Job-Blog 33: Hvad man dog kan slippe afsted med som minister

Egentlig skulle man tro, at en minister var forpligtet til at rette sig efter de grundlæggende principper, som er gældende i Danmark. Det er dog ikke tilfældet, for så var det ikke lykkedes beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at komme igennem med den lovgivning, som blev færdigbehandlet for lidt over 14 måneder siden i Folketingssalen. Det var den 14. december i det fruens år 2012. Beskæftigelsesministeren fremlagde og fik vedtaget det, som blev solgt under titlen førtidspensions- og fleksjob-“reformen”, men reelt var en storstilet spareøvelse i første omgang rettet mod begrænsede grupper i samfundet – fleksjobberne og førtidspensionisterne.

Man kan med god grund spørge, hvorfor vi skal blive hængende i den “gamle” historie. Bitterhed hjælper ikke. Og det er ganske rigtigt. Der er blot den lille krølle på historien, at de negative konsekvenser af “reformerne” først nu for alvor er begyndt at vise sig. De giver sig til kende i bl.a.
– “Handicapkonventionen stiller krav om, at arbejdsmarkedet gøres inkluderende for personer med handicap. Men i Danmark er kun omkring 50 % af personer med handicap i beskæftigelse, hvorimod næsten 80 % af personer uden handicap er i beskæftigelse. Ser man på personer med handicap og nedsat arbejdsevne, er andelen i beskæftigelse helt nede på 25 %. Til sammenligning er omkring 50 % af alle personer med handicap og nedsat arbejdsevne i beskæftigelse i Sverige. Kvinder med handicap har endvidere en lavere beskæftigelsesrate end mænd med handicap.” (Citeret fra “De 10 største udfordringer – Hvad mener IMR er de største udfordringer for at DK lever op til Handicapkonventionen?“, udfordring 8).
– “Komiteen for Konventionen om økonomiske-, sociale og kulturelle rettigheder har påtalt underbeskæftigelsen for personer med handicap, uden at regeringen har taget initiativer i den anledning.” (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap”  p 54).
– Vi er ikke blevet et hak bedre til at få handicappede i job i over 50 år. Siden 1961 er andelen af handicappede med job ikke blevet større. Sådan lyder det i nyhedsmedier i disse dage. (Kilder: dr.dk, 11. februar 2014: Beskæftigelsen blandt handicappede har ikke rykket sig siden 1961. – Avisen.dk, 12. februar 2014: Ikke flere job til handicappede i over 50 år).
– Ifølge Danmarks Statistik er der mellem 3. kvartal 2012 og 3. kvartal 2013 sket en nettotilgang på 1.795 fleksjobbere. I forhold til den indsats, der er ydet blandt andet gennem ansættelse af mindst 2 fleksjobambassadører i hver kommune, og gennem bonusordningen på 25.000 til arbejdsgivere, der ansætter personer med handicap i såkaldte minifleksjob under 10 timer, kan det ikke kaldes nogen imponerende indsats. (Kilde: Danmarks Statistik, 19. december 2013).
–  Stigningen i antallet af fleksjob skal holdes op imod, at i samme periode mellem 3. kvartal 2012 og 3. kvartal 2013, hvor der er skaffet 1.795 fleksjob mere, er der sket et fald i antallet af førtidspensionister på 5.556 personer – det er reelt mere end tre gange så mange end tilgangen af fleksjob! På dette punkt må “reformen” siges at have været effektiv (Kilde: Danmarks Statistik, 19. december 2013).
– Antallet på ledighedsydelse er i perioden mellem 3. kvartal 2012 og 3. kvartal 2013 steget med 339 personer. Selv om antallet af førtidspensioner var faldende allerede i 2011 og 2012 er der et markant fald fra 3. kvartal 2012 til 3. kvartal 2013, som ikke er opslugt af stigningen i fleksjobansatte (Kilde: Danmarks Statistik, 19. december 2013). Det giver god grund til at spørge, hvor disse mennesker er forsvundet hen?
– Kigger man lidt ekstra ned i tallene ses det “tilfældigvis” at antallet af ledige kontanthjælpsmodtagere mellem 3. kvartal 2012 og 3. kvartal 2013 er steget med 11.392. Ingen hokus pokus – kun is i maven hos magthaverne! Mennesker, der reelt ville komme på førtidspension før, er overvejende sandsynligt landet på kontanthjælp, hvilket svarer ganske nøje til de skildringer vi finder fra brugerne hos bl.a LAFS (Landsforeningen af fleks- og skånejobbere). (Kilde: Danmarks Statistik, 19. december 2013)
– Som sidste skud på stammen kan virksomheder ikke længere søge om fleksjobbonus. Der er indført et midlertidigt stop for ansøgninger, indtil en justeret ordning er faldet på plads. (Kilde: “Fleksjobbonus: Midlertidigt stop for ansøgninger”, artikel på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, 24. januar 2014).

