappede, eller også som en del af et bredere socialt opgør.

I England har man været igennem en meget hård tid. Det gør, at handikappede her har oplevet, at de på vigtige felter har fået mere styrke.

Det er for eksempel i grupper som DPAC – Disabled People Against Cuts. DPAC har været aktiv siden oktober 2010 efter en stor demonstration. De er aktive både på web, på sociale medier og som arrangør af demoer og aktioner.

Gruppen har efter den konservative sejr ved valget oplevet en stadig større tilgang af handikappede, der vil kæmpe mod regeringen.

Hvad-er-du-værd
Illustration: Sarah Glerup.

Del og hersk: Dilemmaet i kommunerne

Siden kommunalreformen er synet på handicappede ændret voldsomt. Budgetterne strammer og alt og alle gøres op i, om udgiften kan betale sig. Helt bogstavligt.

I det lys kommer mennesker med handicap og andre med særlige behov uhjælpeligt til kort. Ingen handicappet vil nogensinde blive en »god forretning« i konkurrencestaten.

Derfor tales der i stigende omfang om gøgeungeeffekt og nassere, når disse menneskers behov behandles af kommunerne.

Udgifterne stiger uden for kontrol og truer den almene velfærd. Denne sang synges i forskellige tonearter i stort set alle kommuner.

Kampen for handicappedes rettigheder har gennem de seneste årtier skaffet en del resultater. Tre bærende principper er blevet knæsat. Principper om solidaritet, ligebehandling og ikke mindst kompensation. De blev bærende for dansk handicappolitik frem mod årtusindskiftet.

Siden er de langsomt, men sikkert udhulet, primært på baggrund af økonomi.

Desværre har økonomitænkningen i høj grad ramt den politiske kamp. Også venstrefløjen er i vidt omfang handlingslammet. Nogle steder stemmes der endog for voldsomme nedskæringer overfor handicappede, så retssikkerheden trues.

Derfor er der behov for at give handikampen nyt liv. Vi må give kampen perspektiv mod markedstænkningen. Der skal anvises nye veje til at opnå nogle vigtige delresultater.

Kampen for igen at få de tre bærende principper tilbage i fuldt omfang er ikke bare en kamp om økonomi.

Ligebehandlingen er nøglen til at forhindre diskrimination og give fælles rettigheder.

Kompensation en forudsætning for livsudfoldelse på lige vilkår. Derfor skal solidariteten i fokus igen. Fordi fællesskabet skal sikre, at alle forpligtes. Også økonomisk.

Kamp for handicappedes ret til uddannelse, egen bolig, arbejde mv. er også klassekamp.

Handikamp er også kamp mellem klasser

Gennem tiden er der blevet set på handikap fra mange vinkler. Det har ikke mindst været på grund de materielle vilkår, vi har levet under.

I tidlige samfund måtte alle arbejde for at overleve. Det gav kun en lille chance for at overleve selv med et mindre fysisk eller mentalt handikap.

Udvikling af værktøj gav en bedre chance for at frigøre sig fra arbejde. Kapitalismen har støttet denne proces for den klasse, der ejer produktionsmidlerne. Kampen mellem klasserne har dog smittet af på de almene vilkår, vi lever under.

De sidste 85 år har givet bedre vilkår, som vi ikke i fremtiden blot må tage for givet. Der er et varigt krav om mere profit til den kapital, der bliver stadig mere global. Det sætter vores vilkår under pres.

Det fører til krav om stadig mindre forbrug på sociale konti i stat og kommuner. Der omfordeles, så de, der ejer produktionsmidlerne skal tjene mere og lønnen presses ned.

Os med handikap får fjernet den sociale pension, får mindre for vores arbejde og flere tvinges ind køen uden arbejde. Der er mere konkurrence om færre jobs, og det sænker lønnen for alle i arbejde.Handikamp bliver en vigtig del af kampen mellem klasser.

Inkluderet eller ekskluderet?

Folkeskolen skal være rummelig. Det skal den, ikke mindst fordi udgifterne til det specialiserede område ifølge politikere og regnedrenge er steget.

