Mette Frederiksen: “…Det er en forkert måde at bruge sproget på!…”

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen giver med stærk intonation og bank i bordet udtryk for sin harme, mens hun siger ordene ‘…Jeg synes, det er en forkert måde at bruge sproget på…’ i et Åbent Samråd i Beskæftigelsesudvalget fredag den 14. december.

Grunden? Christian Juhl (Enhedslisten) har bedt ministeren kommentere artiklen bragt i Avisen.dk samme dags morgen under overskriften ‘Mette F. til handicappede: 16.600 kr er nok’. Med baggrund i et meget kritisk svar på høring om førtidspensions- og fleksjobreform har journalisten bedt Muskelsvindfondens formand Evald Krog om en kommentar.

Evald Krog siger bl.a. “I ministerens øjne er vi åbenbart kun andenrangsmennesker,” og uddyber det med at “Alene det, at man har et handicap gør, at man kun kan tjene 200.000 kroner. Det er urimeligt, det er forskelsbehandling”.

Det får ministeren op i det røde felt og meget pædagogisk tromme hver enkelt stavelse i bordet, mens hun særligt højt og tydeligt siger ordene ‘…Jeg synes, det er en forkert måde at bruge sproget på…’

Ministeren undlader naturligvis ikke at uddybe sin holdning. Det foregår aldrig med få ord, så tilgiv det noget lange citat:

‘…Altså, en ydelse, der lægges oven en lønindtægt, der er 98% af dagpengene, det kan ikke betragtes som en dårlig ydelse. Det kan det ikke i mine øjne, og det er forkert at sige, at det medfører, at mennesker betragtes som andenrangsborgere. Tværtimod, så har vi både i dag, og vil også i fremtiden, have en fleksjobordning som er generøs. Og det skal den også være, fordi mennesker skal have mulighed for at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet eller komme ind på arbejdsmarkedet selv om benene driller eller at hovedet driller eller hvad det nu er man måtte have af udfordringer eller eller begrænsninger. Ja, jeg synes det er rimeligt…’

Mette Frederiksens ‘svar’ er interessant på flere måder. Om nogen bruger ministeren begreber som det er umuligt at forholde sig til. Eksempelvis siger ordene ‘…en ydelse, der lægges oven en lønindtægt..’ intet, så længe vi ikke ved, hvad hverken lønindtægt eller ydelse udgør. Dette intet konkluderer ministeren ‘…kan ikke betragtes som en dårlig ydelse…’

Ministeren fortsætter ‘…det er forkert at sige, at det medfører, at mennesker betragtes som andenrangsborgere…’ og fortsætter med ordet ‘tværtimod’.

Prøver vi at sammenholde ministerens ord med Evald Krogs mere konkrete argument for, at han mener ministeren gør mennesker med handicap til andenrangsborgere, så skyldes det ‘…Alene det, at man har et handicap gør, at man kun kan tjene 200.000 kroner. Det er urimeligt, det er forskelsbehandling…’

Hvad forkert kan der være i at sige som Evald Krog gør? Ministeren forsøger jo ikke med ét ord at gendrive overskriften, hvor hun siger, at 16.600 er nok i løn til mennesker med handicap. Og her kan et tværtimod mere være på sin plads. For ministeren fortsætter med at fremhæve, at vi har ‘…en fleksjobordning som er generøs…’. Lidt senere beskriver hun det også som rimeligt.

Slår man op i Den Danske Ordbog, så beskrives generøs som ‘…kendetegnet ved gerne at give rigeligt til andre eller ikke at være nøjeregnende…’ Som synonymer nævnes rundhåndet og gavmild. Det er derfor fristende at konkludere, at ministeren med sit eget sprogvalg underbygger Evald Krogs påstand at i ministerens øjne er vi åbenbart kun andenrangsmennesker. Ministerens ordvalg relaterer sig tydeligt til en herre/undersåt eller rig/fattig-relation.

Ministeren må formodes at prioritere sine argumenter. Det næste hun siger er, at ‘…mennesker skal have mulighed for at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet eller komme ind på arbejdsmarkedet…’. Det er altså det vigtigste for ministeren, at mennesker med handicap arbejder eller er på vej mod et arbejde. Hun vil kun forholde sig til lønnen med ordene, at den er generøs.

Under Samrådet indrømmer ministeren, at man under arbejdet med reformen har kigget på det problem, at ‘en del’ borgere med handicap ikke bliver bedre, men dårligere. Man har dog ikke gjort noget ved det. Konsekvensen er, at denne gruppe får færre og færre reelle arbejdstimer til ordinær sats og flere timer på 98% af understøttelsen. Altså faldende indtægt jo mere handicappet man bliver.

Og så tilbage til de 98% af dagpengesatsen, som vi fremover får for de timer, der ikke betegnes for reel arbejdstid. Ministeren kalder det generøst, at mennesker med handicap får denne ydelse. Ministeren sammenligner mennesker med handicap med det øvrige arbejdsmarked. Det gør det nemt for hende at få ‘medvind’ hos almindelige mennesker, der ikke har brug for reformen og derfor ikke sætter sig ind i den. Det lyder jo rimeligt. Man glemmer blot, at det for mennesker med handicap forbliver en varig ydelse, mens det heldigvis for en del ledige er en periode til man finder et nyt job.

Nåja, og så ledigheden blandt fleksjobbere. Den er i øjeblikket omkring 25%. Der er pt. omkring 17.000 ledige fleksjobbere. Der er ca. 56.000 i arbejde. Med de fleksjob, der fremover skal oprettes på grund af færre på pension og flere i fleksjob, vil ledigheden blandt fleksjobbere stige ganske betydeligt. Det betyder stigende indtægter for staten, for selv om man er på fleksydelse, udgør den kun det beløb, man får i forvejen. Bliver man ledig som fleksjobber, får man ikke dagpengesats, men 89% af dagpengesats.

Ministeren har sagt, at ingen nuværende i fleksjob rammes af reformen. Rigtigt, så længe man ikke skifter job. Det betyder reelt, at vi bliver stavnsbundet dér, hvor vi arbejder nu. Må virksomheden ændre på medarbejderstaben eller lukke, bliver vi påført et betydeligt personligt tab i form af voldsom lønnedgang selv om vi ikke er skyld i det. Hvem andre kan beskæftigelsesministeren sige til ‘I dit næste job stiller jeg krav om, at du skal gå 25% ned i løn’?

Jeg spørger igen til, hvad der ‘…er en forkert måde at bruge sproget på…?’

Der er mange eksempler på, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen formår at bruge sproget på en måde, der tjener hendes egen sag. Som vist i eksemplerne ved aldrig at blive så konkret at hun kan blive fanget i noget faktuelt forkert. Ved at bruge værdiladede ord, der virker på befolkningen. Hvem vil ikke ranke sig og bryde ud i et anerkendende ‘YES!’, når ministeren proklamerer ‘Vi er generøse over for de handicappede’. Substansen, eller bevisførelsen, mangler, men skidt – godt lyder det jo!

Det er ikke så tit, jeg er enig med ministeren, men det er jeg, hvis vi lige tager ministerens ord ‘…Jeg synes, det er en forkert måde at bruge sproget på…’. Denne gang vil jeg dog vende dem mod ministeren selv. Men er hun helt ærligt ikke selv ude om det? Evald Krog argumenterer, mens ministeren kører rundt i vage vendinger som generøsitet, ikke dårlig ydelse, rimelighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Intet konkret om lønnen. Jeg synes, dét er en forkert måde at bruge sproget på…