Konkluderende kan man sige, at til trods for de initiativer, regeringen iværksatte for at understøtte førtidspensions- og fleksjob-“reformen”, er der ikke sket den udvikling i fleksjob, som ikke mindst beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med ansigt i rigtige folder bedyrede ville være konsekvensen. Virkemidlerne har indtil videre været både rimeligt fantasiløse og temmelig ineffektive.

Hårdhændede midler for at parkere mennesker, der reelt burde have tilkendt førtidspension, på en midlertidig ydelse som kontanthjælp har samtidig været effektive. Både beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og diverse socialministre har argumenteret for, at kontanthjælpen skal være en lav ydelse netop med argumentet, at det er en midlertidig ydelse. Målet er at tvinge mennesker med nedsat funktionsevne til at leve af et deltidsjob. Et synspunkt som Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen allerede i sin bog “Taberfabrikken” redegjorde meget tydeligt for:  “…Har man i dag en fysisk eller en mental skavank, der gør, at man kun kan arbejde halvt så effektivt eller halvt så lang tid som den gennemsnitlige lønmodtager, så er ens arbejdskraft stadig værdifuld nok til, at den kan oppebære en realløn, der ligger 50 procent over niveau et for den gennemsnitlige, fuldtidsarbejdende lønmodtager i 1955. Vi lever altså i en tid, hvor kun de allersvageste burde have behov for økonomisk understøttelse fra det omgivende samfund for at kunne opretholde en acceptabel levestandard. Alle andre burde kunne sikre sig selv tag over hovedet, smør på brødet og sågar en årlig ferierejse – uden at skulle sove i telt – ved blot at yde en indsats med de evner, som de nu engang er i besiddelse af…” (Kilde: Ole Birk Olesen: Taberfabrikken, People’s Press, København 2011, p 13). Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forstår muligvis at belægge sine ord lidt mere diplomatisk, men udtrykte hun sig lidt mere ligefremt, er meningen – gerningerne – såmænd de samme.

Tilbage til den 14. december 2012. Alle åd “reformerne” råt. Den årvågne danske presse var enten gået på juleferie eller sad med den trendy Iphones kalkulator for at regne på, hvad en sådan spareøvelse dog kunne give i skattelettelser til et betrængt folkefærd af beredvillige mikrofonholdere, der kun har en gennemsnitlig månedsløn på sølle 40.000. Retfærdigvis skal indskydes, at ingen almindelige dødelige ved, hvor hårdt det er at holde mikrofon for en minister, der som en tikkende bombe kan gå i selvsving over egen fortræffelighed. Blot for at alle rent parantetisk skal være klar over, hvor vi finder de virkelige stakler, som vi bør solidarisere os med… journalisterne.

Umiddelbart efter vedtagelsen af “reformerne” var beskæftigelsesministeren kaldt i samråd på foranledning af Enhedslisten. I samrådet gjorde beskæftigelsesministeren det fuldstændig klart og tydeligt: ‘’…Så bliver der spurgt til også, om jeg virkelig mener, at det, der sker på fleksjobområdet er solidarisk. Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener til gengæld det er rimeligt!…’. Og rimeligheden virkede troværdig. Den almindelige befolkning var ligeglad. Det var jo ikke noget der ramte dem – og ministeren lød jo vanligt troværdig. Heller ikke fagbevægelsen havde nogen væsentlige indvendinger. Det var også her en udbredt opfattelse, at det var rimeligt nok – ellers havde en samlet, ansvarsbevidst fagbevægelse vel reageret på, at man med et snuptag ændrede ganske væsentligt på indtægtsmulighederne for fleksjobberne. Ikke engang det faktum, at fleksjobberne med de indtægtsbegrænsninger, der blev lagt med fleksjob-“reformen”, kom til at virke som løntrykkere på et i forvejen trængt arbejdsmarked, var fagbevægelsen i stand til at forholde sig til. Det burde ellers være en vigtig del af en fagbevægelses virke.

Håndteringen af sagen er en ganske klar tilsidesættelse af de grundlæggende principper, der gør sig gældende i dansk handicappolitik og som gennem årtier, og såmænd også aktuelt, er det, der bygges på.

I en pjece udgivet af Socialstyrelsen til forældre med handicappede børn i 2013 (altså efter vedtagelsen af “reformerne”) kan man læse:

“…Dansk handicappolitik bygger på nogle få, men centrale principper:

Kompensationsprincippet betyder, at mennesker med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne heraf.

Solidaritetsprincippet betyder, at alle har et ansvar for andre – hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at mange ydelser er finansieret gennem skattebetaling.

Ligebehandlingsprincippet betyder, at enhver skal sikres lige muligheder for at udvikle og nyttiggøre sine potentialer og udvikle færdigheder i overensstemmelse med sine evner.

Sektoransvarlighedsprincippet betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller andet, er ansvarlig for, at den pågældende tjeneste eller ydelse er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne…” (Citeret fra “Forældre til et barn med fysisk eller psykisk handicap – Guide til hjælp og støtte” (elektronisk udgave) Udgiver: Socialstyrelsen, 2013, p 11).

Principperne gentages iøvrigt også på hjemmesiden for det nye “Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold“.

I Danmarks første rapport til FN’s handicapkomité er alle 4 principper ligeledes gentaget. Det hedder her: “Konventionens principper i artikel 3 er i overensstemmelse med de generelle principper i dansk handicappolitik, som bygger på FN’s standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap og omfatter principper om kompensation, sektoransvarlighed, solidaritet og ligebehandling.” (Citeret fra “FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap – Danmarks første rapport til FN’s handicapkomité om foranstaltninger, der er truffet med henblik på at efterleve opfyldelsen af FN- konventionen af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap” p 5). Lidt som et kuriosum nævnes solidaritet i modsætning til de øvrige principper kun én gang i den del af rapporten, der vedrører Danmark – og uden definition.

For at forstå Solidaritetsprincippet, som beskæftigelsesministeren tilsidesatte ved vedtagelsen af reformerne, så er det værd at gå tilbage til den pjece, “Dansk handicappolitiks grundprincipper”, der blev udgivet i 2006 af Det Centrale Handicapråd. Her hedder det, at “…udlægningen af særforsorgen blev ikke bare en administrativ reform. Den blev samtidig starten på en omfattende indholdsreform, der, med særforsorgen som modbillede, lagde grunden til et nyt handicapbegreb og skabte de fundamentale principper, som handicappolitikken bygger på den dag i dag.” Samtidig slås det fast, at solidaritetsprincippet “….udgør i denne sammenhæng en undtagelse, fordi det ikke er skabt i særforsorgens modbillede. Solidaritetsprincippet er derimod et produkt af den omfordelingspolitik, som velfærdsstaten bygger på. Solidaritetsprincippet indebærer, at ydelser til mennesker med en funktionsnedsættelse er gratis for den enkelte, fordi de finansieres solidarisk via skatterne.” (citater fra pjecen”Dansk handicappolitiks grundprincipper” p 7-8).

