Mennesker med handicap er også aktive mennesker

MUSHOLM_hovedlogo_m_p6BB676

Mit læserbrev har nu været bragt i Sjællandske (torsdag 24. juli sektion 1, side 8)

Da det er forkortet af redaktionen bringer jeg det herunder i den forkortede udgave.

Den oprindelige udgave finder du nederst på siden.

Mennesker med handicap er også aktive mennesker

DEBAT

KORSØR: En borgergruppe har klaget og forsinket udbygningen af Musholm Bugt Feriecenter (MBF) ved Korsør.

Heldigvis har Muskelsvindfonden nu fået tilladelse af Natur- og Miljøklagenævnet til at fortsætte byggeriet.

Borgergruppen har taget utraditionelle metoder i brug for at skaffe sig såkaldt viden om aktiviteterne på centret. En af gruppens medlemmer, Per Christensen, siger til Sjællandske fredag 18. juli, at han »var nødt til at finde ud af, hvad der foregik på feriecenteret, hvor der kun undtagelsesvis ses handicappede«.

Jeg er hyppig bruger af MBF. Jeg har et meget synligt handicap, og jeg er ofte sammen med mange andre med forskellige former for handicaps. Derfor undrer jeg mig dybt over Per Christensens udtalelse.

Jeg har almindeligvis stor respekt og sympati for mennesker, der kæmper for en sag. Sagen skulle i denne sammenhæng angiveligt være at værdsætte områdets natur og retten til at »have lov til at være her og værne om det, vi holder af« for at bruge Per Christensens egne ord.

Per Christensen giver i artiklen udtryk for, at MBF bryder reglerne, fordi man udlejer til gæster uden et handicap. Nu er det jo hverken beskåret Per Christensen eller andre at se, hvem der er handicappede nok til at komme på centret. Desuden vil der altid være mennesker uden handicap, hvor der er mennesker med handicap. Dels har nogen af os brug for hjælpere. De har af gode grunde som regel ikke et handicap. Dels har vi familie. De fleste pårørende har heldigvis heller ikke et handicap. Jeg ved ikke, om Per Christensen mener, man skal spørge hver enkelt gæst, om de har et handicap? Personligt ville jeg ikke bryde mig om et sådan spørgsmål.

Både når vi ferierer, holder møder og dyrker sport er der mennesker uden handicap med i billedet. Det tror jeg, de fleste ved og er indstillet på at acceptere. At vi har et handicap gør heller ikke, at vi er inaktive. Det er et noget utidssvarende forhold til begrebet handicap, når nogen stadig tror det. MBF har nogle faciliteter, der er nødvendige for, at vi kan udfolde os. Det er de fleste andre mennesker, der kender lidt til handicap og lidt til baggrunden for etableringen af MBF også i stand til at erkende.

Tilbage er dog denne lille gruppe, der sammen med Per Christensen prøver at mistænkeliggøre Muskelsvindfonden og MBF med beskyldninger som nævnte. Der bør være andre i området, der griber ind og stopper denne lille borgergruppes fortsatte chikane. Lad os få det bedste ud af det i fællesskab.

Jan Jakobsen
Aktiv bruger af Musholm,
byrådsmedlem i Ringsted Kommune
& bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfonden
Kristoffersvej 11,
Ringsted

Forkortet af redaktionen

————

Læserbrev sendt til Sjællandske, der fredag den 18. juli bragte en artikel med den borgergruppe, der har hindret udbygningen af Musholm Ferie Sport og Konference.  Jeg er ærligt talt lidt træt af deres påstande.

————

Oprindelig udgave: 

Mennesker med handicap er også aktive mennesker

En borgergruppe har klaget og sinket udbygningsplanerne på Musholm, som er Muskelsvindfondens ferie-, konference- og sportscenter ved Korsør. Heldigvis har Muskelsvindfonden nu fået tilladelse til at fortsætte byggeriet af Natur- og Miljøklagenævnet.

Borgergruppen har taget utraditionelle metoder i brug for at skaffe sig såkaldt viden om aktiviteterne på centret. En af gruppens medlemmer, Per Christensen, siger således til Sjællandske fredag 18. juli at han “…var nødt til at finde ud af, hvad der foregik på feriecenteret, hvor der kun undtagelsesvis ses handicappede…”.

Jeg er hyppig bruger på Musholm. Jeg har et meget synligt handicap og jeg er ofte sammen med mange andre med forskellige former for handicaps på Musholm. Derfor undrer jeg mig dybt over Per Christensens udtalelse. Nu kan jeg jo ikke vide, hvad der skal til, for at Per Christensen mener at man har et handicap, der er tilstrækkeligt stort eller tilstrækkeligt synligt til at man ifølge Per Christensen må have lov til at færdes på Musholm.

Jeg har almindeligvis stor respekt og sympati for mennesker, der kæmper for en sag. Sagen skulle i denne sammenhæng angiveligt være at værdsætte områdets natur og retten til at “have lov til at være her og værne om det, vi holder af” for at bruge Per Christensens egne ord.

Per Christensen giver i artiklen udtryk for at Musholm Bugt Feriecenter bryder reglerne, fordi man udlejer til gæster uden et handicap. Nu er det jo hverken beskåret Per Christensen eller andre at se, hvem der er handicappede nok til at komme på centret eller ej. Desuden vil der altid være mennesker uden handicap, hvor der er mennesker med handicap. Dels har nogen af os brug for hjælpere. De har af gode grunde som regel ikke et handicap. Dels har vi familie. De fleste pårørende har heldigvis heller ikke et handicap. Jeg ved ikke, om Per Christensen mener, man skal spørge hver enkelt gæst, om de nu har et handicap? Personligt ville jeg ikke bryde mig om et sådant spørgsmål.

Både når vi ferierer, holder møder og dyrker sport er der mennesker uden handicap med i billedet. Det tror jeg de fleste ved og er indstillet på at acceptere. At vi har et handicap gør heller ikke, at vi er inaktive. Det er et noget utidssvarende forhold til begrebet handicap, når nogen stadig tror det. Men Musholm har nogle faciliteter, der er nødvendige for at vi kan udfolde os. Det er de fleste andre mennesker, der kender lidt til handicap og lidt til baggrunden for etableringen af Musholm, også i stand til at erkende.

Men tilbage er dog denne lille gruppe, der sammen med Per Christensen prøver at mistænkeliggøre Muskelsvindfonden og centret med beskyldninger som nævnte. Det er ufint og fortæller mig noget, der gør mig ganske bekymret: at nogle få borgere i kommunen er parat til at gøre hvad som helst for fortsat at genere centret.

Der bør være andre i området, der griber ind og stopper denne lille borgergruppes fortsatte chikaner. De, der er naboer i området, vil jo gerne det gode naboskab. Her er heldigvis den forståelse og respekt for hinanden, som vi, der er brugere af Musholm Ferie, Konference & Sport, også er indstillet på. Lad os få det bedste ud af det i fællesskab.

Med venlig hilsen
Jan Jakobsen
Handicappet og
Aktiv bruger af Musholm
Byrådsmedlem i Ringsted Kommune
Bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfonden

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.