Paradoksernes tid – en refleksion

Den tid vi lever i lige nu har unægteligt sin egen “charme” og sine egne udfordringer, men charme og udfordringer trækker ikke nødvendigvis i samme retning. Ny teknologi betyder ikke automatisk ny rummelighed.

Vi, der lever med et handicap, oplever, at der aldrig har været så mange muligheder og så hastig en teknologisk udvikling, som vi kan drage nytte af i hverdagen. Vi oplever også, at en del apps for eksempel kan være en virkelig god støtte i hverdagen indenfor mange forskellige grupper af handicap. På en del områder endda uden at det er særligt omkostningskrævende. Der er aldrig før i historien blevet udviklet så mange små applikationer, som kan være med til at lette en ellers besværlig hverdag. En grund til at nogle programmer er blevet meget billige, skyldes, at de egentlig er udviklet af med henblik på at kunne bruges af mange og ikke kun en lille gruppe mennesker med handicap. Groft sagt kan man sige, at mange af programmerne, eller det isenkram, vi får glæde af, er udviklet til mennesker, der for eksempel ønsker at speedskrive beskeder på deres tablet eller telefon eller blive lettet i hverdagen, når det gælder om at få vist vejen. Det giver et helt andet salgspotentiale end hvis man udvikler et specifikt program, der får karakter af et hjælpemiddel.

Med ganske få eller ofte ingen tillempning er det nu muligt at benytte både apps og udstyr i forbindelse med et handicap, som det ikke tidligere har været muligt uden at det kostede en formue. Uden at dvæle for meget ved konkrete eksempler vil jeg alligevel komme med to, som jeg selv har erfaring med.

Det ene eksempel er den måde jeg skriver på. Dette blogindlæg er skrevet med en mus. Min tablet kan styres med musen. Jeg kan skrive ved at bevæge musen hen over et virtuelt tastatur og klikke på bogstaverne. Besværligt? Ja, men hvis alternativet er slet ikke at kunne skrive, så er det langt at foretrække. Denne løsning bliver nu udbygget med, at jeg fremover kan styre en del af mine enheder (computer, tablet, telefon) med joystick’et på min kørestol.

Det andet eksempel er, at jeg for nylig igen blev i stand til at fotografere. Det har været umuligt i en lang årrække ganske simpelt fordi jeg blev ude af stand til at løfte et kamera. Igen er det min tablet, der er med til at lette hverdagen. Min tablet kobles med en fotolinse via trådløs kommunikation. Linsen kan holdes af min hjælper eller sidde på min kørestol. Jeg ser og styrer selv billedet via tabletten med zoom, blænde, fokus osv. Også dette kan styres med joystick’et på min kørestol.

Begge eksempler er udtryk for en udvikling, der frigiver nye muligheder for at udtrykke sig både skriftligt og i billeder. For nogle af os bliver det et spørgsmål om at kompensere for et funktionstab. For andre bliver det åbningen af et helt nyt univers. Mange med kommunikationsproblemer vil kunne få glæde af disse nye muligheder, hvis der er tilstrækkeligt fokus på at tilføre disse muligheder i den pædagogiske indsats med børn og unge – ikke mindst billedløsninger kan rumme en lang række muligheder for at kunne udtrykke sig.

Spørgsmålet er så, om denne udvikling er med til at sætte nogle nye perspektiver i 1) mulighederne for at fastholde mennesker, der får en funktionsnedsættelse i en samfundsmæssig position 2) at bringe mennesker, der har en eksempelvis medfødt eller tidligt opstået funktionsnedsættelse tættere på samfundsmæssig deltagelse. Umiddelbart skulle man tro, at selve det, at der kommer flere, bedre og billigere teknologiske løsninger, der kan lette hverdagen for mennesker med handicap, vil fremme vores muligheder for fortsat deltagelse i eller indlemmelse i både samfundsliv og for nogle også produktion.

Teknologien isoleret set taler naturligvis for. Men en del kræfter taler desværre også imod. Rummeligheden bliver ikke større. Der er konstante krav om effektivisering og det er årsag til stadig flere skubbes ud – altså en modsatrettet bevægelse, der peger væk fra rummeligheden. En arbejdsgiver ønsker sig ikke en journalist, der skriver langsommere end alle andre, men tværtimod én, der skriver hurtigere. Målestokken er ikke nødvendigvis kvalitet, men kvantitet. Set i det perspektiv bliver det alt andet lige sværere at konkurrere, hvis man har en funktionsnedsættelse.

At ønske sig, at man lægger en anden målestok end produktivitet til grund for værdisættelsen af mennesker, er nok for meget forlangt med det markedsstyrede samfund, som dominerer i øjeblikket. Men det kræver helt andre boller på suppen, hvis disse mekanismer ikke skal blive totalt styrende. Der er i Danmark gennemført en række “reformer”, der skal sikre en større arbejdskraftreserve. Det er imidlertid ikke blevet fulgt op af initiativer, der reelt sikrer, at de, man ønsker at få væk fra den såkaldte “passive forsørgelse” og i stedet gøre det muligt at få fodfæste på dette arbejdsmarked. Det synes åbenlyst, at skal der være blot lidt mening med galskaben (reformerne), så må de følges op med initiativer, der skaber mulighederne for reel beskæftigelse.

Det nytter ikke, at teknologien giver stadig flere og gode muligheder, når de reelt ikke bliver fulgt op af initiativer, der kan understøtte udviklingen af rummeligheden på arbejdsmarkedet. Det er desværre nok den mangel på udvikling, som vil blive ganske tydelig i de kommende år – og det er sandelig noget af et paradoks.