Baggrunden for at betragte solidaritetsprincippet som en del af de handicappolitiske principper ligger i, “…at solidaritetsprincippet er med til at fastholde kompensationsprincippet som en ren ligebehandlingsforanstaltning – ikke en trangsbestemt foranstaltning. Hvad enten du er rig eller fattig, har du behov for kompensation for at få et lige udgangspunkt…” (citat fra pjecen”Dansk handicappolitiks grundprincipper” p 21).

Skal man se på, hvorfor der opstår den mulighed, at man som minister kan slippe afsted med at tilsidesætte væsentlige principper i det, der hidtil har været grundlæggende i dansk handicappolitik, så er en væsentlig forklaring ganske tydeligt givet i den såkaldte Civilsamfundsrapport, som er givet fra Danske Handicaporganisationer til FN i januar 2014. I indledningen hedder det: “…Der er to omdrejningspunkter for vores generelle kritik af den danske regering.
Det ene er, at der ingen samlet plan med tidsfæstede og målbare mål er for handicappolitikken og implementeringen af den. Regeringen giver ganske vist udtryk for, at vi har en samlet handicappolitisk plan, men den er fragmenteret og Social-, Børne- og Integrationsministeriet, der er koordinerende på handicapområdet, inviterer andre ministerier til at bidrage, men Social-, Børne- og Integrationsministeriet formår ikke at sætte sig igennem og sikre, at de bidrager. Desuden sikres sammenhængen mellem bidragene ikke, og derfor bliver der en fragmentering i indsatsen, som borgere med handicap oplever som kassetænkning, mangel på sammenhæng, mangel på kvalitet og ventetid. På den måde kommer indsatsen reelt aldrig så tæt på målet: At ligestille personer med handicap med andre, som det var muligt, hvis indsatserne var tænkt og gennemført i sammenhæng og indbyrdes overensstemmelse.
Det andet er, at det danske samfund er karakteriseret ved en svag håndhævelse af lovimplementering i forhold til institutioner og myndigheder. Danmark er en stat, hvor hovedparten af den konkrete myndighedsudøvelse er decentraliseret til kommune-niveau. Kommune-niveauet er tildelt et udstrakt selvstyre, og der er meget ringe politisk vilje på nationalt niveau til at gribe ind i dette selvstyre. Hvorfor bl.a. praksis i kommunerne i alt for mange tilfælde ikke følger lovens bogstav og til tider er langt fra lovens ånd. Dette placerer mange borgere med handicap i en meget sårbar retssikkerhedsmæssig situation. Gentagne opfordringer til skiftende regeringer om at få orden på denne problematik, har ikke båret frugt…” (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap” p 5).

Synspunktet vedrørende den potentielle konflikt mellem statens ret til at blande sig og det udstrakte kommunale selvstyre, vi har, gør Institut for Menneskerettigheder allerede gældende i et notat til den afrapportering, som regeringen skulle afgive 2 år efter ratificeringen af Handicapkonventionen. Rapporten blev udarbejdet og afleveret i 2011 – i Lars Løkke Rasmussens regeringstid. Institut for Menneskerettigheder skrev i sit notat: “…Spørgsmålet er imidlertid, om der i praksis er tilstrækkelig opmærksomhed omkring især de kommunale myndigheders forpligtelse til at overholde konventionen, når de træffer konkrete afgørelser om f.eks. tildeling af sociale ydelser eller om organiseringen af folkeskolen. Det har været et gennemgående tema i instituttets rundbordsmøder med handicaporganisationerne i foråret 2011, at kommunernes pressede økonomiske situation har ført til, at enkeltpersoners rettigheder bliver fortolket indskrænkende og i nogle tilfælde endda bliver tilsidesat. Således var det efter instituttets opfattelse udtryk for en accept af denne tendens, da regeringen i aftalen for KL’s økonomi for 2012 indsatte en hensigtserklæring om, at Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning skulle begrænses i sine muligheder for at omgøre kommunernes beslutninger om specialundervisning og medtage økonomiske hensyn i tilbudsvurderingen. Efter instituttets opfattelse er der tværtimod behov for, at lovgivere og regering styrker individuelle rettigheder og sætter øget fokus på kommunernes forpligtelser til at efterleve Handicapkonventionen…” (Kilde: Notat vedrørende Danmarks Første Statsrapport til FN’s Handicapkomité, Institut for Menneskerettigheder, 13. oktober 2011). Citatet er medtaget for at vise, at der ikke kan siges at være tale om en enkelt minister, der “opfører sig særligt ondt”, men om en mere generel adfærd over for mennesker med handicap, som både har afsæt i stat og kommuner og i de aftaler, der udarbejdes mellem disse.