Det satte inklusion på dagsordenen gennem endnu en såkaldt reform. Inklusion mener de fleste er godt, for det handler om at rumme hinanden i et fællesskab. Men det er ikke den eneste dagsorden.

Inklusion kræver respekt for den enkelte. Det kræver, at der er det rum og den støtte, der skal til – og alligevel er det ikke sikkert, det er muligt.Inklusion fremstilles oftest som enten inkluderet eller ekskluderet. For nogle grupper af mennesker med handikap er det helt forkert. De kan ikke rumme større grupper – og slet ikke hele tiden.

Når de ikke kan det, kan fællesskabet heller ikke rumme dem. Derfor har vi brug for en meget mere nuanceret forståelse af begrebet inklusion. Den erkendelse er vi ikke nået til endnu i den inklusionssnak, der er i folkeskolen.

Inklusion kræver også tilgængelighed. Ikke kun fysisk tilgængelighed, men f.eks. også demokratisk tilgængelighed og psykisk tilgængelighed. Retten til at være med til at bestemme over eget liv og egne muligheder er derfor centralt.

Nogle gange kræver det socialpædagogisk bistand. Andre gange arme og ben, der kan hjælpe. Nogle gange højteknologiske hjælpemidler. Det er en del af og en forudsætning for inklusionen. En del vi som regel aldrig når til, for vi stopper ved enten inkluderet eller ekskluderet.

Et aspekt, der ofte overses, er, at der i disse år kæmpes om ordenes betydning.

Inklusion defineres som noget positivt, som primært indebærer at man er sammen med sine jævnaldrende kammerater. Det sættes op som modsætning til at blive undervist sammen med andre børn med sammenlignelige vanskeligheder. Det, der normalt kaldes specialundervisning, udnævnes herefter til at være eksklusion.

En del af klassekampen er også at erobre ordene tilbage. Inklusion er ikke at »få lov« til at være sammen med andre. Det er at have ret til, at fællesskabet forpligtes til at give alle lige muligheder for udfoldelse. At den enkelte »får lov« til at være med, hvis hun kan tilpasse sig fællesskabets krav er ikke inklusion, men integration.

Rummelighed eller grummelighed

Den dag solidariteten sagde stop. I et samråd fredag 14. december 2012 om førtidspensions- og fleksjobreformen, sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: »… Så bliver der spurgt til også, om jeg virkelig mener, at det, der sker på fleksjobområdet er solidarisk. Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener til gengæld det er rimeligt! …«

Det blev begyndelsen til en række reformer gennemført af en socialdemokratisk regering. De har alle mere eller mindre ramt mennesker med handicap. Nogle af dem var allerede planlagt af den tidligere borgerlige regering.

Det har også været startskuddet til en kampagne fra partierne til højre. De mener, »det skal kunne betale sig at arbejde«. De sociale ydelser er for høje, og de vil sænke dem.

Køen af folk uden arbejde er gjort længere ved at gøre det svært at få en pension. I dag skal man have et meget svært handicap for at få en pension.

Nogle, der bør have en pension, bliver i årevis holdt på såkaldte midlertidige ydelser. De er ekstra lave. Så regner man med, at de nok skal få et arbejde.

Taberne er bl.a. personer med handicap, hvor en økonomisk gulerod bare ikke virker. Dem, der ikke kan arbejde.

På et marked, hvor produktion handler om profit, får mange med handikap svært ved at klare sig. Rummeligheden er ikke åbenlys og der er brug for særlige tiltag.

Et af dem er socialøkonomiske virksomheder. Det er blot et af mange nødvendigt redskaber for at kunne tænke arbejde på andre måder end de, der er et redskab til profit – og dermed ekskluderende for de mange, der ikke kan betale sig.

Bjørn Svensson, Sarah Glerup, Peter Mikkelsen og Jan Jakobsens artikel bringes også i magasinet Solidaritet 3/2015.

http://modkraft.dk/artikel/reformramt-men-ikke-forskr-mt

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *