Vi fyldte i reformerne – men ikke i valgkampen. Dette er et fatum for mennesker med handikap. Det er også et faktum, at de eneste, der kan ændre på det, er os selv – altså mennesker med handikap. Og hvordan gør vi så lige det?
Du skal tage ud til de mange møder, der er op til valget. Du skal stille nogle af de spørgsmål, som kun vi med handikap kan stille – og bede de enkelte partier om at svare på dem. Det kan typisk være spørgsmål om de reformer, der er indført gennem den sidste regeringsperiode. Fælles for dem er nemlig, at de fleste af reformerne har ramt mennesker med handikap. Det har ikke været hensigten hver gang, selv om det har været konsekvensen. De færreste af politikerne er opmærksom på dette, selv om deres parti har været med til at vedtage det. De færreste “helt almindelige mennesker” ved det heller ikke. Derfor er valgmøder en god lejlighed til at gøre opmærksom på, at reformerne i høj grad vrider vores samfund skævt.
Det er ikke kun regeringen du skal skyde på. Reformerne er indført med støtte fra et stort flertal af folketingets partier. Mange af reformerne har været på vej i lang tid – også før den regering vi har nu, kom til. Der er derfor god grund til at “rette skytset” mod alle partier. At spørge dem ”hvorfor?”
Jeg kan ikke her skrive om alt det du kan spørge om. Du må selv finde dine spørgsmål. Jeg kan kun inspirere dig. Handikaporganisationerne har været kritiske over for reformerne og de øvrige nedskæringer, der har ramt os. Et godt sted at starte er de felter du selv kender fra dit eget liv. Er du med i en handikapforening så hent inspiration på hjemmesiden. Ofte har foreningerne skrevet mange indlæg med god viden og kritik. Det gælder bl.a. den forening, jeg selv er med i – Muskelsvindfonden. For at nævne et par andre er det også også SIND, LEV og Spastikerforeningen. Er det et spørgsmål, der gør på tværs af handikap, så lad dig inspirere af Danske handikaporganisationer, der er det fælles talerør. DH laver mange høringssvar. De har ofte været kritiske. Det kan give mange gode spørgsmål.
Nogle spørgsmål vil mange politikere, der stiller op til folketinget, sige, ikke har noget med dem at gøre – de vil skyde det videre til kommunerne. Men vær opmærksom på, at selv om meget ganske rigtigt overlades til kommunerne, så har staten også et ansvar. Et godt eksempel er den revision af Serviceloven, som socialminister Manu Sareen lagde op til. Den ville give kommunerne bedre mulighed for selv at bestemme serviceniveauet. Den blev heldigvis taget af bordet igen efter kritik fra DH og andre organisationer. Vi ved dog ikke om den kommer op igen efter et valg. Det er der desværre en risiko for.
Vær også opmærksom på EU’s betydning for vores socialpolitik. De offentlige udgifter styres bl.a. gennem EU’s budgetregler.
Til sidst: lad være med at fylde et helt møde med dine spørgsmål. Du skal ikke tage ordet hele tiden. Der kan sidde andre borgere, der også har gode input om andre emner – og det handler ikke om, at andre skal synes, at det er ekstra synd for os. Det handler om at fortælle, at handikap sammen med meget andet også er en del af billedet.
Ud til møderne og vær med! Vær en aktiv del af det fællesskab, vi trods alt har. De fleste mennesker kender ikke livet med handikap. Det er os, der skal være med til at fortælle om det – på godt og ondt og med respekt for helheden. Vi er ikke de eneste, der er sat uden for døren – og vi har meget til fælles med andre, der også drives klapjagt på i disse år.
God “fornøjelse”!