Kigger man videre i Civilsamfundsrapporten har den på arbejdsmarkedsområdet en række kritikpunkter af den nuværende regering. Bl.a. vedrørende et åbent og inkluderende arbejdsmarked, hvor kritikken lyder: “…Regeringen iværksatte en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap for perioden 2009-2012.
Strategien for perioden er ikke blevet effektevalueret. Der er gennemført forskellige projekter og initiativer. Der er brug for at samle denne viden med henblik på mere effektivt at kunne sætte den i spil og sikre implementering af virksomme metoder for at øge beskæftigelsen for personer med handicap. Desværre er der sket et større fald i beskæftigelsen for personer med handicap end generelt efter krisen i 2008…  (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap” p 53-54) og videre: “…Komiteen for Konventionen om økonomiske-, sociale og kulturelle rettigheder har påtalt underbeskæftigelsen for personer med handicap, uden at regeringen har taget initiativer i den anledning…” (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap” p 54)

Kritikken fortsætter: “…Det er både bureaukratisk og besværligt at få adgang til hjælpemidler og særlig indretning af arbejdspladser, hvorfor der skal tænkes i nye løsninger, så borgeren og virksomheden i fællesskab kan løse flere opgaver selv. Beskæftigelsesindsatsen tager ikke højde for forskelle som køn og handicap. Jobcentrene spiller en central rolle i beskæftigelsesindsatsen som bl.a. jobformidlere. Generelt mangler jobcentrene viden om handicap og beskæftigelse, og jobindsatsen i forhold til personer med handicap bliver ikke prioriteret. Tendensen er parallelle beskæftigelsessystemer i form af beskyttet beskæftigelse og/eller socialøkonomiske virksomheder. Erfaringen viser, at med handicaporganisationernes medvirken kan personer med handicap blive inkluderet på arbejdsmarkedet, og personer, der i dag er visiteret til beskyttet beskæftigelse, kan opnå beskæftigelse på ordinære virksomheder. Flytningen af de socialøkonomiske virksomheder til Social-, Børne- og Integrationsministeriet kan forstærke tendensen med parallelle beskæftigelsessystemer…”  (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap”  p 55).

Når det gælder at fremme beskæftigelsesmuligheder og tilgængelighed, fortsætter kritikken: “…Mange arbejdspladser, herunder i det offentlige, er ikke fysisk tilgængelige. Desuden mangler der overvejelser over, hvordan man kan skabe et åbent og inkluderende arbejdsmarked. Der er behov for nytænkning af rimelig tilpasning og for at arbejde med holdninger. Der skal tænkes i nye løsninger, fx i forhold til anvendelse af positive incitamentsstrukturer, der kan fremme virksomhedernes motivation for at ansætte personer med handicap. Der er mange fordomme blandt kollegaer og virksomheder om det at arbejde sammen med personer med handicap…” (Citeret fra “Civilsamfundsrapport til den danske regerings første periodiske rapport til FN’s Komité for rettigheder for personer med handicap” p 56).

Manglen på sammenhæng i 1) grundprincipperne i dansk handicappolitik og tilsidesættelsen af solidaritetsprincippet, 2) implementeringen af handicapkonventionen og 3) reelle handlinger i arbejdsmarkedsindsatsen skyldes jo ikke en enkelt forvirret, højtråbende og insisterende minister. Det giver slet ikke nogen mening. Der er et element – en slags “Missing Link”, som mangler. Et element nr. 4), der kan strukturere kaos og få det hele til at give mening. Findes det? Ja, det gør “det” – og “det” forklarer om ikke alt, så størstedelen af, hvad der sker.

Regeringen indgik i marts 2012 (dengang bestod regeringen af Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre – SF siden siden forladt festudvalget) en aftale med Venstre og Det Konservative Folkeparti om vedtagelse af en budgetlov, der indeholder regler om et nyt udgiftsstyringssystem for den offentlige sektor. Budgetloven skal understøtte, at de offentlige udgifter udvikler sig i overensstemmelse med målsætningerne og prioriteringerne i en ny 2020-plan, herunder finanspagtens krav til de offentlige finanser. Finanspagten er lig med EU’s 27 medlemslande minus 2, der valgte at stå udenfor (Storbritannien og Tjekkiet). Budgetloven betyder indførelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. Budgetloven skal understøtte, at budgetter og aftaler, der gælder for udgifterne i stat, kommuner og regioner, bliver overholdt. Udgiftslofterne vedtages af Folketinget og gælder for en løbende 4-årig periode. For at sikre at udgiftslofterne overholdes, ivæksættes der økonomiske sanktioner. Det er altså Finanspagten, der er en af de skurke, der styrer blandt meget andet dansk handicappolitik.

Egentlig skulle man tro, at en minister var forpligtet til at rette sig efter de grundlæggende principper, der gælder i Danmark. Det er hun også, men større hensyn kan jo altid påvirke evnen til at stå støt ved roret og holde kursen. Kursen er gledet af sporet eller bukket under for det pres det kræver at være minister. Vi har at gøre med et menneske, der ganske sikkert er god ved hunde og andre mennesker, når der ikke er andre forhold, der styrer situationen. Og som journalisten, der glad og fro holder mikrofonen for selv vanskelige ministre, så holder ministeren den i hverdagen usynlige pagt, der forklarer, hvorfor det er så nødvendigt at bryde med vigtige principper: markedsgørelse og sociale indskrænkninger er set i det store perspektiv en nødvendighed for, at markedet, kapitalismens indre væsen, ikke bryder sammen – og så kommer det “udefra” til at se ud, som om det hele blot er tilfældigheder, dårlig timing og elendig politik. Det er det desværre ikke. Det er hårde og kyniske kræfter, der står bag.

Man skal naturligvis også have fat i mange andre elementer. Dette er kun en ganske lille del – taget ud af en langt større sammenhæng. Hverken fra den ene eller den anden regering kan vi vente handlinger, der understøtter vores mål. Det gør vi kun gennem maksimalt pres mod både den siddende regering og den regering, der følger efter. Den næste regering kan næppe blive andet end dybt borgerlig, fordi handlinger og retorik i dag alene går på at sikre den arbejdskraftreserve, som man fra magthavernes side udmærket godt ved ikke skal i spil med støtte, men alene holde på lavest mulige eksistensniveau. Det er førtidspensions- og fleksjob-“reformen” ikke ene om. Den er siden fulgt op af andre, mindst lige så usolidariske og usympatiske “reformer”, der trækker i samme retning: dagpenge-“reformen”, uddannelses-“reformen”, kontanthjælps-“reformen”, sygedagpenge-“reformen”… synderegistret er langt. Alt for langt.

Første skridt hen imod handling er erkendelsen… og med den er det ikke umuligt at handle. Men vi skal have fat i solidariteten og “relancere” den for at sparke ministerens rimelighed ad helvede til. Den er og bliver nemlig kun fornuftig set i sammenhæng med en helt anden fortælling: fortællingen om markedets internationale knægtelse af mennesket – en fortælling, der aldrig må sejre.